”Gensyn med Heisenberg” af Oskar K. og Teddy Kristiansen.
”Gensyn med Heisenberg” er en kreativ kraftpræstation, men den visuelle del af projektet når ikke rigtigt ud over scenekanten.
Det var med høje forventninger, at jeg modtag den grafiske roman ”Gensyn med Heisenberg” til anmeldelse. Bogen er skrevet af Oscar K. – et pseudonym for forfatteren Ole Dalgaard – og tegnet af Teddy Kristiansen, der vel er det tætteste på en verdenskendt tegneserietegner, vi i Danmark kommer. Men jeg blev lidt skuffet.
Bogens udgangspunkt er en kunstnerisk bearbejdelse af Werner Heisenbergs kvantefysik, nærmere bestemt hans teori om ubestemthedsprincippet. Oskar K. forklarer princippet kort med ordene: ”man kan ikke vide præcist hvor en partikel er, og hvor hurtigt den bevæger sig”. Hvis man forsøger at bestemme en partikels position, vil man ændre på dens hastighed, og vice versa. Fuldstændig objektivitet er derfor ikke mulig, da videnskabsmanden altid vil påvirke, det han undersøger. Det har samtidig en række konsekvenser for vores forståelse af tid og rum, årsag og virkning, som jeg blankt vil erkende, at jeg stadig prøver at forstå efter min anden gennemlæsning.
Kvantefysikken puttes i den kreative gryde sammen med en historie om en forfatters 60 års fødselsdag og et væld af referencer til litteraturhistorie og sprogvidenskab. I korte prosastykker glider vi ind og ud af en lang række personer, der samtidig glider frem og tilbage mellem deres fortid, nutid og fremtid. Teksten er denne billedbogs stærkeste kort. Særligt sidehistorien om digteren Olaf Kàrason, fik mig til at tænke, at dette er noget af det bedste danske litteratur, jeg har læst i lang tid. Der er tale om en gennemført nordisk sprogtone – som om Knut Hamsun skrev et værk efter en samtale med Niels Bohr.
Desværre kan man ikke sige det samme om illustrationerne, og det gør ondt, da jeg er gammel fan af Teddy Kristiansen. Selve bogens layout er rigtig flot, og der er egentlig heller ikke noget i vejen med illustrationerne separat. Men under læsningen slår det én, at værket sagtens kunne have undværet dem. Illustrationerne føjer ikke noget nyt til historien, de visualiserer blot det, der allerede siges så glimrende af teksten. Jeg kunne f.eks. godt have tænkt mig at se nogle af de mange historier fortalt som tegneseriesekvenser – altså en større variation i det visuelle arbejde, som man f.eks. ser det i forfatteren David Almonds samarbejde med Dave Mckean.
Hænderne i vejret for det ambitiøse projekt, hvis type bestemt ikke er overrepræsenteret på det danske bogmarked. Men trods min begejstring for konceptet, mener jeg, at værket mere ligner en skitse end et fuldendt mesterværk – om end en ’skitse’, det kræver tid og fordybelse at studere.
Rasmus Svarre Hansen
Karakter: 3/5
Værkets Titel: Gensyn med Heisenberg
Forlag: Forlaget Fahrenheit
Forfatter/tegner: Oscar k. / Teddy Kristiansen
Farve og form: farver og hardback
Sidetal: 152 sider
Pris: 199,50 kr. fra forlaget
ISBN: 9788790370985
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark