Maren Uthaug vandt i dag Politikens tegneseriekonkurrence, foran Christoffer Zieler og Johan F. Krarup, i et felt med over 200 bidrag. Striben hedder ‘Ting, jeg gjorde’, og Uthaugs reaktion på hæderen kan allerede læses på hendes blog – men vi ringede alligevel til Maren, for at høre lidt mere:
Nummer 9: Tillykke, Maren. Hvordan har du det?
Nummer 1: Jeg er simpelthen så lykkelig, helt euforisk. Det er som at bestå den første eksamen i sit liv. Det er som at være syv år, og have fødselsdag i morgen.
Nummer 9: Hvordan greb du opgaven an, hvilke overvejelser gjorde du?
Nummer 1: Ja, det skulle jo gå hurtigt, der skulle produceres noget volumen. Jeg nærlæste reglerne, hvor de skrev, at man ikke måtte sende noget ind, der havde været trykt før. Mit havde ikke været trykt før, men noget af det havde været bragt på min blog, hihi…
Nummer 9: Snedigt. Så det var piece of cake?
Nummer 1: Nej, jeg var sgu RASENDE, mens jeg lavede striberne. Jeg var fikseret på, at jeg ALDRIG kunne vinde sådan en konkurrence. Jeg synes det er et meget mandsdomineret felt, og mine ting er jo meget feminine…
Nummer 9: Hold da op, det er jo KUN kvinder, der tidligere har vundet Politikens stribekonkurrencer. Godtnok narrede Wulffmorgenthaler Politiken i anden ombæring, efter Werdelin, men de udgav sig jo for at være en kvinde.
Nummer 1: Ja, det er måske rigtigt.
Nummer 9: Men for nu også at bedrive noget kritisk journalistik: En af dommerne, Nummer 9s egen Matthias Wivel, siger bl.a. om din stribe at den klart var feltets mest overbevisende, men at han håber at du med tiden vil tillægge dig større armbevægelser og engagere sig i verden udenfor vinduet…
Nummer 1: Jamen, han har ret. Jeg er enig. Jeg glæder mig også til at få Politiken hver dag, det vil helt klart inspirere mig, men det vil altid komme ned i mig-formen, for det er det jeg kan. Jeg kommer ikke til at gøre grin af regeringens reformer og den slags.
Nummer 9: Nej, men din forgænger og kommende kollega, Nikoline Werdelin, fungerer jo ved at observere sine medmennesker, og kan så via en bøvet morfar, en kikset pædagog og en hysterisk mor sige noget om fx pædofiliforskrækkelse i samfundet…
Nummer 1: Ja, hun er ufattelig dygtig, jeg beundrer hende meget. Jeg husker engang til Bogforum, hvor hun sad på scenen, og jeg kiggede på hende og tænkte, bare man var hende og lavede det, hun gør, så ville alt være godt…
Nummer 9: Ja, hun er fantastisk, men jo så også fantastisk skarp, nogle vil sige ond…
Nummer 1: M-hmm. Jeg vil sige… Øh. Det.. Det ligger ikke til min natur at pege fingre ad folk.
Nummer 9: Hvad så, fremadrettet? Er du bange for opgaven?
Nummer 1: Nej, jeg er bare kisteglad. Jeg er helt med på at det ikke er en badeferie at lave en stribe 6 gange om ugen. Men jeg har arbejdet professionelt med reklame og kommunikation siden jeg var 20, og er helt med på deadlinepres og alt det. Det bliver givet knokkelhårdt arbejde, måske endda rædsomt, men jeg kan klare det. Det helt fine er jo, at det er MIG, der har vundet, altså, forstå mig ret, det er ikke en stribe, der er udtænkt til Politiken, de har taget den jeg er, og det jeg allerhelst vil lave. Det er jeg meget, meget lykkelig over…
Nummer 9: Arh, fis. Slet ikke bange? Bare en liiiiiiille bitte smule?
Nummer 1: Mjoeh. Men det er noget andet, jeg er bange for. På min blog er mine læsere og jeg bare gode venner, det er en total glad hyggeklub, og det er dejligt og bekræftende og så videre. Men Politiken, det er jo den VIRKELIGE verden… JEg er lidt bange for reaktionerne, jeg tror helt klart der kommer svinere i min retning, og det må jeg lige forberede mig på. Jeg lavede en gang nogle striber for tøjkoncernen Bestseller, som de lagde ud på deres Facebook-side, og det var jo noget helt andet… “du skal eddermaneme ikke fortælle mig noget om børneopdragelse”. Altså, der var også mange der likede, men man fik lige en smag af det der, som der jo nok kommer mere af.
Nummer 9: Haha, ja, men det er også lidt et adelsmærke, synes jeg. Lidt ligesom politikere, der ikke har været på side 2 i Ekstra Bladet. Det er sikkert rart at slippe for den behandling, men et tegne på manglende gennemslagskraft…
Nummer 1: Uha, jeg er lidt nervøs alligevel.
Nummer 9: Nu er du jo heldigvis glad, og her på sprøjten glæder vi os til at se dig i avisen fra den… fra den…
Nummer 1: Den femtende april. Det er den mest blærede dato i mit liv: i min kalender står der: “afleverer roman-manus til Lindhardt & Ringhof” og “begynder som stribetegner i Politiken”. Wåuw.
Del på
