Det store amerikanske independent-forlag IDW har netop udgivet “The Devil’s Concubine”, danske Palle Schmidts debut på den helt store tegneseriescene. Nu arbejder serieskaberen ihærdigt på opfølgeren “Stiletto”.
“På tegnebordet” er en ny serie Nummer 9-artikler, hvor serieskabere fortæller om, hvad de arbejder på, hvor de arbejder på det – og hvordan. Denne gang danske Palle Schmidt, hvis CV blandt andet tæller rollespillet “Fusion” og tegneserierne “Skyggen af Bevis” og “Blodets konkubine”, der altså netop er udkommet i USA.
Hvor sidder du og tegner?
– I et kreativt kontorfællesskab på Vesterbro. Indtil for ganske nylig sad jeg på tegnestuen Gimle, men engang imellem er det godt at starte helt forfra. Det giver en anden energi, og så giver det anledning til at få ryddet op i alt sit lort. Det var nærmest uhyggeligt, hvor meget papir, jeg var omgivet af før. Jeg har jo arbejdet som freelance-illustrator og tegneserietegner i 12 år, og jeg har stort set aldrig smidt originaler ud. Når man lægger egne udgivelser, frieksemplarer, referencebøger og tegneserier oveni, er 6 flyttekasser ikke nok. De første par uger det nye sted var ret rodede, men nu er der heldigvis kommet lidt styr på det:
Hvad tegner du på lige nu?
– Jeg er i gang med en slags fortsættelse til ”Blodets Konkubine”, eller ”The Devil’s Concubine”, som den jo hedder i USA. Jeg siger ‘en art’, fordi det er en noget anden stil, jeg arbejder i med det her album, og fordi historien handler om to lidt perifere figurer fra ”Devil’s Concubine”, nærmere bestemt de to politifolk, Alphonse og Maynard. Det er en meget anderledes historie, men stadigvæk i noir-land.
Hvor langt er du med den?
– Jeg er over halvvejs med selve tegnearbejdet. Mit mål er at have en læsbar version med under armen, når jeg til juli skal møde mit forlag på Comic Con i San Diego. Indtil nu har al kommunikation foregået over telefon og email, så det bliver sjovt at møde dem i virkeligheden. Forhåbentlig går det så godt med ”Devil’s Concubine”, at IDW tør satse på ”Stiletto” også. Det er en historie, som jeg virkelig brænder for, og som i virkeligheden er meget mere mig. Det mere skitse-agtige, malede udtryk passer mig meget bedre, end den ret kontrollerede, computerfarvelagte stil fra ”Devil’s Concubine”. Den kom nok af, at jeg havde læst ”Sin City” og ”100 Bullets” – og af, at jeg sad ved siden af Peter Snejbjerg, der har totalt styr på den der præcise, sorte streg. Mit problem er, at jeg tegner alt for hurtigt, så når jeg gerne vil tegne præcis, bliver jeg ved med at lave fejl!
– Med ”Stiletto”, prøver jeg at lade min hånd bestemme, og behandle tegnearbejdet mere som freeform jazz. Det giver sig f.eks udtryk i, at jeg som noget af det første i farvelægningsarbejdet sætter nogle relativt tilfældige strøg, for at give noget uforudset liv til tegningerne:
– I starten ville jeg lave ”rigtige” farver i computeren bagefter, men jeg kunne enormt godt lide det monokrome udtryk, og historiens flow bliver sådan set kun hjulpet af den begrænsede palette. Så jeg bruger kun farver, hvis de kan hjælpe på forståelsen. I virkeligheden er det jo noget af det unikke ved tegneserier, at man kan tillade sig at gå ekspressionistisk til værks. Man behøver ikke udpensle alt, men kan skildre de vigtigste elementer og lade resten være op til læserne:
Læs mere om Palle Schmidt og følg tilblivelsen af “Stiletto” på serieskaberens blog
Del på
