Man skal være lidt af en sur starut, hvis man ikke kan finde noget at holde af i DC Comics opsamling af deres hedengangne antologiserie, ”SOLO”, hvor nogle af amerikansk mainstreams bedste tegnere legende boltrede sig i alsidighedens navn.
Sæt jer ned, børnlille, og lad mig fortælle jer en historie om engang for ikke så frygteligt mange år siden, hvor amerikanske mainstreamtegneserier næsten udelukkende bestod af superheltehistorier. Det er måske svært at forestille sig for rollinger som jer, men det var før ”The Walking Dead” og ”Saga”. Og før Image Comics sparkede døren ind, røven i gear og gang i genrerne og den kunstneriske frihed. Det var en mørk og kold tid, og en stakkels redaktør hos DC kedede sig lidt i sit job. Han huskede tilbage på dengang, hvor han var dreng, hvor tegneserier kunne være westerns, krigsserier, kærlighedshistorier, horror og et utal af andre genrer. Noget måtte ske. Noget på en og samme gang både nyt og gammelt.
Det blev så til SOLO. Ideen var simpel. I hvert nummer fik en markant tegner et frirum på 48 sider, hvor han (desværre nåede der aldrig nogen kvinder til SOLO-bordet) kunne gøre lige, hvad der passede ham. Det ville være tegnerens navn, der stod med store bogstaver på forsiden og ikke en eller anden tilfældig superhelts, og det eneste reelle redaktionelle krav var, at tegneren skulle fortælle de historier, som han altid havde drømt om at fortælle – lige meget hvilken genre, det så måtte dreje sig om. Det KUNNE sågar være superheltehistorier. Finere var fornemmelserne ikke hos redaktøren.
Og godt det samme, da første nummer var fyldt med superhelte. Tim Sale var tegneren, og her mødte læseren både Batman, Catwoman, Superman og – mest mindeværdigt – Supergirl i en god, gammeldags romance comic. Sales hæfte byder også på et par lidt tynde crime noir-historier, og det er LIDT svært at forestille sig, at han helt følger redaktionens krav om at skabe historier, som han altid har drømt om at fortælle. Men flot ser det ud i Sales vanlige, skyggefulde og lirede streg.
Horrormesteren Richard Corben gør det, han gør, og det gør han såmænd ganske fint, men det er først i det tredje hæfte, at Paul Pope i vanlig rock-out-with-your-cock-out-stil giver den max gas. Han dykker ned i græsk mytologi og går således helt tilbage til Adam og Eva med superheltegenren. Dernæst dekonstruerer han Jack Kirbys ”OMAC” i en blodig og vild pastiche, men det er stemningsfortællingen ”On This Corner”, der hiver stikket hjem for Pope. Han følger et gadehjørne igennem en hel dag, og det er en både smuk, poetisk og elegant historie. Der er kun en Paul Pope, og han er i fin form her.
Howard Chaykin tager opgaven med at skrive historier i diverse genrer lidt for bogstaveligt, og det bliver aldrig helt spændende, om end stadigvæk fint håndværk. Darwyn Cooke rammer sit hæfte ind i en historie om et slags fristed for fiktive figurer. En bar, hvor ikke-virkelige skabninger kan mødes og nyde en kold. Og så blærer han sig ellers noget så gevaldigt ved at skifte stilarter (men stadigvæk bevare sin Darwyn Cooke-hed) i alt fra crime noir-historier til barndomserindringer og – bedst af alt – en historie om en mand, der er forelsket i en støvsuger. Cookes Batman-historie ”Deja Vu” afslutter hæftet, og den er så fin, at den også er trykt andetsteds.
Min personlige favorit i denne opsamling er Mike Allred, der har været rablende ligeglad med den stakkels redaktør, der ville lave noget andet end superheltehistorier. ALLE Allreds historier handler om figurer fra DC-universet. Til gengæld har han fået lov til at bruge dem på måder, man ikke kunne forestille sig i det redaktionsstyrede DC-univers. Teen Titans fester som RIGTIGE teenagere ville feste – om end i bedste 60er-stil, og i den måske bedste historie i hele samlingen bliver den kitschede 60er-Batman kendt fra tv-serien med Adam West udsat for en SERIØS omgang realitetskonfrontering i historien ”Batman A-Go-Go”. Det er meget grove løjer, hvor det harske manus står i smuk kontrast til Allreds retro-naivistiske stil. Der er dømt farverig pop-art for alle pengene – præcis som fans af den sære tegner forventer det.
Danmarks egen tegneserieprins, Teddy Kristiansen, fik også en tur i spotlightet i SOLO. I den første historie har han slået sig sammen med selveste Neil Gaiman om en fin, lille og poetisk historie om den døde superhelt, Deadman. Kristiansens bedste historier er dog to af dem, han selv har skrevet. I ”Love Story” og ”Ruins” tilfører han SOLO-projektet en mere litterær og kunstnerisk dimension, der peger frem imod hans album ”Den Røde Dagbog”. Det er et spændende og flot bidrag fra den store dansker.
Derudover finder vi flotte, men også lidt tamme indslag fra Jordi Bernet og Scott Hampton, et i mine ikke-street-agtige optik lidt grimt bidrag fra hip hop-kunstneren Damion Scott (nogen vil måske kalde det samlingens mest kunstnerisk interessante bidrag, men personligt kan jeg ikke rigtigt holde den overfyldte og fnidrede stil ud), et ganske sjovt hæfte fra Sergio ”Groo” Aragones og et udsyret og lidt irriterende bidrag fra Brendan McCarthy, der dog må siges at være en af de tegnere, der har taget opgaven om at fortælle noget andet end normale mainstream-tegneserier alvorligt. Jeg kan ikke helt lade være med at finde hans counter culture-stil lidt for bevidst trodsig og ofte ligner han lidt en (endnu mere) light-udgave af Grant Morrison. Lidt fedt, men også lidt irriterende.
Nu er jeg jo anmelderen, så jeg må gerne være den sure starut. Hvis man skal tage missionen alvorligt, så er der ikke mange af samlingens historier, der føles som kunstneriske nødvendigheder eller drømmeprojekter. Ligeledes er langt de fleste bidrag i den lidt lette ende, og man KUNNE måske godt have ønsket sig lidt mere tyngde og lidt mere af den litterære tilgang til tegneseriemediet, som man faktisk finder i blandt andet Kristiansens bidrag. De fleste tegnere bruger pladsen til at lege og boltre sig i, og når alt kommer til alt, så er det også mere end fint nok.
SOLO holdt i tolv numre, men den revolution som den kære redaktør (Mark Chiarello er hans navn – det skal LIGE nævnes) kom rent faktisk ganske få år senere. I dag er vi mere vant til at se mainstreamtegneserier fyldt med andet end kapper og spandex, så SOLO er – heldigvis – også et slags historisk dokument.
Vigtigst af alt, så er serien en buffet af gode, dygtige og fremragende tegnere og et mylder af genrer og tilgange til tegneserier. Det er en bog af den slags, man kan stikke i hånden på en, der aldrig har læst en tegneserie før og sige: ”SE HER! Det der DERFOR, at det er fedt!”
Så, der ER faktisk ingen grund til at være en sur starut.
Karakter: 4/5
Titel: SOLO – the deluxe edition
Forfatter/tegner: Tim Sale, Richard Corben, Paul Pope, Howard Chaykin, Darwyn Cooke, Jordi Bernet, Michael Allred, Teddy Kristiansen, Scott Hampton, Damion Scott, Sergio Aragones, Brendan McCarthy m.fl.
Forlag: DC Comics
Farve og form: Farve, Hardcover
Sidetal: 568 sider
Pris: Cirka 349 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-1401238896
Udgivelsesland: USA
