
Morten Søndergaard i sine yngre dage
27. januar lægger Storm P. Museet rammer til en connaisseur-quiz modelleret efter DR’s klassiske “Kunstquiz”.
Hvem er Danmarks klogeste Åge’r, når det kommer til tegneserier? Er det Doktor Comics hende selv, akademiker Rikke Cortsen? Er det brevkassebestyrer og Fantask-orakel Morten “Marvel-Morten” Søndergaard (billedet)? Er det Informations film- og tegneseriekritiker Christian Monggaard – eller en helt fjerde?
Et fingerpeg om svaret kan vi få 27. januar klokken 17, hvor de tre connaisseurs dyster på tegneserieviden sammen med superhelte-aficionado Cav Bøgelund, mesterskribent Henry Sørensen og serieskaber Peter Kielland. De seks kloge hoveder fordeles på to hold og duellerer skånselsløst under ledelse af en helt 7. tegneseriekender, Peter Becher, lige til klokken bliver 19. Bag arrangementet står Dansk Tegneserieråd, der byder både medlemmer og ikke-medlemmer velkomne i det hyggelige Storm P. Museum på Frederiksberg Runddel.