“Små dyr” er fem små vidunderligt klare og udtryksfulde tegneserienoveller om livets store fortællinger. Det er fint og finurligt, lettere absurd og til tider lidt for banalt og nuttet, men altid gennemført stemningsfyldt i sin hverdagsmagiske melankoli.
Selvom ”Små dyr” er Ina Korneliussens første længere værk, så er hun ikke just en debutant på den danske tegneseriescene, og hendes bløde og rundnæsede streg har rumsteret i diverse tegneserieantologier gennem en hel del år. Ikke mindst har ”Fortællingen om dengang jeg fik en bamse”, der var en del af Aben Malers 676-serie, gjort indtryk takket være sin genkendelige og rørende historie. Det er den samme stil, der gennemstrømmer de fem fortællinger i ”Små dyr”, hvor Ina Korneliussen bider sig fast som en tegneseriens svar på Tove Ditlevsen, der på enkel og ærlig vis formår at takle sammensatte følelser og erfaringer så det bliver vedkommende, bevægende og heldigvis ofte også ret sjovt.
Man kan nemt genkende sin egen usikkerhed, angst og eventyrlyst i historierne, der omhandler alt fra storbyens kropsfikserede pres og glubske katte til teenagetidens udfordrende venindeforelskelser og drømmen om at fræse gennem forstæderne på en gigantisk dinosaur. Det er arketypiske historier fra det moderne liv fortalt med en venlig streg og helt uden tekst, hvilket tillader tegneren at dyrke det allegoriske og metaforiske, uden at bliver alt for fladt og tungt.
I sine mest nuttede og ufarlige øjeblikke kan ”Små dyr” ligne en oplagt gave til den cupcake-spisende og ukulelespillende manic pixie dream girl, men i de bedste fortællinger er den også meget, meget mere end det. Ikke mindst i det, der efter min mening er samlingens helt store perle, nemlig historien om ”Mormors græskar”, hvor mormoderen, der er en kende ude af trit med, hvor hendes børnebørn befinder sig i deres biologiske udvikling, møjsommeligt passer og plejer et græskar, så hun kan invitere varmen og familien hjem til hendes ensomme bolig og byde på græskartærte. Fortællingen viser, at Ina Korneliussen er en ferm stemningsbetvinger, der kan trykke på de rigtige knapper og med enkle greb skabe noget, der er så poetisk smukt og hjerteskærende som de efterhånden ret famøse første ti minutter af ballontegnefilmshittet ”Up.”
Det er måske ikke noget, der ryster dig i din grundvold, men det er sindssygt effektivt i sin enkle gengivelse af almenmenneskelige følelser og udfordringer, ikke mindst i historien ”Fisk”, der på betagende vis balancerer mellem det surrealt nuttede og en grotesk bearbejdning af traumer og graviditetsangst. En historie der desuden også imponerer ved at indeholde et panel, hvor en kvinde føder en fisk – med blod og det hele – uden at det på nogen måde virker klamt. Det er ski’sme da et særligt talent!
Med sin hang til ultrabløde streger og myldertegninger ligger sammenligningerne med Claus Deleuran, som så ofte påpeget, ligefor, ligesom hun kunne ligne det mere nøjsomme kærlighedsbarn af tegnere som Don Rosa og Julie Doucet, men Ina Korneliussen har efterhånden fundet sin helt egen stil og er måske en af de mest tydeligt genkendelige streger, vi har herhjemme. Det er tegninger, der på en gang indeholder de vildeste detaljer, men samtidig formår at være superenkle og nemme at læse.
Hvor teknikken hos en tegner som f.eks. Julie Doucet, der altid har syntes at befinde sig i verdens absolut mest rodede og overfyldte rum, giver et indtryk af konstant uro, så har Ina Korneliussens lige og enkle streger et mere roligt og cartoony udtryk. Det er et udtryk, der på den ene side understreger og fint underbygger fortællingernes ærlige og enkle hverdagspoesi, men som på den anden side også kan være med til at trække det hele over på den lidt for pæne og lettere banale side.
”Små dyr” synes i det hele taget at være et vidnesbyrd om en tegneseriekunstners udvikling – den første af historierne er fra 2007, mens den seneste er fra 2011, og samlingens svageste led skal nok findes i den ellers ganske søde ”Hyggehund” fra 2007, som bestemt er en voldsomt nuttet fortælling, men måske også lige lovlig meget det.
Som opsamling på små fem års arbejde ligner ”Små dyr” lidt den mellemregning, der skal til, før hovedværket kommer. Ikke at samlingen skal afskrives som en bagatel, dertil er i hvert fald et par af tegneserienovellerne alt for uudgrundelige og smukke, men følelsen af, at der ligger en anden og større historie og skurrer under overfladen, er svær at overhøre, og jeg kan ikke andet end at glæde mig voldsomt til, at den dukker op, for det bliver helt sikkert vedkommende, bevægende og noget så stort.
Karakter: 4/5
Titel: Små dyr
Forfatter/tegner: Ina Korneliussen
Forlag: Fahrenheit
Farve og form: Farve/Hardcover
Sidetal: 104 sider
Pris: 149,50 kr
ISBN: 978-87-92320-20-9
Udgivelsesår: 2012