Skorpionen 4-6
Er du gammel nok til selv at have set fireforestillinger i biografen eller hørt din far fortælle om dem, så har du en idé om, hvad Skorpionen tilbyder.
Album fire til seks af Stephen Desberg og Enrico Marinis røverhistorie viderefører handlingen fra de første tre bind, selvom de sagtens kan læses for sig, da de fokuserer på, hvem der først når frem til det kors Jesu discipel Peters blev korsfæstet på. Det krydres med mord, magtkampe og erotik i det 18. århundrede og spejler på glimrende vis biografernes fireforestillinger, fra da far var dreng.
Skorpionen, hovedpersonen der også lægger navn til serien, springer akrobatisk rundt som Burt Lancaster i Den knaldrøde pirat, fægter som Zorro og leverer onelinere ad libitum imens. Læg dertil et skarptslebent ansigt, en ulastelig frisure og at han er så godt som umulig at ramme med en kugle eller et sværd. Han er så tæt på en superhelt, man kan komme, uden at have overnaturlige kræfter at trække på i de mest kritiske situationer.
Skorpionens ærkefjende er Roms nye pave, den fuldkommen skruppel- og samvittighedsløse Trebaldi, der ser på verden som en anden Bush junior, når han siger: ”De, som ikke er med os, er fra nu af imod os.” Det kunne selvfølgelig være brugt til at trække nogle paralleller til nutidens konflikter mellem den kristne og muslimske verden, men det følger Desberg ikke på nogen måde op på, til trods for at handlingen fører Skorpionen fra Rom over Tyrkiet og videre til Jerusalem. Jagten gælder Peters kors, så det kan bevises, at Trebaldi er blevet valgt til pave på et falsk grundlag.
Trebaldis modstanderne i Vatikanet er i mindretal og hyrer Skorpionen til at finde det ægte kors for derved at fravriste Trebaldi magten. At Skorpionen af familiære grunde samtidig har en interesse i at ramme Trebalde, gør naturligvis kun det hele langt mere speget. Skorpionen og hans brogede følge af hjælpere, Husar, Méjaï og Ansea Latal, følger de svage spor, der skal lede dem til det århundredgamle kors. Dermed etablerer Desberg en klassisk gang skattejagt med mange interessenter brolagt med Dan Brownagtige gåder. Dog er der ikke kun ét mål, for mens Skorpionen er ude efter Peters kors, så har alle andre deres øjne stift rettet mod tempelriddernes sagnomspundne skat, der måske – måske ikke – kan findes ved samme lejlighed. Den åbenlyse modstander er Trebaldis krigermunke, primært personificeret ved maskeklædte Rochnan (hvor mange maskeklædte skurke findes der mon egentlig i den virkelige verden, for tegneserierverdenen har da ualmindelig mange). Udsigten til en gevinst i Ali Baba størrelse, kan jo hurtigt udviske forskellen mellem venner og fjender.
Forsiden på bind fire er typisk for seriens udtryk. En klassisk komposition, der kunne være taget ud af Illustrerede klassikere. Hvor forsiderne på Illustrerede klassikere ofte var af en bedre kvalitet end indholdet, så videreføres denne konsekvent i Skorpionen. Man kan måske undre sig over, at kvindernes brystvorter hele tiden er lige ved at titte frem bag de evigt åbentstående skjorter og bluser. Stereotype mande- og kvindeidealer driver ned over siderne. Kvinderne er trods alt også handlekraftige undervejs, og alligevel spiller Desberg konstant på deres seksualitet eller Skorpionens tæt på uimodståelige kvindetække. Det udarter sig undertiden nærmest til et rent lystspil med romantiske forviklinger mellem Skorpionen, Méjaï og Latal. Der havde været god grund til at råbe ’ismand’ undervejs, hvis det virkelig havde været en fireforestilling.
Tegner Marini gør sig uden blusel mindre umage end i hans helt egen Roms ørne, men omvendt passer den noget mere loose tegnestil fint til indholdet. Øjnene glider let og ubesværet fra billede til billede i det tempo, som Desberg dikterer. Når et nyt miljø skal etableres, så finder Marini det lidt tungere skyts frem, som hovedregel bruger han dog mærkbart mindre knofedt end i Roms ørne.
Har man interesse i mord, magtkampe og erotik i 1700-tallet, så er man kommet til den rette serie. Samtidig med det går over stok og sten, så er Desberg også dygtig til at trække handlingen i langdrag og via det ene sidespring efter det andet få album efter album til at gå. Der bliver løftet mere af sløret for Skorpionens baggrund og familieforhold, ligesom personernes indbyrdes relationer stille og roligt uddybes. Det går bare lidt trægt, mens det går fra Rom over Tyrkiet og videre til Jerusalem. Hvert album afrunder Desberg naturligvis med en neglebidende situation, så læseren lige må se hvad der sker næste gang. Bind fire til seks fungerer som en afrundet fortælling om jagten på Peters kors, hvilket i sig selv er en tilfredsstillelse. Så må man bare leve med, at der fortsat er masser af andre løse ender og at heltene sidder naturligvis fast i endnu en livstruende knibe, som de ganske utvivlsomt slipper ud af i næste album, men man skal vel lige se hvordan… Det er en solid vare, der bare også trækker den lidt for længe ud og ikke har så meget andet på hjerte.
