I Den Døde Kæmpe har Loisel, Djian og Mallié langsomt arbejdet sig frem mod civilisations sammenbrud. I fjerde bind af serien indtræffer den endelig med et brag. Nummer9’s anmelder kigger nærmere på det langsomt fremadskridende værk.
I bind 4 af ”Den døde kæmpe” fortsættes og udbygges de spor og den historie, som langsomt er blevet udfoldet i seriens tre foregående bind. Det anspændte forhold mellem vores fire hovedpersoner, Erwan, de to veninder Gaëlle og Pauline og Paulines unge datter Blanche, eksploderer i et større skænderi, da Gaëlle må erkende, at Erwan ikke er forelsket i hende, men i Pauline. Jagten på den afdøde mester Christos ejendele, heriblandt de mystiske bitårer, der gør det muligt at rejse til den mystiske parallelverden, hvor Blanche blev undfanget, fortsætter. Og det sociale, økonomiske og økologiske kaos, der konstant har været del af baggrunden i de foregående bind, får et dramatisk og konkret fysisk udtryk, da et verdensomspændende jordskælv jævner Paris og en lang række andre storbyer med jorden.
Samtidig får læseren for første gang en smule indblik i, hvad der er foregået i den parallelverden, som bitårerne giver adgang til, siden Erwan og Pauline vendte tilbage til jorden i bind 2. Macare, den hermafroditiske præstinde, der voldtog både Pauline og Erwan, og som formodentlig er far (mor?) til Blanche, har selv født en søn, Sombre, der har en form for telepatisk forbindelse til Blanche. (Det er næppe tilfældigt at Sombre på fransk betyder dyster/mørk, mens Blanche betyder lys/hvid). Og blandt de klaner der udgør befolkningen i denne parallelverden, er der gradvist ved at opstå en erkendelse af, at noget er helt galt; at det ritual, som Erwan deltog i under sit besøg, er gået helt skævt, og at den balance, som der tidligere eksisterede mellem de to verdener, er ødelagt eller i det mindste grundlæggende ændret.
Det er rimelig klart, at det er Macares handlinger, der er skyld i katastroferne her på Jorden. Men hvad hans/hendes formål er, hvorfor Macare er ude på at ødelægge balancen mellem jorden og sin egen verden, og hvilken rolle Sombre og Blanche mere præcist spiller i hendes planer står stadig hen i det uvisse. Og hvad angår Erwan, Gaëlle, Pauline og Blanche, så splittes de af såvel personlige konflikter, som af den naturkatastrofe, der rammer jorden. I Paris oplever Gaëlle og Pauline det voldsomme jordskælv, der ødelægger, og i Bretagne forsøger Erwan og Pauline at stykke sammen, hvad der sker i resten af verden.
Uden at afsløre for meget, så lægger sidste side i “Mørk” op til, at der i næste bind vil komme en eller anden form for konfrontation mellem Macare og de øvrige karakterer i ”Den døde kæmpe”. Ja, måske vil der ligefrem komme en form for afklaring af, hvad det egentlig er, der foregår. Men det er langt fra sikkert, at dette rent faktisk vil ske. Indtil nu har det været notorisk svært at forudsige, hvor historien vil bevæge sig hen. Dette skyldes ikke mindst, at Loisel og Djian lader plottet udfolde sig så langsomt og drypvist, at læserens fantasi uvægerligt løber i forvejen, men uden egentlig at have noget grundlag at fantasere ud fra. Læseren bliver derfor nødt til igen og igen at vende lettere slukøret tilbage til den faktisk fortalte historie, for at se, hvor forfatterne egentlig er på vej hen.
Malliés tegninger og Lapierres farvelægning fortsætter med at imponere. Sjældent har naturen fremstået så frodig, grøn og indbydende som i denne serie. Personerne portrætteres ofte på afstand, med fugle, bier, sommerfugle, løvhæng, grene og græs som rammesætning i forgrunden. Mennesket er en del af naturen, og der er et lavmælt vibrerende liv i skildringen af Bretagnes landlige idyl, som fremmaner barndomserindringer om varme sommerdage, biernes summen og skyernes flugt over himlen.
Overfor Bretagnes dybgrønne natur står billederne fra Paris, hvor primærfarverne i både dette og tidligere bind er rød, brun og grå. I Paris (og i mindre omfang også de øvrige mindre byer der skildres i serien) optræder personerne ikke som en uproblematisk del af en større sammenhæng. De er tværtimod underkastet upersonlige og fjendtligsindede kræfter og ulykker, konkret manifesteret i det altødelæggende jordskælv, der udstiller menneskets magtesløshed og manglende kontrol over sine omgivelser.
Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Naturen er i ”Den Døde Kæmpe” repræsentant for livet; byen for ødelæggelse og død. Da jordskælvet rammer befinder Erwan og Blanche sig ved mester Christofs hytte ude midt i skoven, og opdager slet ikke, at det finder sted. Det er først på vejen hjem, og i takt med, at de kommer tættere på civilisationen (en vej, en bil, et hus), at tegnene på katastrofen gradvist begynder at vise sig. Og det er storbyerne, Paris, Madrid, Stockholm og andre hovedstæder, at jordskælvet har ramt hårdest. ”…overalt på jordkloden flygter folk over hals og hoved fra byerne”, som det lyder i den radioudsendelse, som Erwan og Pauline lytter til, da katastrofen har ramt.
Det skal blive spændende at følge, hvorledes denne civilisationskritik konkret vil blive udspillet i seriens kommende bind. Vil serien blive fortaler for en rendyrket forsagelse og opgivelse af modernitetens og urbaniseringens tvetydige fremskridt, eller er tingene mere komplicerede end som så? Og hvad pokker er det egentlig for en plan, som hermafroditten Macare har gang i? Jeg har stadigvæk ingen anelse. Men min interesse, som i det sidste bind var på nippet til at blive lullet i søvn af forfatternes langsomme plotudvikling, er atter blevet vakt. Men please, please, please: Lad der ikke gå endnu fire bind, før vi begynder at få nogle svar!
Karakter: 3/5
Værkets titel: Den Døde Kæmpe 4 – Mørk.
Tegner: Vincent Mallié.
Forfatter: Régis Loisel og JB Djian
Farvelægger: Lapierre
Forlag: Faraos Cigarer
Oversætter: Francois Eric-Grodin
Udstyr: Hardcover, farve, 64 sider
Vejledende pris: kr. 168
ISBN: 9-788792-808479
Dansk udgivelsesår: 2014
Originalt udgivelsesår (Frankrig): 2012
