Webserien ”Overraskelsen” er en finurlig fortælling om at tage ansvar. Manuskriptet er svimlende ambitiøst, men billedsiden halter.
De fleste forældre har på et eller andet tidspunkt spurgt sig selv: Hvad er det for en verden, mine børn kommer til at vokse op i? Spørgsmålet virker relativt presserende i disse år. Klimaet bliver varmere i et hårrejsende tempo, naturens ressourcer svinder hastigt ind og menneskehedens rækker svulmer.
Et opfølgende spørgsmål til de dage, hvor selvransagelsen er mest produktiv: Hvad kan jeg selv gøre for at give verden en bedre fremtid?
Den slags spørgsmål er nemme at stille og langt sværere at besvare. Mange opgiver på forhånd, men ikke kaospilot Johanne Øllgaard Holm. Med inspiration fra forfatter Lene Andersen (”Baade-Og”) har hun begået en webserie – hendes debut – om verdens fremtid og vores alle sammens rolle i at forme den. Intet mindre.
Et svimlende og forfriskende ambitiøst projekt!
Overraskelsen følger en pige, som en morgen vågner med et gigantisk æg ved sin fodende. Overmandet af forældrefølelser forsøger vores hovedperson først at isolere sig med det spirende liv, hvorefter hun – konfronteret med verdens dystre udsigter – begiver sig ud på en odyssé for at finde ud af, hvordan hun kan sikre ægget en fremtid.
Hun starter med at lede efter ”the bad guys”, som står bag alle vores problemer. Men indser snart – inspireret af fugle i flok – at mange individers bevidstløse gruppeadfærd snarere end få skurkes onde hensigter bærer skylden.
Allerede opgivende går hun nu på udkig efter en stærk mand (M/K), der kan overtage hendes arbejde med at redde verden for de kommende generationer. Men et forvokset fuglevæsen med særlig indsigt i menneskepsyken sætter hende på plads: ”Først Messias, så Harry Potter, så Obama: I mennesker har helt urealistiske forventninger til, hvad én person kan udrette!”
I stedet opfordrer fuglen vores hovedperson til at besøge Bedstemor Tid, en amorf masse af hængehud med olympisk overblik over menneskehedens historie. Her får hun piller, der lader hende bevæge sig gennem tid, som vi andre bevæger os igennem rum, og så er der ellers afgang til nogle af alle menneskehedens mulige fremtider …
Sådan går det over stok og sten i ”Overraskelsen”s vildtvoksende sammensurium af skæve indfald og tankevækkende forståelsesmodeller. Kan den menneskelige civilisation f.eks. forstås som et gensidigt afhængighedsforhold mellem ”produktion”, ”narrativ” og ”viden”? Og kan vores arts historie forstås som en rejse fra barndom til modenhed?
Som Lene Andersens tanker præsenteres her – med en charmerende humor, der effektivt punkterer alle tilløb til frelsthed og besserwisseri – er de absolut umagen værd at tygge på.
Målt på manuskriptet alene er ”Overraskelsen” med andre ord en fin debut fra en ung serieskaber, som tager et aldeles uimponeret og inspirerende favntag med nogle meget store spørgsmål. Desværre er billedsiden betydeligt mindre vellykket.
Johanne Øllgaard Holm har en vis sans for karakterdesign, men hendes flade figurer og rudimentære baggrunde savner formildende omstændigheder som grafisk elegance eller excentrisk egensindighed. Manglerne i forhold til anatomi, proportioner og perspektiv er simpelthen for iøjnefaldende. Mest skadelig for helhedsindtrykket er måske den hidsige, skitseagtige rentegning med digital pen i én bredde, som Holm med fordel kunne have kælet langt mere for.
Man behøver ikke være tegneseriepurist med en fetich for ”gode tegninger” for at ønske sig, at alt det gode tankegods var blevet præsenteret mere indbydende og letaflæseligt. Som det er, vil webseriens ufærdige finish skræmme en del potentielle læsere væk, og det er synd. For der ligger en fin lille lystvandring gennem et broget landskab af store spørgsmål og hittepåsomme svar under den hastigt påsmurte fernis, lige til at gå på opdagelse i.
Summen af tekst og billeder sikrer “Overraskelsen” to stjerner – det himmelråbende høje ambitionsniveau trækker den op på tre!
Karakter: 3 / 5
Titel: Overraskelsen
Forfatter/tegner: Johanne Øllgaard Holm
Farve og form: Webserie i 12 afsnit
Udgivelsesår: 2015
Anmeldelsen er baseret på de første tre, rentegnede afsnit af “Overraskelsen” samt skitser til de resterende ni.