Tredje bind i den franske fantasy-serie Den Døde Kæmpe er flot, fascinerende og frustrerende. Nummer9s anmelder hænger på (lidt) endnu.
Blanche… Tredje bind i Loisels, Djians, Malliés og Lapierres fantasy-/eventyr-serie Den Døde Kæmpe fortsætter historien om Erwan og Pauline. Bind 1 i serien fortalte, hvordan Erwan og Pauline mødtes og hvad der skete på deres tur til ”Derovre”, en mystisk eventyrverden beboet af underlige og fremmedartede væsener. Bind 2 beskrev hvad der skete, da de atter vendte tilbage til vores verden, med fokus på Erwans jagt efter den forsvundne Pauline.
I bind 3 fortsætter Erwan sin søgen efter Pauline, nu i selskab med Paulines veninde, den rødhårede og yppige Gaëlle. I løbet af sin søgen får Erwan besvaret en del af de spørgsmål, som blev rejst i det foregående bind. Hvad skete der med Pauline, da hun vendte tilbage vores verden? Hvordan fik Gaëlle fat i den trolddomsbog, som sendte Erwan og Pauline til ”Derovre”? Og hvordan kan det gå til, at Pauline pludselig har en fem-seksårig datter, Blanche?
Desværre rejser svarene på disse spørgsmål blot endnu flere spørgsmål, og ved albummets afslutning efterlades læseren i det hele taget med endnu flere mysterier end ved begyndelsen. Blanche viser sig, ikke overraskende, at være en noget speciel lille pige, med et genstridigt og ondskabsfuldt gemyt og evner der mest af alt minder om (sort) magi. Hvor kommer hun fra? Hvad er hendes (for)mål? Og hvordan hænger Erwans, Paulines og nu Gaëlles oplevelser sammen med den langsomme sociale og økonomiske samfundsoplæsning, so m i løbet af serien bliver stadigt mere og mere fremtrædende?
Blanche… fortsætter kort og godt den fortællestil og -rytme, som blev introduceret i de to foregående bind. Handlingsmæssigt er tempoet adstadigt, nogle vil måske ligefrem sige søvndyssende. Der bruges en del tid på Erwans og Gaëelles jagt på Pauline og Blanche, og skønt det et par steder er ret dramatisk, så er der på ingen måde tale om hardcore action. Vi får et par enkelte glimt af Paulines og Blanches noget traumatiske og dysfunktionelle forhold, men uden at det egentlig uddyber vores forståelse af den overordnede historie.
Loisel og Djian bruger kort sagt meget tid på at skabe stemninger. Dette fungerer glimrende når de ved hjælp af henkastede bemærkninger, samtalebidder og billeder får skabt en fornemmelse af, at vi befinder os i en verden i langsomt forfald. Det fungerer også fint, når de skal beskrive og belyse personernes indbyrdes forhold. Erwans og Gaëlles cafébesøg på s. 14-15 fortæller os således en meget mere om de to personer, end hvad der umiddelbart kommer til udtryk i deres indbyrdes dialog.
Problemet er blot at denne stemningsskabelse trækker liv og tempo ud af historien. Efter at have læst alle de tre bind, der indtil nu er udkommet, har jeg stadig ikke nogen rigtig idé om, hvad Den Døde Kæmpe egentlig handler om. I en tid domineret af amerikanske superhelteserier, hvor der er et dramatisk klimaks på hver tredje side, og hvor der konstant infodumpes og laves eksposition så er dette på sin vis ret befriende. Men det er samtidigt dybt frustrerende og jeg har flere gange revet mig selv i håret af skuffelse over, at der ikke sker mere.
Malliés tegninger og Lapierres farvelægning er stadig kræs for øjnene, om end jeg godt kunne ønske mig lidt flere større hel- og halvsiders illustrationer, så man virkeligt kunne gå på opdagelse i billederne. Nogle gange kan det være svært at hitte rundt på de enkelte sider, bl.a. fordi forfatterne og tegneren konsekvent lader dele af handlingen foregå lige uden for billedrammerne. Men dette er helt i seriens ånd. Læseren får ikke historien og handlingen serveret på et sølvfad. Den skal læses og fortolkes frem ved at fordybe sig i albummet og bruge tid på at se det, som ikke står i taleboblerne og ikke er afbildet på siderne.
Som sagt så er jeg, efter endt læsning, stadig ikke sikker på, hvad Loisel og Djian egentlig er ude på, og hvor de er på vej hen med serien. På den ene side er dette dybt frustrerende. På den anden side er det meget fascinerende. Hver gang jeg har troet, at jeg vidste, hvad der ville ske, har serien taget en (lille) uventet drejning, som har bragt mig ud af balance. Nogle gange er dette godt. Andre gange bare irriterende. Men i sidste ende er fascinationen større end frustrationen og jeg må konstatere, at jeg stadig hænger på og stadig ønsker at vide, hvad der sker i næste bind.
Karakter: 3/5
Værkets titel: Den Døde Kæmpe 3 – Blanche… (2012). 64 sider
Tegner: Vincent Mallié.
Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Farvelægger: Lapierre
Forlag: Faraos Cigarer
Oversætter: Francois Eric-Grodin
Udstyr: Hardcover, farve, 64 sider
Vejledende pris: kr. 148
ISBN: 978-87-92808-43-1
Dansk udgivelsesår: 2012
Originalt udgivelsesår (Frankrig): 2011
