Faraonerne vil varme op under julesæsonen med to store Moebius-bokse – plus det løse.
Bag Københavns mest elegante tegneseriebutik gemmer sig et forlag med speciale i kontinentaleuropæiske “voksentegneserier” – i ordets firser-betydning. Deres efterårssæson byder blot på tre titler, men de to af dem er til gengæld af en særlig karat.
Efter den franske mester Jean “Moebius” Girauds død sidste forår har Forlaget Faraos intensiveret bestræbelserne for at bringe hans delikate streger og kosmiske fortællinger ud til det danske tegneseriefolk. Efteråret byder på to store bokse, pakket til randen med Moebiuskhed.
Box 1 hedder Major Grubert og fokuserer på fortællinger om den titulære militærmand – med den surreelle, improviserende klassiker “Den hermetiske garage” som naturligt omdrejningspunkt. Desværre kan boksen ikke byde på den sidste Grubert-historie, “Le chasseur deprime”, som Moebius’ enke ikke ønsker udgivet, men vi får “Den kåde kyk” inklusive introduktionshistorien “Den fatale major”, og vi får 90’er-albummet “Manden fra Ciguri”.
Box 3 rummer bind 1-6 af Edenas verden, hvoraf de to sidste bind aldrig har været udgivet på dansk før. Serien løb fra 1983-2001 og er den måske klareste destillation af new age-temaerne i Moebius’ forfatterskab. Den blev også serien, der introducerede den krystalklare Moebius-streg, som kom til at kendetegne tegnerens produktion efter 70’ernes maniske krydsskraveringer.
Hvad Box 2 angår, vil den byde på de korte fortællinger fra Universets vidundere-serien, men den er ikke umiddelbart på tapetet i efteråret. Det er til gengæld bind 4 af JB Djian og Vincent Malliés fantasyserie Den døde kæmpe, hvis seneste bind Nummer 9s Carsten Fogh Nielsen kaldte “flot, fascinerende og frustrerende”.
Samlet ser Forlaget Faraos udgivelsesplan sådan ud:
Moebius: Box 1, Major Grubert
Moebius: Box 3, Edenas Verden 1-6
JB Djian og Vincent Mallié: Den døde kæmpe 4
—
Serien af “Efterårsforskræp” fortsætter i morgen.