Risbjerg og Anne Caroline Pandolfo i Risbjergs karakteristiske streg
Interview: Den franske dansker Terkel Risberg har lavet en grafisk roman med udgangspunkt i “det smukkeste, der er skrevet i dansk litteratur”. Nummer9s Morten Tjalve mødte Risbjerg ved Copenhagen Comics 2015:
I første omgang var kontrolløren ellers ikke meget for det, men da først Terkel Risbjerg fik vist sit plastikkort, slap vi alligevel ind i VIP-området nede i hjørnet af Øksnehallen og fik dermed adgang til sofa, frugt, chips og drikkevarer.
Her fik Nummer9.dk interviewet Risbjerg i forlængelse af panelet ’Den franske forbindelse’, hvor Søren Vinterberg havde interviewet Risbjerg, Teddy Kristiansen, Søren Mosdal og Mikkel Sommer om at udkomme på det franske marked. Men af de fire er Risbjerg, der de seneste 15 år har boet i Paris og omegn, vel den eneste rigtige danske franskmand i dansk tegneserie.
Placeret i en VIP-sofa gav han sig god tid til at svare på spørgsmål. Fokuseret og ivrig efter at forklare om de to aktuelle udgivelser på dansk, Mina – et liv som kat (Fahrenheit) og Skarabæernes konge (Cobolt) – begge tegnet af Risbjerg og skrevet af hans kæreste Anne Caroline Pandolfo. To værker, der, som Risbjerg forklarede, har hovedpersoner der skaber deres egne virkeligheder, og som trækker på et væld af referencer – fra litterære klassikere og franske nybølgefilm til danske guldaldermalere.
Da vi på Nummer9.dk kun havde fået tilsendt Skarabæernes konge på forhånd, kom interviewet naturligt nok til at fokusere på denne, med enkelte afstikkere til Mina undervejs.
Terkel Risbjerg og Ina Korneliussen signerer på Cobolts stand.
Tillykke med to udgivelser ude på dansk. Mina – Et liv som kat og Skarabæernes konge. Men du er jo vant til at udkomme, endda på flere forskellige sprog, så er det bare endnu en dag på kontoret?
Nej, tværtimod. Skarabæernes konge er jo speciel, fordi det er et stykke dansk kultur, som jeg har taget med til Frankrig. Jeg er utrolig glad for, at den udkom på fransk allerede for et lille år siden og ovenikøbet blevet utrolig godt modtaget. At den er udkommet på dansk nu, betyder at for eksempel min mor og mine gamle venner også kan læse den. Så lige pludselig har jeg en god gaveide, når jeg kommer til Danmark. Og mange gamle venner på det danske tegneseriemarked har fået en fornemmelse af, at jeg eksisterer igen. Jeg har hele tiden arbejdet temmelig meget, men ikke på det danske marked. Så på den måde er det meget, meget vigtigere at blive oversat til dansk end til tysk.
Skarabæernes konge og Mina – et liv som kat udkommer på to forskellige forlag. Slås de om at udgive dig?
Faktisk blev Mina købt af Fahrenheit for to år siden, men det tager lang tid at producere en bog og så blev vi enige med Paw Mathiasen om at udgive den her til festivalen, for så havde jeg ligesom to grunde til at komme til Danmark. Hvad angår Skarabæernes konge, så har det aldrig gået så hurtigt før. I det øjeblik vores bog var færdig sendte agenten på vores franske forlag den til to eller tre danske forlag, som var interesserede. Og Cobolt gav os et tilbud i samme uge, så det gik utrolig hurtigt, og det siger man jo ikke nej til.
Den er også blevet anmeldt herhjemme. Kim Skotte skriver i Politiken, at din stil ligger et sted mellem Frank Miller og H.C. Andersens papirklip, hvordan vil du beskrive den?
Uha, der vil jeg hellere høre, hvordan andre beskriver min stil. Man har jo så utrolig mange inspirationskilder, når man har et kunstnerisk arbejde, uanset om man er skulptør eller sanger. Man bliver altid næret af det man ser, hører og læser. Men jeg har ikke lyst til at være så konkret og sætte navne på. Men han har da ret i den forstand, at det er hvad han har tænkt. Og selvfølgelig kender jeg da både Millers og Andersens arbejde. Men jeg tror, at jeg mest er inspireret af franske tegneserier fra de sidste 10-15 år. Det vil sige den måde man har lavet tegneserier på siden Joann Sfar, Christophe Blain og selvfølgelig også folk, der kommer tidligere, som de to Kim Skotte nævner. Men meget konkrete inspirationskilder har jeg måske ikke.
Skarabæernes konge.
Når du tegner, tænker du så også på, at der skal være et vist flow, når der skal laves måske 200 sider til et album?
Nu har jeg lavet fire bøger sammen med Anne Caroline (Pandolfo, som Risbjerg bor sammen med), den fjerde (om Karen Blixen) udkommer til oktober. Anne Caroline læser utrolig meget i forvejen, især til den næste bog om Blixen, hvor der er utrolig mange kilder, brevudvekslinger, biografier og naturligvis hendes romaner og noveller. I september begyndte hun at skrive og fra september til december-januar lavede vi sammen det, vi kalder en chemin de ferre, en slags storyboard. Det er den første visuelle præsentation af hele projektet, hvor jeg tegner det hele med sort. Det er faktisk en billig udgave af den samme bog. Hvis man kigger hurtigt, så ligner de hinanden utrolig meget. Det vil sige, vi laver hele bogen færdig, tegnet og skrevet, før vi sender det til vores redaktør. Han læser det så igennem, stiller spørgsmål osv. Men samlet har jeg arbejdet på bogen fra ca. januar til maj-juni.
Når vi starter, så er jeg altid helt vildt i panik. For 200 sider på 4½-5 måneder, det virker jo fuldstændig umuligt. Jeg er hver gang helt overbevist om, at det ikke kan lade sig gøre, men lidt efter lidt får jeg så en rytme. De første par sider tager altid længst tid, men jeg prøver at lade være med at tælle, hvor mange sider jeg laver om dagen, ugen eller måneden. I de sidste to uger begynder jeg så at have lidt mere overskud og har faktisk aldrig været forsinket. Men jeg er altid bange for det ikke kan lade sig gøre, for vi laver jo tykke bøger.
Hvorfor blev det lige J.P. Jacobsen og Niels Lyhne i tog fat i med Skarabæernes konge?
Anne Caroline har læst litteratur inden hun læste på kunstakademiet i Frankrig og hun kender meget dansk og skandinavisk litteratur, selvfølgelig endnu mere fordi vi bor sammen. Fra mit synspunkt er det en utrolig gave, at hende jeg bor sammen med for det første interesserer sig meget for dansk litteratur og kultur, og for det andet har skabt de her projekter, som har givet mig den mulighed at tage noget dansk kultur med til Frankrig, hvilket vi begge har haft lyst til. Jeg arbejdede 10 år i Paris med tegnefilm, men der havde jeg ikke på samme måde følelsen af, med et lidt stort ord, at jeg tog noget af Danmark med. For 2-3 år siden læste Anne Caroline J.P. Jacobsen. Det slog hende meget hårdt, for samtidig med at være en utrolig smuk bog er det jo en menneskelig tragedie, som man sjældent møder, hvor hovedpersonen går fra det ene nederlag til det andet bogen igennem og ender med at miste kone, barn og dø nærmest anonym.
Det gik hun og tænkte på i lang tid, og pludselig en dag foreslog hun mig, at vi prøvede at lave en adaption af den. Men meget hurtigt vidste hun, at det ikke skulle være med den samme slutning. Hun ville ikke lade ham få børn og lade børnene dø. Lidt efter lidt i processen blev det til noget andet og vi fandt ud af, at vi ikke kunne kalde bogen Niels Lyhne, hvad der var den første ide. Derefter blev vi enige om at ændre deres navne, fordi vi både har fjernet en del af personerne fra romanen, men også opfundet nye personer og hændelser. Hele anden halvdel af vores bog er fuldstændig anderledes end hos Jacobsen, og vi har lagt handlingen senere. Det, at vi har skrevet bogen i dag, betyder også noget. For Jacobsens bog er jo som et naturalistisk manifest, hvor han virkelig prøver noget af. Han ser menneskeracen, som om de var insekter. Han var jo selv botaniker og oversatte Darwins værker til dansk. Så det er næsten både et manifest og samtidig noget af det smukkeste, der er skrevet i dansk litteratur. Men det var slet ikke vores interesse at lave det samme i dag. Anne Caroline har en meget mere romantisk vinkel på sine personer og efterhånden som hun opfandt nye scener og ændrede andre, ja så blev det til den parafrase, som der står bag på den danske udgave. I den fransk udgave står der ’frit inspireret af J.P. Jacobsens tekst’, så det er ikke fordi vi prøver at skjule udgangspunktet. Men vi har lavet noget andet. Så at sammenligne vores bog med J.P. Jacobsens, det kan man godt more sig med, men det er ikke den bedste måde at læse vores bog på.
Som du nævner, så er Niels Lyhne jo ikke en bog, man bliver i godt humør af, og det er Skarabæernes konge heller ikke. Men hvordan sætter man sig op til at tegne 200 siders menneskelig nedtur?
Faktisk så har vi ret forskellige holdninger. Du ser det som en sort, trist bog, men der er sådan set nogle meget sjove scener i også. Vi har ikke prøvet at lave noget trist, tørt eller kedeligt. Men for Anne Caroline er der faktisk en del håb for denne her person, som er så meget poet, at han har svært ved at leve i verden sammen med de andre mennesker. Han er altid lidt på sidelinjen. Han føler aldrig det samme som de andre mennesker han omgås og han drømmer om at blive poet, men det bliver han ikke. Vi ved jo, ligesom hos J.P. Jacobsen, faktisk ikke om han skriver noget eller ej. Men hans drøm er at blive poet, og det bliver han ikke. Hos J.P. Jacobsen dør han en fuldstændig absurd død i krigen som en anonym fodtusse, men i vores bog dør han ikke. Han finder en egen verden inde i sit eget hoved. Biologen og naturalisten Søren Sidenius, som Anne Caroline har opfundet, følger vores hovedperson Aksel Storm hele vejen igennem bogen. Han har den her meget naturalistiske, nøgterne empiriske tilgang til verden. Mere end noget andet er han fascineret af Aksel Storm, som siger farvel til verden, fordi han ikke kan leve i den. Men han siger ikke farvel ved at dø, men ved at skabe en indre verden.
Det er selvfølgelig ikke noget man ønsker for sine børn eller familie, men jeg mener, der er håb. Det er en hovedperson, som kun kan leve på én bestemt måde, og det vælger han at gøre. Det er dét, han har brug for.
Har du bevidst forsøgt at overføre noget naturalistisk eller impressionistisk til dine tegninger, fx når du lader munden forsvinde på Aksel Storm?
Hvis han ikke har noget at sige, tegner jeg ikke nødvendigvis hans mund. Mit program har ikke været at tegne naturalistisk. Jeg tegner detaljer, når de skal bruges i historien, men jeg prøver også at være økonomisk og kun tegne det, der skal bruges. Man kan sige, det er lidt ekstremt at fjerne munden, når personerne ikke taler og jeg gør det heller ikke konsekvent. Samtidig fjerner jeg fx ikke ørerne fordi de ikke er i gang med at lytte. Men det er kommet lidt af sig selv i de sidste to bøger, jeg har lavet, når jeg fx har to personer, som kigger på hinanden. Når jeg kigger på dig, så kigger jeg heller ikke på din mund, men har øjenkontakt med dig. Det er et grafisk valg, som jeg håber er retfærdiggjort i den givne situation.
Der er nogle sider (133-136) der skiller sig markant ud. Kan du forklare betydningen af disse fire sider, der er uden rammer og overvejende sorte?
Hele vejen igennem tror og håber jeg på, at vi leder efter en ny måde at fortælle på. Fx med alle de biller, der render rundt på nogle af siderne, men også i denne sekvens, hvor siderne er sorte. For mig er det en af de mest tragiske perioder i vores hovedpersons liv, hvor han står ansigt til ansigt med sin døende mor og hun fortæller ham, at de drømme og håb, hun havde for ham, ikke er blevet indfriet. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvad der kunne være sværere at overkomme, ud over at miste et barn. Jeg tror Anne Caroline simpelthen ville have, de skulle skille sig ud, og så kom det mere eller mindre af sig selv. Vi taler selvfølgelig meget om, hvordan vi skal gribe de forskellige scener an og her var målet, at det skulle skille sig ud. Derfor lavede vi de her sorte sider, hvor rammerne lidt efter lidt kommer tilbage og på side 137 dør moren.
Hvor meget research har du lavet for at kunne tegne miljøet i slutningen af 1800-tallet?
Temmelig meget. Vores foregående bog, Mina – Et liv som kat, foregår i Frankrig og Paris i 1950’erne. Da jeg lavede den for to år siden så jeg mange franske film fra den periode. Julien Duvuvier, Louise Malle, osv. og det kan man ikke, når det er Danmark i 1880’erne. Jeg prøvede at se, om det var en periode, som har været rekonstrueret på film eller tv. Det har det måske nok, men det var fx lige inden Ole Bornedals 1864, som foregår lidt tidligere, men nok kunne have inspireret mig. Derfor kastede jeg mig i stedet over malerkunsten. Der er for øvrigt meget konkrete referencer i vores bog til Julius Poulsen, Erik og Frants Henningsen og L.A. Ring. Du spurgte tidligere om inspirationskilder og selvfølgelig bilder jeg mig ikke ind, at jeg tegner som L.A. Ring, men helt konkret i Skarabæernes konge har danske guldaldermalere inspireret mig utrolig meget. Det har været fantastisk at have en grund til at kigge tilbage på alle de malerier og jeg har blandt andet været på Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling.
Mina – Et liv som kat er en helt anden historie og nu er I i gang med Karen Blixen, men er der en rød tråd i de historier, I vælger?
Det tror jeg bestemt, der er. Det Anne Caroline skriver om, og som interesserer mig utrolig meget, det er forholdet til virkeligheden. Det er gennemgående i dem alle – og også den næste bog, som er på vej og bliver en middelalderhistorie, hvor vi tager hul på de ældste eksisterende franske prosatekster. Alle vores hovedpersoner har et meget specielt forhold til virkeligheden. Hver gang man skal fortælle om en spændende bog siger man, at hovedpersonen leder efter sig selv og ender med at lykkes. Det er sådan lidt naivt. Men forholdet til ens virkelighed og muligheden for at skabe en anden virkelighed er interessant. I Mina – Et liv som kat, er der en hverdagshistorie, der foregår i Paris i vore dage, men der er et lille overnaturligt aspekt, som hele tiden er på vej ind. Ingen har jo været inde i et andet menneske for at se hvordan dén virkelighed ser ud. Det har vi beskrevet i Mina som et overnaturligt aspekt, hvor vi som læser ikke altid ved, hvem der ser verden på dén måde. Vi har en person som i perioder bliver til en kat, fordi hun ikke kan holde ud at leve og huske sin barndom. Dermed har hun skabt sig en verden uden at ville det, for det bliver mere til en forbandelse, især når hun så ender med at blive forelsket i et almindeligt menneske og ikke kan kontrollere, hvornår hun bliver til en kat. Så forholdet til virkeligheden er et meget gennemgående tema.
Karen Blixen på arbejdsbordet.
J.P. Jacobsen, så Blixen og så tidlig fransk litteratur – er det blevet jeres kæphest med et litterært tilsnit?
Nej! Mina var vores første originale manuskript og bog sammen. Det var en bog, der gik godt og derefter foreslog vores forlægger i Paris os at lave en adaption af en fransk kultroman fra 1950’erne. Det havde vi ikke særlig meget lyst til, men læste bogen og blev hooked på den lige med det samme begge to. Det er en bog, der hedder L’Astragale (af Albertine Sarrazine), som også er udkommet på dansk (Cirklen). Det var en helt utrolig oplevelse og måske blev det derfor til J.P. Jacobsen bagefter. Anne Carolines projekt om Karen Blixen er ikke en adaptation af noget, men en fuldstændig ny måde at se Karen Blixen på. Et manuskript hvor Anne Caroline virkeliggør Blixens inspirationskilder, så vi i vores bog har Blixen i dialog med Georg Brandes, Nietzsche, J.P. Jacobsen og Shakespeare. Der er selvfølgelig en meget stærk litterær slagside, men det er samtidig noget som Anne Caroline har fundet på og ikke eksisterer i forvejen. Så vi arbejder fra projekt til projekt med lyst til at lave noget. Men vi læser begge meget og interesserer os meget for litteratur. Det er en del af vores liv og derfor er det også en del af vores arbejde. Men det er ikke bevidst, at vi vil være ’dem, der kun laver litterære grafiske romaner’.
I mellemtiden har jeg fået tilsendt manuskripter fra andre forlag i Frankrig. Men de har aldrig interesseret mig. Det er ikke fordi jeg kun vil lave bøger sammen med Anne Caroline, men jeg har ind til videre ikke fået lige så interessante manuskripter, der rører mig på samme måde.
