Hvordan står det egentlig til med tegneserierne i Danmark? Under overskriften ’Tegneseriens Tilstand’ har Nummer 9’s redaktion spurgt en række tegneserieanmeldere om deres bud på de vigtigste nye tegneserier og tendenser, oversete oversættelsesmuligheder og branchens fremtid. Vi åbner ballet med Nummer 9’s egen Morten Tjalve, der har anmeldt tegneserier på sitet siden 2014.
Hvad er de tre vigtigste danske tegneserier i nyere tid?
Halfdan Piskets Danskertrilogi er uundgåelig. Den er mørk og tung, men vokser, jo længere man kommer ind i den – også ved genlæsning.
Så er der Karoline Stjernfelts om … Struensee, var jeg ved at skrive, men så bliver hun nok sur … om Caroline Mathilde, naturligvis – og samtidig om Struensee og Christian 7. Det er på mange måder et vanvittigt projekt. Derfor er det desto mere glædeligt, at det foreløbig er lykkedes så godt.
Fra ‘I morgen bliver bedre 2 – Dronningen’ af Karoline Stjernfelt
Den tredje er mere tricky. At putte Valhalla ind under nyere tid, er nok at strække begrebet lidt. Strid er også god, men toppede i mine øjne for en del år siden. Så jeg lander på et lidt mere utraditionelt valg med Terkel Risbjerg, der sammen med hustruen Anne-Caroline Pandolfo har udgivet en række enkeltstående tegneserier de sidste ti år. Her vil jeg helst ikke udpege en enkelt af dem, men fremhæve Risbjergs tegninger, der bliver bedre og bedre og passer perfekt til Pandolfos svævende, drømmende historier. Han er i mine øjne afsindigt dygtig. Og så er det hele endda ikke udkommet på dansk (endnu!).
Er der noget, som danske tegneserier er særligt gode til/særligt bemærkelsesværdige for?
Ja, at være danske! Der er der trods alt ingen andre, der kan være for dem. Vi skal have noget at spejle os i, ligesom vi skal have noget, der prikker til og udfordrer os på danske præmisser. Danmark og dansk tegneserie havde ikke været det samme uden Storm P, Claus Deleuran eller Jakob Martin Strid.
Vi skal have noget at spejle os i, ligesom vi skal have noget, der prikker til og udfordrer os på danske præmisser.
Hvad ser du som de vigtigste/mest interessante trends inden for tegneserier for tiden?
For måske at udpege en trend, tager jeg lige en omvej, men lover, der kommer en pointe! Jeg abonnerer for øjeblikket på amerikanske Craig Thompsons Ginseng Roots, der udkommer i 12 hæfter (samme form som et typisk superhelteblad i ’gamle dage’). Han har jo tidligere arbejdet traditionelt med graphic novels, hvor han har knoklet i årevis og så er udkommet med et værk, når det var helt færdigt (En dyne af sne og Habibi). Nu går han tilbage til en gammeldags måde at gøre det på, hvor han løbende udgiver Ginseng Roots i hæfteform, blandt andet for at have en tættere kontakt med læserne end hvert femte eller syvende år. Derfor opfordrer han også læserne til at skrive ind, så besvarer han spørgsmål i en brevkasse i hæfterne.
Fra ‘Noget frygteligt er altid lige ved at ske’ af Lars Kramhøft
Det er en blanding af noget, de fleste vil opfatte (eller i hvert fald tidligere opfattede som) lavkultur og finkultur. De billige hæfter og fortsatte udgivelser, der hældes ud med løs hånd sat overfor de mere lødige hele værker, kunstneren har svedt over i årevis. Det er med lidt god vilje, også en tendens, der har tittet frem på dansk. Lars Kramhøft udgiver i det ene øjeblik Noget frygteligt er altid lige ved at ske på Forlaget Fahrenheit, derefter selvudgiver han Working Poor i hæfteform. Fiesta Magasinet kunne være et andet eksempel, ligesom for eksempel Simon Petersen bevæger sig i begge verdener. Tidligere ville det være utænkeligt at gå fra udgivelser på etablerede forlag tilbage som selvudgiver, medmindre ens karriere var på vej i kloakken. Det synes det ikke at være længere.
Er der en slags tegneserier, der bliver udgivet alt for få af?
Ja, fuldfede tegneserier af danske kunstnere. Jeg er med på, det er tidskrævende, og at de færreste drømmer om at bo i en 1-værelses med hul i taget hele livet. Derfor er det alligevel ærgerligt, at det er så overskueligt at følge med i dansksprogede udgivelser. Nu vil jeg egentlig ikke hænge nogen ud, men Thomas Thorhauge (Kom hjem) kan vist godt klare det. Hvorfor sidder han og er lønslave inde på Politiken i stedet for at få lavet nogle flere fede tegneserier? Der er for få mæcener i dansk tegneserie!
Hvad foretrækker du – lavere pris eller flottere udstyr?
Hvis jeg skal vælge, så bliver det flot udstyr. Jeg sætter pris på godt ekstramateriale og at siderne ikke falder ud ved anden gennemlæsning.
En ung Tjalve opslugt af Tintin
Hvilke tegnere/forfattere holder du særligt øje med?
Når jeg selv skal sige det, så har jeg en nogenlunde bred smag (selv om superhelte glider lidt under radaren). Hvis jeg skal nævne nogle navne, så er en forfatter som Fabian Nury næsten altid god i samarbejde med skiftende tegnere. Et par andre skud fra hoften: Førnævnte Craig Thompson, Chris Ware og Terkel Risbjerg suppleret med Enrico Marini, som jeg har et blødt punkt for. Marini kildrer min barnlige begejstring for spændingstegneserier, og det er også en nydelse bare at blive godt underholdt uden de store falbelader.
Hvilken tegneserie burde blive oversat til dansk?
En samlet udgave af Will Eisners The Spirit i stedet for hulter-til-bulter udgivelserne fra 1970-90’erne. Jeg ved godt, de kan fås på engelsk, det er bare ikke det samme. Eisner er en af de allerstørste indenfor tegneserien og har bidraget massivt til både dens udvikling og omdømme. Han har fortjent en ’samlede værker’, der kan stå og prale ved siden af Carl Barks Samlede Værker.
Får tegneserien den opmærksomhed og opbakning – fra medierne, fra kunststøttesystemet – som den har behov for/fortjent?
Når man selv holder af tegneserier, så synes man jo ikke, at den kan få nok støtte og opmærksomhed. På positivsiden har tegneserieudøvere efterhånden fået foden indenfor hos Statens Kunstfond, ligesom der anmeldes nye tegneserier i nogle af de danske dagblade. På den anden side er der en tendens til at alting drukner i et medielandskab, hvor man selv aktivt skal opsøge de ting, der interesserer én. Hvis man interesserer sig for tegneserier, så opdager man nok Nummer 9 på et tidspunkt – ellers gør man med garanti ikke. Det er en kamp om folks opmærksomhed, der skal tages igen og igen. Mit beskedne bidrag er at anmelde så mange tegneserier som muligt, så folk, der allerede er interesseret i tegneserier, vedholdende får input til deres læsning og indkøb.
Hvordan vil du karakterisere det danske tegneseriemiljø – forlag, skabere, uddannelser, festivaler mm.?
Hyggeligt, imødekommende og lidt skrøbeligt, fordi frivillige ildsjæle står for at få tingene til at ske.
Tjalve og Jan Lööf på Copenhagen Comics 2017 (foto af Carsten Olsen)
Hvordan opfatter du tegneseriens status som kunstart – og hvordan har den udviklet sig i din tid som anmelder?
Jeg vil sige, at tegneserien i dag bedst kan sammenlignes med lyrik. Langt det meste udkommer i ganske små oplag, men der er enkelte kunstnere, der har en bred folkelig appel og kan genoptrykkes og sælges løbende. Ingen (andre) nævnt, ingen glemt: Benny Andersens lyrik og Valhalla-tegneserien. Begge har rod i barndommen, hvorfor langt de fleste af os har stiftet bekendtskab med kunstformen tidligt. Det kunne være Halfdan Rasmussens rim eller Anders And. Så selv om det måske er forholdsvis let at møde folk i ens omgangskreds, der aldrig ville drømme om at læse en digtsamling eller en tegneserie, har de alligevel på et tidspunkt gjort begge dele.
Og så vil jeg lige slå fast, at jeg ikke oplever, der bliver set ned på tegneserien som kunstform. Når man en sjælden gang imellem hører en nedladende kommentar, må man jo bare ryste overbærende på hovedet og have ondt af staklen. Det er jo heller ikke alle, der forstår at værdsætte lyrik.
Hvilken er din egen favorittegneserie og hvorfor – du må godt nævne et par stykker?
Heldigvis har jeg fået sneget en del ind allerede, så jeg vil holde mig til én: Hal Fosters Prins Valiant, som jeg først stiftede bekendtskab med som voksen, da Politiken samlet solgte de første 40 bind for omkring 25 år siden. Den har fulgt mig og mine børn siden og er et imponerende labour of love, hvor han lagde al energi ned på en ugentlig side i over 30 år. Prins Valiant er det helt store historiske eventyr, dannelseshistorie og familiesaga i skøn forening. Selv om nogle nok vil være uenige, så synes jeg, han holder kvaliteten kørende næsten helt frem til han overlod tegnearbejdet til sin efterfølger, så over mere end 1.700 sider. Den tager jeg lige igen: 1.700 sider! Samtidig med at Foster tegner som en drøm, skriver han også med en kvalitet og en herlig underspillet humor, hvor både børn og voksne, kan more sig over teksten på hver deres præmisser, særligt i den sene periode. Derfor har jeg også været nødt til at få dem indbundet, da de ganske enkelt ikke kunne tåle at blive læst så mange gange.
Tjalve og de samlede Prins Valiant
Læs Morten Tjalves anmeldelser på Nummer9
