Tidligere i år udsendte Cobolt to af de tidligste albums i Hergés berømte serie om Tintins oplevelser i såkaldt “fundamentalistiske udgaver”, dvs. tæt lagt op ad nogle af de tidligste sort/hvid-udgaver i bogform: “Tintin i Congo” gik som føljeton i Le Pétit vingtième i 1930—31 og fulgtes af “Tintin i Amerika” i 1931—32. Begge bøger blev udgivet i bogform straks de var færdige, i hhv. 1931 og 1932, men blev genudgivet med tilføjede farveplancher i 1937. Det er sidstnævnte udgave, Carlsens “fundamentalistiske” albums er baseret på.
Da vi her har med en af de mest berømte og generelt velkendte tegneserier at gøre, har vi i stedet for at anmelde bøgerne regelret her på Nummer9 besluttet at bringe en række løse noter fra læsningen. Forhåbentlig kan det tjene til inspiration i og måske endda nye perspektiver på læsningen.
— Elefanten i rummet i enhver diskussion af disse album er Hergés notoriske racisme, især i Tintin i Congo. Så lad os få den nedlagt først. Hergés fremstilling af afrikanerne som dumme, dovne og anløbne er sådan set ikke udsædvanlig for sin samtids populærkultur og da slet ikke i Belgien – en af de mest forbryderiske europæiske kolonimagter. Spørgsmålet er, hvorfor den står tilbage som et af de mest prægnante symboler på sin samtids racisme. Størstedelen af den dubiøse ære skyldes naturligvis Hergés og Tintins berømmelse mere bredt — en berømmelse, der har sikret, at bogen har været tilgængelig i næsten trekvart århundrede — men man kan måske også argumentere for, at Hergés snilde som billedfortæller og gagmand har givet den et skub med på vejen. Hans racistiske jokes og optrin er ofte elementært morsomme og deres grovhed gør kun ondt værre — og sjovt sjovere, hvis man kan se bort fra netop det onde. Den kloge Tintin, der på salomonisk vis deler en stråhat i top og skygge mellem to negre; de misforstået sammensatte tilnærmelser til vestlig påklædning – f eks. manchetter, krave, slips, men ingen skjorte — Hergé ifører dem; osv.
— I det hele taget lever Congo af sine gags. Der er ikke ikke meget at komme efter i plottet og da slet ikke i tankerne bag. Men alle de grove safarigags, hvor det ene afrikanske dyr efter det andet nedlægges, er opfindsomme og ofte meget dygtigt afviklede. Sekvensen hvor Tintin skyder en hel flok antiloper ved en fejltagelse er selvsagt klassisk — en af tegneseriehistoriens ikoniske visuelle gags — men også den faste kameravinkel på krokodillen, der nærmer sig og åbner gabet, og selvfølgelig den notoriske næsehornssprængning, som danskerne i sin tid — som det eneste i dette katalog i politisk ukorrekthed — fik censureret.
— Men tilbage til racismen. “Congo” har jo for nyligt været genstand for et sagsanlæg i Belgien fra en congoleser ved navn Mbutu Mondondo, der søger enten af få den forbudt eller omklassificeret, så den ikke falder i sagesløse børns hænder. Det seneste udkomme er, at byretten i Bruxelles helt absurd har dømt, at Hergé ikke havde til hensigt at være racistisk, da han lavede den. Hvabba? Det pudsige ved retssagen er, udover at den har fået salget af bogen til at stige drastisk, at Congo enkelt og direkte formidler den tankegang, der lå til grund for kolonitidens uhyrligheder, som der i Belgien aldrig har været et grundigt opgør med. Mondondos sagsanlæg er grundlæggende et råb om anstændighed, men også misforstået: hvorfor søge at bortredigere et kulturprodukt fra historien, der i dén grad ekspliciterer hvad de fleste helst vil lægge bag sig? Ingen vil påstå, at Congo i udgangspunktet er satire, men det sjove ved dens slags propaganda er, at den dominerende læsning af det med tiden kan komme til at fungere som sådan. ”Tænk, at alle hvide i Belgien er som Tintin…”
— De her tegneserier viser Hergé i sin vorden. Man kan følge, hvorledes han udvikler sin fortælleteknik og tilgang til design: det klare billed- til billedflow i actionsekvenser, placeringen af en lille cliffhanger nederst på næsten hver side, de små karakteristiske spiraler der signalerer bevægelse.
— Der er en voldsom udvikling mellem “Congo” og “Amerika”. Sidstnævnte er noget af det mest veloplagte Hergé overhovedet. Han eksperimenterer med beskæring, med skravering, med skyggelægning, med nærbilleder, med dynamiske vinkler og dybdeskarphed — resultatet er nogle meget dynamiske sider og forløb: bombeattentatet og den efterfølgende biljagt i begyndelsen er et fornemt eksempel på Hergés instinkt for billed-til-billed-fortælling, mens klassiske billeder som det, hvor Tintin klatrer mellem vinduerne på en skyskraber, viser Hergés billedskabende fantasi og sans for design. Og så elsker jeg lineføringen på sidste side — især den krøllede røg fra skibets skorsten og de kradsede krusninger i vandet.
— I “Amerika” begynder tingene ganske enkelt at falde på plads for Hergé. Hans stilkatalog modnes. Tag sekvensen med den fægtende gangster, dér hvor kården springer fra hans hånd og spidder stakkels Terrys hale. De to billeder er nærmest symmetrisk opbyggede — kårdens flugt, den knækkede lampe — og viser hhv. Terry og Tintin, men også et før og et efter det afgørende, smertefulde øjeblik — perfekt spænding placeret i “rendestenen,” både i fh. t. den tid og det rum, der adskiller dem. Man kan næsten se Terry for sig, til venstre for andet billede, mens afskæringen af den kvaste gangster i højre side spejler det og afslutter den højspænding, Hergé har opbygget i skildringen af Tintins nærkamp med gangsteren.
— Samtidig er “Amerika” et vidunderligt katalog af “roads not taken” for Hergé — eksperimenter, han droppede i takt med at han fandt sin fortælleform. Skyggerne, skraveringerne, nærbillederne osv. Jeg synes sådan noget som billedet med alle støvlerne i lynch-sekvensen er et perfekt eksempel: det er nærmest barokt, den senere Hergé taget i betragtning, men det er jo perfekt komponeret og overumplende originalt — helt som vi kender Hergé.
— En ting, der slog mig under læsningen af især biljagten i starten af Amerika var, hvor meget det ligner de tidlige Mickey Mouse-striber af Floyd Gottfredsson — den tids ubestridte mester i hæsblæsende actiontegneserier. Gad vide om Hergé bevidst forholdte sig til disse på den tid dugfriske mesterserier fra Amerika?
— Angående de to versioner af “Amerika”, af hvilke vi nu endelig har fået originalen fra 1931-32 (først udgivet som album 1937), synes jeg på snart sagt alle områder, at den omtegnede udgave fra 1945 er kedeligere end originalen. Det eneste eksempel på forbedring mellem de to, jeg kan komme i tanke om, er opdateringen af skyskraberklatringen, der som Michael Farr ganske skarpt påpeger det i sin bog får en mere abstrakt, ikonisk karakter ved udeladelsen af bilen og fodgængeren nederst i højre hjørne i den omtegnede udgave. Men tag sådan noget som støvlebilledet fra 1945. Dets slattenhed siger alt.
— En anden ting, der er bemærkelsesværdig ved “Amerika” er som bekendt — og i kontrast til “Congo” — portrætteringen af indianerne. Hergé havde jo oprindeligt tænkt sig at historien i højere grad skulle handle om dem, da han altid havde været fascineret af de amerikanske indianere, men ændrede så konceptet undervejs. Grundlæggende er bogen en ligeså grovkornet satire over det amerikanske samfund og kapitalismen, som Tintins første eventyr var det over Sovjetunionen (1929—30) — et land befolket af gangstere og fribyttere optaget af mediernes hype. Det tjener til Hergés store fortjeneste, at han i så ung en alder og på så uerfarent et punkt i sin karriere alligevel formåede at tegne sin bedste satiriske idé overhovedet: siden, der viser hvorledes indianerne fordrives fra deres land efter der er fundet olie der. Den side er på niveau med det bedste fra serien som helhed.
— Det, der er så afgørende i “Amerika”, er, at det er første gang Hergé forsøger at sætte sig ud over sin samtids lokale fordomme og præsentere et mere nuanceret billede af et andet folk. Bevares, de er stadig stereotypt naive og tilbagestående, men det er hans altid problematiske men viljestærke humanisme, der her står sin første prøve. Han dumper den så samtidigt med de meget ondsindet karikerede kinesere andetsteds i albummet … Noget han delvist skulle få rettet op på i sit første mesterværk, Den Blå Lotus (1934—35). Her og i særdeleshed i fremstillingen af indianerne ligger de første tegn på en af grundkonflikterne i Hergés værk: hans kamp med egne fordomme. Hvor meget han end prøvede, kunne Hergé ikke undgå at være racistisk – fra omdåben i den reviderede udgave af skurken i Den mystiske stjerne (1941—42) fra ét jødisk navn til et andet til det sorte pilgrimskoks i lasten (1958). Idealet Tintin var til alle tider mennesket Hergé.
