Tom Gaulds genfortælling af den bibelske historie om David og Goliat, hvor skurk gøres til helt og omvendt imponerer med sin poetiske enkelhed.
Aben Maler melder sig endnu engang på banen som et af landets absolut bedste tegneserieforlag med udgivelsen af den danske udgave af Tom Gaulds poetiske og enkle tegneserie ‘Goliat’, der vender en velkendt fortælling på hovedet og gør den umenneskelige gigant til en tøvende, tænksom enspænder, som helst vil skrive på papyrus og for alt i verden ikke gå i krig – han er trods alt den femtedårligste sværdmand i sin deling.
Med en simpel streg holdt i opsigtsvækkende sort og hvid og en enkelt, lysebrun tone lader Gauld historien udfolde sig i et langsomt og roligt tempo, hvor tidens gang smukt illustreres af skiftende landskaber og gentagelser, der konstant ændres bare en anelse.
Historien spiller på vores genkendelse af fortællingen og dens karakterer. Vi ved jo godt, hvordan det går for den følsomme kæmpe Goliat, da han på grund af en af filistrenes kaptajners geniale men fatale plan stilles ansigt til ansigt med israelernes David. Alligevel kommer dét øjeblik, vi kender så godt om ikke som en overraskelse så alligevel med en særlig følelsesmæssig og tempofyldt pondus. Her skal ikke afsløres mere, men det gearskifte i historien er elegant udført og viser på udmærket vis, hvor dygtig og erfaren en tegneserieskaber, Gauld er.
Gaulds stil er enkel på grænsen til det naive. Ansigter antydes med få streger, øjnene er udtryksløse prikker, og alligevel opfatter vi tydeligt karakterernes følelsesliv – særligt titelkaraterens tøvende og nærmest naive tilgang til livet træder tydeligt frem. Gaulds streg er nænsom og udtryksfuld, en nærmest ikonisk tilgang, der med få virkemidler forlener fortællingen med karakter og dybde. Selv de fremtrædende skraveringer er enkle og udtryksfulde. På sæt og vis handler Gaulds stil mere om at trække fra end at lægge til. Vi er tæt på børnetegningens enkelhed, men hver streg er tydeligvis sat med sans for både helhed og udtryksfuld detalje. Det er fornemt udført.
Boghåndværket er i top i udgivelsen. Der bliver virkelig kræset for kvaliteten med nopret omslag, folietryk, præg og tykt, ubestrøget papir, der suppleres smukt af det enkle og smagfulde bogdesign. Hertil kommer formatet, der er i understørrelse og giver udgivelsen sin helt egen stil. Goliat er sådan en tegneserie, man slet ikke kan få nok af at holde i hånden, bladre i og vende tilbage til de forskellige sekvenser i.
Herfra skal der lyde stor ros til både Gauld og Aben Maler for en dansk tegneserieudgivelse i særklasse. ‘Goliat’ ligger lunt et sted mellem høj kvalitet og mesterværk – og dermed mellem Nummer 9’s karakterer 4 og 5. Trods udgivelsens bemærkelsesværdige kvaliteter er vi dog ikke ude i et decideret livsændrende hovedværk, så derfor lander bedømmelsen på et stort 4-tal.
Karakter: 4/5
Titel: Goliat
Forfatter/tegner: Tom Gauld
Forlag:Aben Maler
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Udstyr: Hardcover, 96 sider
Pris: 180 kroner