Niels Roland har lyttet til en af tegneseriemiljøets store klagesange og taget sagen i egen hånd. Hvorfor er der ikke flere tegneserier for børn? Det er der så nu. Og tak for det, Niels, for ”Muld og Mille: Lotusdammens Vogter” er nemlig fin.
Det er lidt trist, at man som anmelder spærrer øjnene op i forbavselse, når der pludselig ligger en dansk børnetegneserie i anmelderbunken. Men der er desværre tale om en mangelvare på boghylderne, så på mange måder er Roland allerede forud på point med sit projekt længe før, at den første ramme er læst. Oprindeligt er ”Muld og Mille” trykt i Weekendavisens lidt overkomplicerede, grænsende til knastørre børnesektion, ”Faktisk”, men nu findes historien i en stor, flot hardcover i overstørrelse, og det passer fint til serien. Hver side er fyldt til randen med rammer, billeder, tekst, dynamik og finurlige og hyggelige påfund, og jeg tror ikke, at det ville have været forsvarligt at trykke serien i et mindre format. Sine blot 50 sider til trods, er der alligevel masser at tygge sig igennem i den eventyrlige historie.
Og hvad handler den så om? Mille er en yderst miljøbevidst pige, der konstant ”adopterer” skadede dyr (som ender med at bo i hendes alt for lille værelse, hvor de muntrer sig med alt fra hendes bogsamling til hendes internetforbindelse) og kæmper for naturen og miljøet. Hendes forældre er ikke til stede i historien, da de har alt for travlt med deres meget vigtige arbejde. Med andre ord giver det Roland en frihed i forhold til sin unge hovedpersons gøren og laden samtidigt med, at forældrenes fravær fungerer som en underspillet kommentar til det moderne karriereræs. Mille møder grævlingen Muld, der – ulig de andre dyr i historien – rent faktisk kan tale. Han er blevet jaget væk fra sin familie af nogle slemme ræve og mangler et sted at bo. Mille har nu fået en fræk makker i sit miljøarbejde.
Historiens konflikt opstår, da der pludselig skal bygges et stort butikscenter, der hvor der nu er en flot skov, og Mille kaster sig sammen med sin grævling ind i kampen for skovens bevarelse. Der er dog noget mørkere og mere fantasifulde kræfter på spil i kraft af blandt andet borgmesterens spin doctor, Hr. Pokus. En tryllekunstner, men der er ikke noget snyd i HANS kunstner! Han kan magi, og uden at afsløre for meget kan jeg sige, at historiens tredje akt foregår i et Narnia-agtigt eventyrland. Heldigvis har Mille læst både Tolkien, Lewis og Rowling og har således fuldt kendskab til genrens konventioner.
Rolands tegneserie er en hyggelig, harmløs og underholdende historie, og hans tegninger er milde, bløde og altid sprællevende. Det er tegneserie af den meget klassiske skuffe, og man vil være i rigtigt godt selskab, hvis man har en forkærlighed for klassiske fransk-belgiske børnetegneserier og krøniker fra Andeby. Dog er Roland også helt sin egen, og hans sider dirrer af liv og ganske opfindsomme sideopbygninger. Talebobler, rammer og seriens figurer smyger sig smidigt ned over siderne, hvilket giver en ret flydende læseoplevelse. Bevares, Roland genopfinder måske ikke tegneseriesproget med denne udgivelse, men det er en yderst solid, gennemarbejdet og professionel tegneserie, der er tilfreds med at være det, den er: En god, hyggelig og sjov læseoplevelse.
Jeg har lyst til at kalde Muld og Mille for en ”sympatisk” tegneserie, men det vil der være nogle hipstere derude, som misforstår og i stedet vil de høre mig sige ”tandløs” og ”intetsigende”. Så det lader jeg være med. Men den glider nemt ned og er fortalt på børnenes betingelser. Og det skal man ikke tage for givet. Så selv om Niels Roland allerede var forud på point ved blot at have LAVET en dansk børnetegneserie, så får han altså lov til at beholde sine point – også efter endt læsning.
Så tak til Niels Roland for en fin børnetegneserie. Heldigvis lover han også, at der kommer et bind to.
Karakter: 4/5
Titel: Muld og Mille bind 1: Lotusdammens vogter
Forfatter/tegner: Niels Roland
Forlag: Calibat
Farve og form: Farve, hardcover
Sidetal: 50 sider
Pris: 199 kroner
ISBN: 9788799606511
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark