“Stiletto” er en hårdkogt krimi om korruption og voldelig død. Jeg kan godt lide, når tingene går galt, fortæller serieskaber Palle Schmidt.
For fire år siden udgav Palle Schmidt “Blodets Konkubine”, en vittig og voldelig fortælling om kriminalitet, der kører af sporet. To af figurerne fra dén tegneserie går igen i “Stiletto”, en mørkere og mere løst tegnet sag end sin forgænger. Nummer 9 har grillet én af Danmarks meget få krimitegneserietegnere om sit nyeste opus, sin fascination af kompromitterede mennesker og om comic relief:
“Stiletto” har efterhånden været længe undervejs. Kan du kort skitsere, hvorfor du gik i kast med den og hvordan processen har forløbet?
– Idéen opstod, mens jeg arbejdede med “Blodets Konkubine” for en del år siden. De to politifolk, der er hovedpersoner i “Stiletto”, er bi-figurer i “Blodets Konkubine”, nogle af de eneste overlevende! Men ret hurtigt gik det op for mig, at stilen skulle være en anden og at “Stiletto” ikke skulle være en fortsættelse. Den er helt sin egen.
– Efter jeg for måske 4 år siden endelig fik skrevet manuskriptet, har jeg arbejdet med bogen on-and-off, mellem betalt arbejde, børn og andre projekter. Det stod ret meget på pause, mens jeg gik på Filmskolen her sidste år, en master class i manuskriptskrivning. Jeg har også fået skrevet et par ungdomsbøger undervejs, en roman, lidt af hvert. Under alle omstændigheder tog det som sædvanligt lidt længere tid end først antaget. Men nu er den her! Og verden vil aldrig blive den samme igen.
Du arbejder med en mere “loose” streg end før og mere ekspressive farver. Hvordan landede du på dét udtryk? Hvad kan det, synes du?
– Jeg har egentlig altid bedre kunnet lide mine skitser end de færdige tegninger. Med “Stiletto” har jeg prøvet at beholde noget af det liv, den hurtighed. Jeg var ved at slå mig selv ihjel med “Blodets Konkubine”, fordi stregen skulle være så helvedes slikket og præcis. Og det ligger slet ikke til mig at tegne sådan. Med “Stiletto” lod jeg min hånd bestemme frem for min hjerne. Det er gået væsentligt hurtigere og jeg er sgu ret glad for det endelige resultat. Det passer også godt til historien, synes jeg, med det mere rå og grumsede udtryk. Intet er sort/hvidt!
Bogen bærer en vis lighed med sin forgænger, “Blodets konkubine”, i skildringen af lyssky gerninger, der kører helt af sporet. Hvad tiltaler dig ved den slags “slow motion car wreck”-plots?
– Ja, det er jo et klassisk spørgsmål, som det er helt umuligt at svare på: Hvorfor man tiltrækkes af bestemte typer historier. Jeg må nøjes med at konstatere, at der er en vis lighed mellem mine historier – temaer, der går igen. Jeg kan godt lide, når tingene går galt.
Bøgerne har også en noir-inspireret paranoia og desillusionerethed til fælles. Alle de her korrupte figurer – reflekterer det i ét eller andet omfang din egen måde at se verden på?
– Næh, jeg tror ikke, at alle folk er korrupte i den virkelige verden. Men i “Stiletto”s verden er de. Korruptionen er måske et billede på menneskelig fejlbarlighed, altså at vi et eller andet sted alle er til salg, hvis bare prisen er rigtig. Jeg laver jo også reklamearbejde!
Hvor ligger dit eget engagement i forhold til de her amoralske, handlingslammede og/eller uvidende figurer, som du jo har levet med så længe?
– Man kan sige, at man som forfatter ikke behøver at kunne lide sine personer. Men man skal kunne forstå dem! Hovedpersonen Maynard er jo i virkeligheden et billede på den moderne mand, syltet ind i krav fra omverdenen, familien og jobbet. Han er fuldstændigt ude af stand til at mærke sig selv og at sætte grænser. Når han bliver tilstrækkelig presset, reagerer han så med vold – noget, han er ret god til. Maynards situation er ekstrem, fordi han er jaget af gangstere og politifolk, men jeg tror de fleste mænd vil kunne genkende det pres, han føler. Og skænderierne med konen. Den anden politimand, Alphonse, repræsenterer på den anden side en mand der har affundet sig med verden som den er, og tager det hele lidt mere oppefra og ned. Jeg kan se det fra alle sider. Jeg kan selv forstå Maynards kone!
Bogen opererer med en hårdkogt ironi, f.eks. i åbningssekvensen, hvor strømeren, der konstant ævler om at være årvågen, også er ham, der dummer sig. Hvor bevidst arbejdede du med comic relief?
– Det sniger sig bare ind. Men for mig er “Stiletto” en tragedie, en mere “voksen” historie, end man tidligere har set fra min hånd. Hvis “Blodets Konkubine” var Tarantino, så er “Stiletto” mere Scorsese eller Peckinpah. Ind imellem er det bevidst, at jeg f.eks. punkterer en alvorlig situation, men det er oftest noget med at lægge låg på, når jeg bliver for sludrevorn og får lyst til at lire sarkastiske replikker af. Hvis ikke jeg stoppede mig selv, ville Maynard og Alphonse stadig sidde og ævle i bilen med hver deres kop kaffe.
Ja, miljøskildringen og den paranoide noir-tone sender tankerne i retning af thrillere fra 70’erne. Er vi ude i en slags hyldest her?
– Det er helt klart en hyldest, plottet er jo nærmest stjålet fra “Bullit” og politistationen er stjålet fra “French Connection II”. Ved at tage afsæt i noget, alle kender, er det forhåbentlig endnu mere virkningsfuldt, når man twister handlingen i en helt anden retning. Nå ja, og den dedikerede og dybt fejlbarlige politimand er helt klart fra “French Connection”. Men det er jo et postmoderne greb, for det er kun politifolkene, der lever i 70’erne. Resten af verden er kommet videre.
Både navne og steder i “Stiletto” peger i alle mulige retninger i forhold til stedbestemmelse. Hvorfor det?
– Locationen i “Stiletto” er jo den samme som i “Blodets Konkubine”, et ubestemt sted i Europa. Det er et helt bevidst og endnu et postmoderne greb. Man lyder så klog, når man bruger dét ord. Det bliver en mere universel historie, der kan forstås på tværs af landegrænser. Og så er det meget nemmere at tegne, når det ikke er en specific location. Man har lidt mere spillerum, simpelthen.
Du har joket med, at du er den eneste i Danmark, der laver krimiserier, men faktisk er genren jo heller ikke voldsomt udbredt i f.eks. USA. Hvorfor det, tror du – når krimi nu er så populært i skønlitterær og TV-serieform?
– Jeg synes nu, amerikanerne har et hæderligt udvalg. Brian Michael Bendis’ ting fra 90’erne, Stray Bullets, Sin City, Criminal, 100 Bullets. Og Batman er jo også en krimi-tegneserie. Jeg tror bare ikke, alvoren er noget vi dyrker i den danske tegneseriekultur. “Det er jo bare for sjov!” Selv forsøg på at lave kriminalfilm i Danmark ender ofte i det rene folkekomedie. Vi er nok bange for at være for selvhøjtidelige.
Men af de amerikanske krimiserier, du nævner, er det mig bekendt kun Batman, der kører netop nu?
– Tjah. Måske er krimigenren underprioriteret i tegneserieform, det ved jeg ikke. Så er der jo bare mere plads til sådan nogen som mig! Jeg har i hvert fald sat mig hårdt på markedet her hjemme. Mig og Bill Nash! Ha ha.
Ved siden af tegneriet laver du også tegneserie-tutorials. Hvad går det ud på?
– Ja, hvad skal verden med endnu en sådan-laver-du-tegneserier? Der findes jo et hav af bøger, men jeg synes video-formatet er en fed måde at lære på, fordi man kan illustrere med eksempler. Og fordi det er online og på engelsk, kan man nå publikum i hele verden. Jeg har f.eks. en fan i Mumbai, der følger med og kommenterer flittigt.
“Comics For Beginners” har også sådan en step-by-step tilgang, som jeg ikke rigtig har set før. Rigtig mange bøger springer f.eks. let og elegant henover det at skrive en historie! Og det er jo nærmest det allervigtigste.
– Jeg har selv lavet et hav af brølere i min tegneserie-karriere. F.eks. ikke at komme i gang af frygt for at fejle eller fordi jeg var usikker omkring formater etc. Hvis jeg kan give noget videre og hjælpe andre med at undgå de samme brølere, så er det det hele værd.
Hvad er det næste tegneserieprojekt for dig?
– Puha, jeg har et par historier der rumsterer, men jeg tror lige, de får lov at stå og simre lidt endnu. Det plejer at virke for mig. Og så har jeg lavet to forskellige pitches med amerikanske forfattere, hvor det ene projekt er ret langt. Så hvem ved, måske er der fast arbejde med at tegne Thomas Alsop: Supernatural Detective de næste par år. Men i første omgang skal jeg fokusere noget energi på “Comics For Beginners”. Der kommer ti videoer i alt, hvoraf vi kun har lavet de tre helt færdigt. Til gengæld kan jeg love, at indholdet er verdensklasse …
Se også: Palle Schmidt om arbejdsprocessen bag “Stiletto”
