I dag udkommer Rasmus Bregnhøis ‘grafiske prosadigt’ Nogen er under Belejring. Nummer 9 bringer her en anmeldelse.
Rasmus Bregnhøi sender i sin nyeste publikation Nogen er under belejring en fragmenteret stemningsrapport fra Mellemøsten i blæk og ord.
Bregnhøi er, som det fremgår af forordet til Nogen er under belejring, blevet godt og grundig træt af mediernes beskrivelse af konflikten mellem israelere og palæstinensere. Han rejste derfor til Israel og Palæstina for at trænge ind de impliceredes hverdag og danne sig et selvstændigt indtryk af konflikten. Det er der kommet et grafisk prosadigt ud af. Bogen består af over 40 blæktegninger, hvoraf nogle er forsynet med poetiske tekststykker, samt et forord af forfatteren og et efterord af Steen Nørskov. Det visuelle drives ikke frem af en decideret handling, men af en række sansede øjeblikke, fanget i billeder og tekst.
Men lad os begynde med det, der fungerer. Det visuelle udtryk opleves som enkelt og præcist. De sorte blæktegninger veksler mellem godt og fremragende håndværk. Specielt kan jeg godt lide de landskabstegninger, der strækker sig over to sider, som jeg tog mig selv i at sidde og dvæle ved i lang tid. Tekststykkerne, der er strøet ud over billederne, fungerer fint med deres blanding af plakatslogan og hverdagspoesi. De har ikke nogen eksplicit afsender, hvilket medfører, at ordene lægges i munden på selve den tegnede scene. Glimrende tænkt! Herudover er bogen forsynet med et rigtig godt ’lige ud af landevejen’ efterord af journalist Steen Nørskov, der på pædagogisk vis redegør for konflikten.
Helhedsindtrykket af Nogen er under belejring er trods de gode tegninger forvirring. Jeg har svært ved at finde en narrativ sammenhæng mellem siderne i bogen. Tegningerne virker, som om de er udført og tænkt som enkeltstående værker, hvorefter de er blevet presset ind i et format, hvor de foregiver at hænge sammen og fortælle en historie. Bregnhøi skriver, at han ved selvsyn vil sanse hverdagen, dens lyde, dufte og stemninger, og det er jo et godt udgangspunkt. Jeg kan bare ikke rigtig mærke støvet, duftene, angsten, frustrationen eller uretfærdighederne i bogen, og jeg har efter endt læsning ikke lært eller oplevet noget, jeg ikke vidste i forvejen. Det er jeg derimod sikker på, at Bregnhøi har, og derfor er det som at kigge på en vens feriebilleder – de er flotte og interessante, men man skulle selv have været der for at få det fulde udbytte.
Nogen er under belejring er en gennemført udgivelse båret af en sympatisk intention, men man skal ikke regne med at blive klogere på konflikten mellem israelere og palæstinensere. Til gengæld får man en kunstbog forklædt som grafisk prosadigt og det er ikke så tosset.
Faktaboks:
Karakter: 3/5
Værkets Titel: Nogen Er Under Belejring
Forlag: Høst & Søn
Forfatter/tegner: Rasmus Bregnhøi
Farve og form: s/h
Sidetal: 68
Pris: 199,95
ISBN: 978-87-638-1641-0
Aktuelt udgivelsesår:2011
Udgivelsesland: Danmark