Man skal passe på med Facebook, formanede dronningen i sin nytårstale. Al den her virale networking gør os ensomme, var pointen vist fra den aldrende dame, der tydeligvis hverken har en Facebookprofil eller aner, hvordan folk lever med de sociale medier. Maren Uthaug har i den grad mærket, hvad viral networking kan gøre: Hendes blog, ‘Marens blog’, besøges på gode dage af 20.000 læsere. Denne succes brugte Uthaug naturligvis til at selv-udgive sin bog Ellers går det godt, da den blev dømt usælgelig af både Gyldendal og Rosinante. Det var den ikke, viste det sig.
Hvordan er den så, bogen? Som hendes blog er bogen en række hverdags-petit-indslag, der dog er tilføjet en begyndelse, en afslutning og en overordnet kronologi. Indslagene er rørende, morbide, sorthumoristiske, og hele vejen igennem hylende morsomme. Det er eminent godt formidlet i et sjovt og levende talesprog og med god sans for timing. Ellers går det godt falder på et virkelig tørt sted i en dansk tegneserieverden, der tørster efter sproglige begavelser.
Det meste af Ellers går det godt handler om Marens hverdagsliv med mand kæreste (han fik vist aldrig friet!) og tre børn, men også med et forløb fra hendes barndom, over teenageårene og til hun bliver voksen. Her får vi indblik i hendes problemer med at flytte fra Nordnorge til Sønderjylland, hendes rullende r’er (ruller gamle mennesker ikke også på r’et i Sønderjylland?) og hendes angst for fremmede mennesker. Og efter denne lyn-livsgennemgang bliver Maren også lige undervejs en gammel dame, der lider under samme neuroser, som Maren gør i dag. F.eks. at hun hader at vaske op.
Som nævnt er værket bygget op af næsten 100 % tilforladelige hverdags-indslag, men efter endt læsning sidder man faktisk med en fornemmelse af at kende Maren ret godt. Selvom vi sjældent forlader Marens liv med familie og venner – et liv, der er cirka lige så snævert som alle vi andres liv – så rammer hun en overordnet tidsånd, som hun samtidig gør tykt nar ad. Det er satire på højt niveau.
Maren Uthaug er et skide sjovt bekendtskab, som jeg gerne ville tilbringe mange timer sammen med. Det får man heldigvis også mulighed for, da hendes blog jo fortsætter, hvor bogen slutter. Jeg glæder mig allerede til den næste bog samt til opdateringerne på hendes blog.
(Disclaimer: Billedmaterialet er fra både blog og bog. Der findes mig bekendt ikke pressemateriale, og scanninger vil ødelægge bogen. Men besøg hendes blog, som indeholder lige så godt materiale som bogens. (Men køb også hendes bog!))
Karakter: 4 ud af 5
Titel: Ellers går det godt – tankestreger af Maren Uthaug
Forfatter/tegner: Maren Uthaug
Forlag: Selv-publicering (kan købes gennem marensblog.dk)
Form: Paperback, s/h, upagineret, men ca. 220 sider
Pris: 150 kr.
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-87-995805-0-7