Rigaens vej er et gedigent bidrag til serien om Jagten på tidsfuglen. Nummer 9’s anmelder hænger på endnu.
Som beskrevet andetsteds var (og er) denne anmelder en stor fan af Serge Le Tendres og Régis Loisels fantasy-serie Jagten på tidsfuglen, der udkom i dansk oversættelse i fire bind tilbage i 1980’erne og siden er blevet genudgivet et par gange. Serien står for mig som et af de bedste eksempler på, hvordan man med succes kan kombinere intelligent action med humor og eftertænksomhed.
Siden den oprindelige serie blev udgivet er Le Tendre og Loisel et par gange vendt tilbage til Akbar, den fantasiverden, de skabte til serien. I 1998 (dansk udgave samme år) udkom således et femte bind, “Javin”, der beskrev ridderen Bragons første eventyr, hvor han mødte og blev forelsket i troldkvinden Mara. Siden er der kommet yderligere to bind i serien: “Gudernes magiske bog” (fransk udgave 2007; dansk oversættelse 2010), der skildrer, hvordan Bragon forlod sit hjem og blev en berømt kriger, og “Rigaens vej” (fransk udgave 2010; dansk oversættelse i år), som er historien om, hvordan Bragon blev den store kriger Rigaens lærling. Der er planlagt et ottende bind i serien, som forventes udgivet i 2012.
Alle de senere album i serien er således såkaldte “prequels”, som beskriver begivenheder, der foregik inden de første fire bind, nemlig Bragons udvikling fra en ung knægt til den hærdede kriger, som læserne møder i de første bind. Dermed kommer de senest udgivne bind i serien om Jagten på tidsfuglen uvægerligt til at lide under det problem, som plager snart sagt alle prequels, nemlig at vi ved, at hovedpersonen overlever forholdsvis uskadt, da han jo er med i den senere serie. Et muligt spændingselement er på den måde effektivt fjernet fra historien, hvilket unægtelig gør det det hele en smule vanskeligere for forfatterne.
Historien i “Rigaens vej”, hvor Bragon møder Rigaen og bliver hans lærling, er dog fundamentalt spændende på sine egne betingelser. Men fordi man ved, at både Rigaen og Bragon kommer igennem historien uden de helt store skrammer, og at deres store indbyrdes opgør ligger mange år ude i fremtiden, så ligger spændingsværdien først og fremmest i historien om, præcis hvordan dette møde finder sted. Her var jeg godt underholdt – men heller ikke mere.
Le Tendre og Loisel har i de nye album overladt tegnearbejdet til andre, i dette tilfælde til Vincent Mallié, der også er manden bag tegningerne til Loisels seneste serie, Den døde kæmpe. Mallié har en klarere og på mange måder pænere streg end Loisel, der selv illustrerede seriens første bind. Han klæder historien, men fjerner også noget af den egenart, som var med til at gøre Jagten på tidsfuglen speciel. Albummet har mange og skiftende billedrammer på hver side, hvilket på den ene side gør læsningen meget dynamisk, men samtidigt kan gøre det en smule vanskeligt at følge historiens flow. Særligt i kampscenerne skiftes der ustandseligt perspektiv og zoomes ind og ud, så man skal virkelig være på tæerne for at følge med.
I det anmeldereksemplar, jeg har fået tilsendt, er der desværre gået kuk i trykningen flere steder (s. 34-35, 38-39, 42-43 og 46-47). De mørke farver på en side er smittet af på de modstående sider og slører såvel tegningerne og teksten. Dette er selvsagt ikke godt, men om det er et generelt problem med dette album, eller jeg bare har fået fingre i et enkelt dårligt bind, kan jeg ikke sige. Det er dog værd lige at tjekke de ovenstående sider, inden man går ud og investerer 198 kr. i albummet.
Overordnet er “Rigaens vej” et gedigent bidrag til serien om Jagten på tidsfuglen. Fortællemæssigt er den ikke oppe på siden af seriens første bind, men håndværket er i orden og Mallié er som sagt en glimrende tegner. Albummet slutter netop som Bragon bliver tilbudt at blive Rigaens lærling, så der er i den grad lagt op til en fortsættelse, der, som nævnt ovenfor, forventes at udkomme i 2012. Som trofast læser af Jagten på tidsfuglen skal jeg helt sikkert ud at have dette sidste album i serien, men mine forventninger er ikke helt oppe at ringe. Serien er gået fra meget god til okay, men så længe den holder det nuværende niveau, hænger jeg på.
Karakter: 3/5
Værkets Titel: Jagten på tidsfuglen 7: Rigaens vej
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Le Tendre, Loisel og Mallié
Oversætter: François-Eric Grodin
Farve og form: Farve
Sidetal: 68 sider
Pris: 198 kroner
ISBN: 978-87-7085-421-4
Aktuelt udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark