Clark Kent harmes! Superhelte hækles! Serieforfatter hædres! Og så videre i ugens guidede rundtur på tegneserienettet.
Når ugens største tegneserienyhed er, at Clark “Superman” Kent kvitter journalist-jobbet på The Daily Planet, så har det været en tynd uge. Ifølge ledende Supermanologer er det i alt fjerde gang, Kent smækker med døren, og så er det jo i øvrigt fundmentalt mærkeligt at behandle fiktive begivenheder som virkelige nyhedshistorier – som bl.a. The Comics Journals Tim Hodler har påpeget.
Historien skulle være, at Kent siger op i arrighed over de moderne mediers overfladiskhed. Og egentlig giver det jo mening, at universets stærkeste og mest renfærdige superhelt ikke kan beskæftige sig med noget så kompromitteret som bladsmøreri.
Måske han skulle blive læge eller ingeniør i stedet?
Grant Morrison fik også lidt tid i rampelyset den forgangne uge, for han er nu officielt Medlem af det Britiske Imperium. Og det kun uger efter, at han blev fejret med sin helt egen tegneseriefestival! Gode tider for Grant.
Så var der dén om MoCCA-festivalen, der måske ikke blev til noget, men nu gør det alligevel. Godt nyt for de Danske Tegneserieskabere, der drager vestover til april, selvom der mangler et par markante forlag blandt årets udstillere. Måske bliver listen længere med tiden.
Flere gode tidender: Über-talentfulde Dash Shaw har annonceret hele to nyudgivelser på forlaget Fantagraphics efter længere tids tavshed. Shaw fik sit gennembrud tilbage i 2008 med de to eksperimenterende graphic novels “Bodyworld” og “The Bottomless Belly Button”, men har siden brugt sin tid på at lave tegnefilm som f.eks. den her Sigur Ros-video.
Noget at se frem til, og i mellemtiden kan lidt af ventetiden fordrives med:
- Tom Spurgeons fine interview med morsomme og viljestærke Julia Wertz
- Jillian Tamakis spooky bidrag til Nobrow-antologiens 7. bind – det er hende med Supermutant Magic Academy
- Tegnede svar på spørgsmålet: “Hvis du skulle lave en klassisk roman til tegneserie, hvilken ville du så vælge, og hvordan ville du gøre det?” fra serieskabere som Kevin Cannon, Pascal Girard, Noah Van Sciver etc.
Og så er jeg normalt ikke ret meget til dén slags hjemmesysler, men tjek lige den hæklede Wonder Woman . Eller Astro Boy. Nååårh …