Den overordnede tematiske titel for Passage nr. 68 er “Billedromaner”. Begge de to dele af denne titel, såvel begrebet ”billede” som begrebet ”roman” skal her forstås meget bredt. Passages redaktion fortolker således begrebet ”billedroman” ikke som en bestemt genre, eller en bestemt type illustreret litteratur, men derimod som ”et muligt krydsfelt mellem litteratur, grafiske romaner, film og tv-serier, hvor romanens karakteristika møder det visuelle” (s. 4).
Passage nr. 68 rummer derfor en række artikler (og en enkelt tegneserie), der alle kredser om det komplekse forhold mellem billede, narrativitet og tekst. Indholdsmæssigt breder de forskellige bidrag sig lige fra konkrete værkanalyser (af Alison Bechdels grafiske roman Bedemandens datter), over en diskussion af ”intermediale transpositioner” (at et værk inden for et medie ”genskabes” inden for rammerne af et andet medie) og analyser af tv-serien The Wire, til literære analyser af nyere former for erindrings- og immigrantlitteratur, der på forskellig vis gør brug af visuelle hjælpemidler eller rekvisitter (fotografier, plakater og andet).
Redaktørernes motivation for at tage dette emne op, og for at give den meget brede fortolkning af begrebet ”billedromaner” som jeg gengav ovenfor, er, at de mener, at der inden for de seneste år har været en udvikling hvor en lang række forskellige genrer og medier er begyndt at kombinere romanformens narrative bredde og kompleksitet med forskellige visuelle og grafiske fortællestrategier. Grafiske romaner (’Graphic Novels ’) er et eksempel på denne udvikling. Nyere (amerikanske) tv-serier som The Wire, The Sopranos, Breaking Bad o.lign., der ofte beskrives som ”vor tids udgave af romanen” (s. 83) er et andet. Og inden for den, trykte bogs rammer har forfattere som Jonathan Safran Foer, Jennifer Egan, Orhan Pamuk og Aleksandar Hemon ligeledes arbejdet med at inddrage visuelle og grafiske elementer i den traditionelle romanform.
Analyse af Bedemandens datter
Det ville føre for vidt (og desuden gøre vold mod teksternes kompleksitet og indhold), at give et referat af alle otte bidrag til dette nummer af Passage. Jeg vil derfor i stedet kort kigge nærmere på de to tekster, der umiddelbart har størst relevans for et tegneserieinteresseret publikum (”Udspring og fald”, som er Lasse Gammelgaards analyse af Bechdel’s Bedemandens datter og ”Tegneserien er en ufattelig undervurderet udtryksform”, en kort to-siders tegneserie af den i tegneseriemiljøet allestedsnærværende Thomas Thorhauge). Derefter vil jeg komme med et par bemærkninger om det overordnede perspektiver i og tanker bag artiklerne i Passage.
I ”Udspring og fald” tager Gammelgaard fat i en iboende spænding i Bechdels kritikerroste erindringsværk Bedemandens datter, nemlig forholdet mellem dokumentarisk rekonstruktion og fiktionaliseret generindring. Denne spænding karakteristisk er selvsagt karakteristisk for, man kunne sige en integreret del af, langt de fleste former for erindringslitteratur, men som Gammelgaard gør opmærksom på, så får denne spænding en særlig udformning i et grafisk værk som Bedemandens datter, hvor billederne udgør en væsentlig og uomgængelig del af den narrative struktur. Gammelgaards primære interesse i artiklen er derfor at undersøge, hvorledes de visuelle elementer i Bechdels værk på en og samme tid understøtter og underminerer historien om den generindrede fortid der præsenteres.
Gammelgaard peger på en række måder, hvorpå Bechdel benytter tegneseriens kombinationen af tekst og billeder, og i det hele taget tegneseriens grundform (historier fortalt i rammeopdelte billeder), til at fortælle sin families og sin barndoms historie. Mest åbenlyst giver brugen af billeder Bechdel mulighed for hurtigt og ubesværet at gengive hypotetiske, ikke-realiserede handlingsforløb og bevæge sig frem og tilbage i tid på måder som fx film og romaner kun vanskeligt ville kunne.
Derudover benytter Bechdel sig af ændringer i ”det visuelle vokabularium” (s. 50) til at fremhæve og understrege bestemte følelser, fortolkninger og sider af historien frem for andre. Forskellige steder i Bedemandens datter har Bechdel således valgt at illustrere historien med familiefotos, hentet fra hendes egne og moderens albums. Men disse fotos er ikke direkte indsat i bogen. De er derimod gengivet i tegnet form, dvs. Bechdel har tegnet fotografiet og ladet denne tegning indgå i værket. Hvorvidt og i hvilket omfang denne tegnede gengivelse påvirker fotografiets dokumentariske status, og hvordan og på hvilke måder Bechdel benytter de tegnede fotografier som narrativt redskab , er blot nogle af de mange interessante spørgsmål, som Gammelgaard diskuterer.
Gammelgaards artikel om Bedemandens datter er klassisk (litterær) værkanalyse, der eksplicit tager udgangspunkt i de særtræk der adskiller tegneserier fra andre medier, og kan klart anbefales til alle, der interesserer sig for Bechdels Bedemandens datter, for (tegnet) erindringslitteratur mere bredt og for tegneserier som sådan.
StineStregen af Thomas Thorhauge?
Det andet direkte tegneserierelaterede bidrag til Passage er af en helt anden type end Gammelgaards artikel. Thomas Thorhauge, tegneserieaktivist, tegneserieskaber og formand for Dansk Tegneserieråd, har kreereret en lille tegneserie der, som titlen antyder, bedst kan betegnes som et åbenlyst og uforskammet forsvar for tegneserien som (kunstnerisk) udtryksform.
Meget groft fortalt så er ”Tegneserien er en ufatteligt undervurderet udtryksform” en række argumentative udsagn og påstande om tegneseriens rolle og status, der på forskellig vis er indskrevet som visuelt integrererede elementer i en kort, kronologisk fortløbende billedsekvens, der viser en yngre kvinde, som går rundt og foretager sig det, som yngre kvinder nu gør: Taler i telefon, sender sms’er, er i træningscenter, handler ind og går i seng. Thorhauge får dermed på meget lidt plads illustreret en række af særegne måder at sammenstille og sammentænke tekst og billeder i (narrative?) forløb, der kendetegner tegneserier. Den visuelle indlejring af teksten (de forskellige argumentative udsagn og påstande), tjener derfor til at illustrere og underbygge disse udsagns mening. Det er ret fint (om end en smule åbenlyst didaktisk), gjort.
(For øvrigt: Er jeg den eneste der synes, at den kvindelige hovedperson i Thorhauges stribe ligner StineStregen?)
Disse to direkte tegneserierelaterede bidrag til Passage er som sagt del af et mere overordnet tema, nemlig Billedromaner: ”værker, der kombinerer romangenrens tradition for brede fortællinger med forskellige grafiske fortællestrategier” (s. 5). Tanken med at sammenstille artikler der beskæftiger sig med så vidt forskellige fænomener som grafiske romaner, amerikanske tv-serier, Dickens-fortolkninger i film og tv samt nyere immigrant-litteratur, har tydeligvis været at vise og undersøge forskellige måder, hvorpå romanformen og det visuelle kam kombineres. Det er ikke alle artiklerne der eksplicit forholder sig til det overordnede tema, og enkelte tekster er tynget af et tungt, akademisk sprogbrug. Men det overordnede tema og projekt er grundlæggende interessant. Og hvis man har lyst til og mod på at gøre en indsats (der er som sagt tale om relativt tungt akademisk læsestof), så er det fascinerende at gå på opdagelse i et felt, hvor ”fin”- og ”populærkulturelle” virkemidler og genrer mødes og kombineres med uforudsigelige, nyskabende og normsættende værker til følge.
Karakter 3/5 stjerner
Titel: Passage – tidsskrift for litteratur og kritik, nr. 68: Billedromaner
Forlag: Passage v. Aarhus Universitetsforlag
Redaktører: Tore Rye Andersen, Johanne Helbo Bøndersgaard og Sarah Tanderup
Farve og form: Tidsskrift, farve og gråtoner
Sidetal: 144
Pris: Løssalg: kr. 120. Abonnement: kr. 90
ISBN: 978-87-7934-471-6
Udgivelsesår: 2012
Udgivelsesland: Danmark
Del på
