Paul Popes længe ventede comeback er elektrisk hjertemassage til børnetegneserien. SNORT!
Paul Pope er en af den moderne amerikanske tegneseries helt store enspændere. Han gjorde sin entre med det gigantiske og stadig uafsluttede sci-fi-opus THB tilbage i 1995, på den der sjældne måde, der får alle til at udbryde: “#€@%!!!, a star is born!”.
Popes spændstige og elektriske penseludtryk kan genkendes på en million kilometers afstand, og i mange år var han en energibombe uden sidestykke: hyperflittig, kreativ, nysgerrig, entreprenant – han udgav selv masser af sine egne (og andres) ting, og markerede nærmest konstant sig selv som en af tidens mest hotte og originale tegnere.
Læg dertil at Popes sensibilitet ikke hører til Fantagraphics/Drawn & Quarterly-slænget af Certified-Good-Taste™ – Ware, Clowes, Burns – ej heller hos superheltefolkene, eller i det hele taget hos andre comics-kulturelle fraktioner i Nordamerika – Pope er med sine spøjse aner af Moebius-fascination, freestyle-manga, action paint og et skud hipster-mikro-bryggeri-IPA-fra-Bedford-Avenue-Brooklyn, sgu sin egen.
“Vi laver tegneserier til 45-årige!”
Derfor var det også lidt en overraskelse, da han tegnede en eksklusivkontrakt med vandkæmmede, konservative DC Comics, som blandt andet førte til de to store projekter Heavy Liquid og 100%. Samarbejdet stoppede angiveligt, da Pope foreslog DC at lave en opdateret udgave af Jack Kirbys Kamandi, rettet mod børn. “Hvad? Tror du det skal være til BØRN? Vi laver ikke tegneserier til børn, vi laver tegneserier til 45-årige. Hvis du vil lave tegneserie for børn, så slå dig på Scooby-Doo!”, udbrød DC-redaktøren.
Pope indgik derefter en aftale med det fremadstormende First:Second, som påstår at ville genudgive OG afslutte Popes opus magnum, THB (men jeg vil se det, før jeg tror det). Men først, lovede forlaget i 2008, ville Paul Pope lave en børnetegneserie ved navn Battling Boy.
(Okay, det var indledningen, nu til sagen:)
Forestil dig Moebius’ Den hermetiske garage i Jack Kirby-stil, henvendt til børn og unge og funky voksne – enter Battling Boy.
12 über-funky t-shirts
Vi er i den monsterplagede by Arcopolis, hvor videnskabssuperhelten Haggard West netop er blevet nedlagt af grimrianen Sadisto, men SAMTIDIG, i en voldsom og nærmest surrealistisk gudeparallelverden, står en tolv-årig gudesøn for at skulle træde ind i voksen-gudelivet, og kastes derfor gennem en vibrerende, interstellar port ned til Arcopolis, medbringende 12 über-funky t-shirts, som alle tilfører særlige dyrekræfter.
Med det samme er der store forventninger til drengen, som helst skal tilintetgøre monstrene og uhyreterroristerne, så børn og voksne og borgmester igen kan leve sikkert. Og det er ikke nemt,når man ikke er så skide mægtig, som alle går og tror.
De 200 superbt tegnede sider er hurtigt læst, og man kan næsten ikke holde ud at tænke på at anden og afsluttende del først udkommer om et år. Pope giver den gas, og man mærker at årene hos DC har gjort ham til en mere kommunikerende og udadvendt historiefortæller, samtidig med at han totalt bibeholder sin selvpostulerede “Comic Book Destroyer”-selvforståelse, SNORT!
Der er gang i den, men også mange sider til rådighed, og på en eller anden mærkelig måde vil det altid være Popes styrke og svaghed, at hans arbejder synes at bære præg af en “bare derudaf’!”-attitude, som både konstituerer den umådelige, intense friskhed, der er et særkende ved stort set alt, han har lavet – men som også altid fører frustration på læsersiden med sig: nogle ting ville stå bedre, hvis situationer, dialoger, karakterer og forløb var mere gennemarbejdede, fokuserede og redigerede – og det er måske også årsagen til at Popes arbejder aldrig er 100% forløste og at manden, sit tårnhøje og sprudlende talent til trods, aldrig har lavet et rigtigt mesterværk.
Men mindre kan også gøre det. Battling Boy er et af tidens absolut bedste, mest veloplagte, mest moderne og mest originale bud på en en tidssvarende børnetegneserie for de større børn (45-årige inkl.), og den anbefales hermed varmt. Og det bedste er selvfølgelig den store actionscene*!
* Side 92-126
Læs de første 30 sider gratis på amazon, lige her.
Karakter: 4/5
Titel: Battling Boy
Forfatter/tegner: Paul Pope
Forlag: First:Second
Farve og form: Farve, softcover
Sidetal: 200 sider
Pris: $15.99
ISBN: 978-1-59643-145-4
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: USA