Kampen om ilden
Kulørt klassiker rammer for første gang de danske kyster – i tegneserieform. Christian Aarestrup ser nærmere på en indflydelsesrig hulemandsfortælling fra 1911.
J.-H. Rosny var pseudonymet for de belgiske Boax-brødre, der omkring forrige århundredeskifte skrev en del populærlitteratur om de emner, der var oppe i den tid – evolution, fortidsmennesker, ikke-terrestriske livsformer – og sammen med Jules Verne og H.G. Wells var blandt de fremmeste eksponenter for den genre, der senere skulle få samlebetegnelsen science fiction, men som dengang blev kaldt scientific romance(s) og lige så vel kunne udspille sig i nutiden og fortiden som i fremtiden.
Boax-brødrenes mest kendte værk, ofte tilskrevet den ældste af de to, er Kampen om ilden, der blev oversat til engelsk i 1967 og filmatiseret af Jean-Jacques Annaud i 1981, med en debuterende Ron Perlman i rollen som primær antagonist. Cobolts oversættelse af Emmanuel Roudiers tegneserieudgave er den første bogudgivelse af værket på dansk og en noget mere fuldstændig version end filmen, så hermed gøres klassikeren ret nemt tilgængelig for et dansk publikum.
Roudier har tidligere stået bag Neandertal – dansk udgave også fra Cobolt i 2012 – der tog udgangspunkt i en betydeligt mere moderne og realistisk forståelse af fortidsmenneskets livsvilkår. Rosnys over 100 år gamle fortælling kan ikke længere læses med den tids uvidenhed om samme faktiske historie og har dermed mistet en del af sin umiddelbare appel; til gengæld er dens kulturhistoriske betydning så meget desto mere fremtrædende og genkendelig som bagtæppet i enhver doven fantasyroman eller hulemandsskildring de sidste 50 år.
Selve kampen om ilden er ikke den mest komplicerede plotkonstruktion. Uldhammerklanens ild går ud under et sammenstød med en rivaliserende gruppe, og dens to stærkeste krigere, Noah og Aghoo, drager ud for at finde og hjembringe ny ild med udsigt til at vinde marskens datters hånd og på længere sigt også positionen som stammeoverhoved. Noah er lyshåret og blåøjet og bredskuldret, Aghoo er mørk- og strithåret og endnu mere muskuløs, og marskdatteren er smuk på den der overtydelige mandebladsmåde og har allerede et godt øje til Noah, men frygter med rette Aghoo, der er kendt for ikke at behandle sine kvinder særlig pænt.
Roudier tegner og fortæller lige så klassisk, som forlægget er, dygtigt og detaljeret, men uden megen karakter eller originalitet. Det passer ganske godt til den gammeldags fortælling og de altdominerende naturskildringer, og Kampen om ilden tager sig tilpas flot i traditionel forstand ud til en udgivelse af sin slags og er gennemgående godt håndværk, grundigt og loyalt arbejde.
Og selv om selve historien primært har kulturhistorisk interesse, så kan man godt stadig fornemme, hvorfor den har gjort indtryk med sin brutale, nærmest socialdarwinistiske urmenneskeopfattelse og sin underliggende optimisme og tro på, at videnskaben og oplysningen snart vil gøre det af med disse menneskets primitive sider. Fra før to verdenskrige og alskens masseødelæggelsesvåben gjorde datidens fremskridtstro til skamme.
