Scrapbogen
Vinden rusker, regnen vælter ned, og det er jul ved et fyrtårn på Fyn. Men der er noget uhyggeligt, der venter hovedpersonen i den danske gysertegneserie “Scrapbogen”. Det er ikke helt så uhyggeligt for læseren, men alligevel sådan lidt hyggeligt.
Et job som vagt i et fyrtårn på Fyn virker som den perfekte juleferietjans for en ung mand, der er bagud med eksamenslæsningen. Ro og fred til fordybelse. Altså medmindre du er med i en gyserhistorie. For så er det verdens dårligste ide. I Karsten Mungo Madsens tegneserie “Scrapbogen” fortæller en traumatiseret mand i slutningen af 30’erne om sine ungdomsoplevelser i et fyrtårn, der indeholdt mere, end han havde regnet med. Og mere skal der ikke siges om plottet. Det ville være tarveligt.
Der er tale om en hybrid imellem prosatekst og tegneserie. Teksten er fra de maskinskrevne sider, som manden sidder og forfatter i rammefortællingen, imens tegningerne og tegneseriesiderne folder fortællingen ud visuelt. Der er ikke tale om hele tekstsider ind imellem fortællemæssigt supplerende tegneseriesider, men derimod sider, der indeholder begge dele – enkelte steder er der også talebobler. Man kan også vælge blot at se på det som en uhyre tekstrig tegneserie, hvis man vil. I hvert fald har Mungo Madsen valgt en form, hvor tekst fylder meget på siderne, men ofte er hybriden faktisk unødvendig. Billeder og tekst fortæller det samme, og der bliver en for høj grad af redundans. Han burde have stolet lidt mere på sine egne evner som visuel historiefortæller, som rent faktisk overstiger hans ganske okay evner som prosaskribent. Billederne fortæller historien bedre end teksten. Teksten er lidt formel i sit sprog, hvilket dog ikke altid er et minus, da det rammer en stemning af det klassiske gys. Det gotiske gys, som tegningerne også rammer så glimrende.
Værre er det dog, at den meget ordrige tekst sommetider er i vejen for fremdriften. Billederne og tegneserierammerne skubber handlingen fremad i ét tempo, imens tekstdelen insisterer på et andet og langsommere tempo. Visse steder bruges det ret effektivt til at forhale det tidspunkt, hvor læseren bladrer og dermed får spændingen udløst. Andre steder vil man bare gerne have lov til at bladre. Og som sagt, så får billederne ofte ikke lov til at tale deres eget sprog, men bakkes op af tekst, der godt nok kommer med nye oplysninger, men også opsummerer det, man allerede har læst.
Mungo Madsen bruger god lang tid på at opbygge sin uhygge, og det skal man også. Forvarsler og forudgreb er nogle af hjørnestenene i gysergenren. Slutningen og klimakset er dog meget hurtigt overstået, så på trods af bogens korte længde, så føles det alligevel lidt som om, at den ikke helt er i balance. Den store overraskelse i historien – som ikke skal afsløres her – er faktisk ikke så overraskende, når man endelig når frem til den. Det er som om, Mungo Madsen smider kortet med twistet to gange.
Som sagt er Mungo Madsen ikke en uferm visuel historiefortæller. Billederne glider fremad, virkemidlerne rammer oftest plet, og den grå, sorte og hvide billedside fremstår både stemningsfuld og lettere urovækkende. “Scrapbogen” er et meget klassisk gys af den slags, man kunne støde på i børnebibliotekets mange gyserantologier, dengang man var en rædselselskende purk, og billederne rammer rigtigt fint denne tone af noget lidt altmodisch uden at fremstå decideret gammeldags. Fyrtårnet er især fedt designet. Så højt, at det næsten er ved at vælte i vinden og buer med Jordens krumning. Et gotisk gespenst af en bygning, som enhver gyserentusiast godt ved, at man skal holde sig langt fra. I det hele taget har tegneserieskaberen en fin fornemmelse for rum, og hvordan disse fungerer i en historie.
Der er noget hyggeligt over denne gyserhistorie, der ikke prøver at være mere, end den er. Den virker tilfreds med at være en lille rislen ned ad ryggen og et gys af den slags, hvor de fleste kan være med. Der bliver gået godt til den med øksen på et tidspunkt, men Mungo Madsen holder sig tilbage og svælger ikke i splat og blod. Det er også en dyd. Mådehold er vigtigere for gysergenren, end mange måske indser. Mungo Madsen ved det godt, kan man mærke. Men helt uhyggeligt bliver det altså ikke. Formen står i vejen for gyset, og selve gyset får for lidt plads. Det være sagt, så er der virkelig gode takter i denne gysertegneserie, der ender med både at have personlighed og en genreforståelse, man ikke skal tage for givet. Gysergenren ER nemlig aldeles svær at håndtere. For Mungo Madsen lykkes det næsten.
Hvor ville det dog være fedt, hvis der kom flere gysertegneserier fra danske tegneborde. Og hvis flere af dem foregik på Fyn. Det varmer anmelderens eksilfynbohjerte at se fødeøen skildret i andet end reklamer med Polle fra Snave.
Del på
