Dongery på Boks, siger De. Er det et godt glas rødvin, måske?
Nej, fjols, det er en en kolos af en 4 kilos kaffebordsstegneserie i 2 bind, glittet udstyr og hardcoversmudsbind, der samler samtlige det semi-legendariske norske tegneseriekollektivs Dongerys fanzines. Og det ‘samtlige’, det er mange fanzines, som det fremgår…
“Dongery” er de 6 norske tegnere, Anders Damonso, Marius Molaug, Kristoffer Kjølberg, Sindre W Goksøyr, Flu Hartberg og Bendik Kaltenborn.
Såvidt det forstås af de ikke altid lige behjælpelige interviews, der er spredt rundt om i bøgerne, mødtes de seks mænd i slut-90’erne, og på et eller andet tidspunkt begyndte de at splitte tegneseriemediet ad og sætte det sammen igen.
I forskellige konstellationer tegner og skriver de seks således serierne sammen, klipper fotos ud, skriver på dem og sætter det hele sammen i fanzines i hvad der ligner en eksplosion af en vanvittig koffein- og sukkerrus.
“We make our comics without a plan, and with no script. Just improvisation and pure love. It is the best way to do it. Fuck Scott McCloud. Scuck Fott Mc Loud“, som nogen siger på et tidspunkt i det kommentatorspor der løber nederst på siderne siger (meget af kommentatorsporet handler i øvrigt om at prøve at identificere hvem der har tegnet hvad. Der er en serie, hvor der diskuteres hvem der har tegnet andefødder på samtlige figurer på de to sider).
Det er de korte, kollektive serier der virkelig excellerer i absurditeter, men alligevel er de måske mest vellykkede serier dem med kun to skabere på (ad gangen), som Gyro Gearløs og Folino og Duncan. Selvom der også her tit nærmest snubles over pointerne, eller manglen på dem.
Meta historierne om Gyro Gearløs rejser til Lisabon, the Smartest City on Earth for at hjælpe den Norske konge i knibe (spørg ikke) er i øvrigt, måske overraskende, ambitiøse. Takket være et genialt twist i den første af fortællingerne, tvinges man til at snurre hele den to kilo tunge bog rundt, og historien begynder igen i den anden ende, denne gang fortalt fra Emil Ørns perpektiv, og de to ærkefjender møder sig selv og hinanden midt på en rulletrappe i Lisabon, i midten af historien.
Også den planlagte serie om Kåre Valebrokk, norsk tv2’s chef, der laver morgenmad (bogstaveligt talt, laver æg) på 100 sider, fortjener omtale. Kollektivet søgte naturligvis penge til serien fra den norske Kunst Fond, men fik afslag, og derfor får vi kun de første fem sider.
Og der er mange, mange flere ofte hylemorsomme striber, korte og lange, serier, falske reklamer og falske interviews og indimellem også hvad der ligner ægte, og nogengange rørende interviews med tegnerne. Bogen kan måske synes svært tilgængelig med dens sider på hovedet, informations-overload, og den mængde af rent idiotisk nonsens, der kyles i synet på læseren. De frække tegnere gør hvad de kan, for at tilsløre fakta.
Men tager man simpelthen man fat om kalorius og begynder et vilkårligt sted (i det hele taget er det kun nørder, der begynder på en tegneserie fra starten) venter en overrumplende, frustrerende, absurd, morbid, idiotisk og skidemorsom guldrube af tegneserier Dem. Og den varer lang tid.
Er man desuden selv tegneserietegner, eller nysgerrig efter et indblik helt ind en tegnestues inderste mekanik, får man her en forvirrende, men sigende håndbog. Det er også inspirerende, og jeg ville ønske vi havde set den her bog (de her fanzines), da jeg sad på tegnestue sidst i 90erne, og alle havde deres egne små egotrips og hovedet op hvor solen ikke skinner. Der var sgutte nogen, der skulle tegne på hinandens ting her.
Vi har i det hele taget ikke rigtig noget der ligner Dongerys udgivelser herhjemme, og jeg mindes ikke at have set helt det samme andre steder heller. Den eneste sammenligning jeg umiddelbart kan komme i tanker om, er David Shrigley, hvis han var et norsk kollektiv, og ikke en enkelt sindssyg skotte. Eller måske David Lynch, når han virkelig gør absurditeter til kunst, særligt i hans forsøg i striber som The angriest dog in the world, eller i hans små animationsfilm Dumbland.
Og hvad der ligner en måske suicidal udgivelse i disse tider, er en stor succes i Norge, ifølge Espen Holtestaul, forlaget No Comprendos head honcho og Norges svar på Paw Mathiasen_
– noe av det morsomste man gjør som forlegger er å komme med “umulige” bøker, som få i bransjen ville våge seg på. Men ofte går slike bøker overraskende godt, og mottagelsen av Dongery-boksen har vært overveldende. For No Comprendos del er den da allerede en suksess. Og andet oplag på vej!
Manden bag nogen af de mere dystopiske indlæg i bogen, Sindre Goksøyr, får for klarhedens skyld et par ord med her:
(Advarsel: Interviewet foregår på NORSK):
Kan du hurtigt løbe Nummer 9s læsere igennem tilblivelsen af et typisk Dongery zine?
– Det er ingen fast måte vi gjør det på. Ofte lager vi alle litt ting hver for oss. Også møtes vi og tegner litt sammen, og sender tegningene mellom oss. Ofte vet vi etterpå ikke hvem som har gjort hva. Vi pleier å hente endel bilder fra internett og skrive tekster til. Så det er jo mer enn bare tegneserier dette her.
Jeg er imponeret over mangelen på ego, når i arbejder i Dongerysammenhæng.
– Ja, det er ikke så mye rom for ego i Dongery. Det blir morsomst slik. Også lager vi jo alle tegneserier og kunst og liknende på egenhånd også, hvor vi kan dyrke egoene våre til det fulle.
Er der noget du ville gør om, hvis du kunne rejse tilbage i tiden?
– Det er det nok. Men de tingene vil jeg helst glemme og ikke rippe opp i her.
Det lyder skæbnesvangert, det sidste svar.
ps. Da man åbenbart heller ikke i Norge kan leve af at lave fanzines, har alle 6 tegnere angiveligt succesfulde karrierer indenfor illustration og grafik, som Sindre nævner, og som absolut også er værd at kigge efter. Se mere her:
http://www.dongery.no/
og her:
http://www.nocomprendopress.com/
Titel: Dongery på Boks
Forlag: No Comprendo press 2012
