Grus
Anna Degnbols anden graphic novel er en grafisk appetitlig og velfortalt coming of age-fortælling forklædt som whodunit.
Når jeg åbner Grus, bliver mine fingre glade over det lækre matte materiale, coveret er lavet af. Indersiden af flippen er skakternet, og en kvindelig profil, som viser sig at være protagonisten med den næsten habsburgske næse, peger fremad med et blik, som siger: Her starter vi. Jeg præsenteres så for en dobbeltside med et næsten Marimekkosk mønster, igen i ren s/h, som skakternene, og jeg tænker, at denne graphic novel er right up my alley, når det kommer til billedsiden. For den er enkel og ren, nærmest som japanske træsnit. Hår bliver smukt afbilledet som klaser med skygger. Og der er dybde, fx på forsiden med træerne, som trækker mig ind i skovens dyb, mens der samtidig er knald på kontrastfarverne, hvor personerne fremstår som marionetter.
Første gang jeg læste Grus, slugte jeg den pga. dens visuelle appetitlighed. Jeg havde lyst til at æde den rå. Jeg elskede pastellernes lyserød og lyseblå, de appellerede til noget girly. Samtidig skabte pastellerne paradoksalt nok kant. For der er meget dybde og skygge udenom hver lys farve. Og de to pasteller fungerer også som hinandens kontraster.
Ved anden gennemlæsning gik det op for mig, at lyserød er fortid og lyseblå er nutid. Og fra midten af værket ser vi kun de to verdener skiftevis. Men præcist midtvejs blandes de to universer og derfra bliver siderne mere og mere blandede, både med bokse med begge farver adskilt, men endda også i lilla, som fx politimanden, der forhører protagonisten Mathilda. Han er kappet over og skiftevis i nuancer af lyserød, lyseblå og lilla. Adskillelsen mellem de to tider er kollapset. Eller vi kan tale om en glidende sammensmeltning mellem de to verdener. Måske er det et stilistisk valg, at der ikke er sidetal? (Som jeg kan henvise til …). Så er forvirringen total.
Fortællemæssigt er der rigtigt mange klassiske motiver på spil i værket. Her kommer det gotiske element ind, for det er også en god gammeldags whodunit. Tricket er så, at det ikke er en forsimplet krimihistorie, men nærmere en coming of age-fortælling med en kompleks struktur, hvor en krimifortælling er indlejret i det, der ved første øjekast ligner en rammefortælling. For det er i virkeligheden mange fortællinger på én gang, der er i spil. Der er et lidt ungdomsromanagtigt snit over værket, som lægger stort ud med, som teenageren, at se det lille i det store verdensrum med kometer. Samtidig er der motivet om den fortabte datter, som også karakteren Klaus bringer på banen i samtale med vores hovedperson. Så rejsen i værket foregår ikke bare i tid, men også i sted, idet Mathilda bor ude i den store verden, mens den lille soveby lever videre. Måske konkretiseret i den hullede hukommelse, moderens koma, de forskellige whodunit og den forglemmelse Mathilda, selv lever i i Schweiz.
Det gotiske element er også figuren Lena, som er tegnet som vanddråber. Hvad og hvem hun lige præcis er, får vi delvist at vide, men det er egentlig ligegyldigt. Det er Lena, vi ser på den første dobbeltside. Hun er det uhyggelige ubevidste, dét, der nager os, og som vi forsøger at skubbe ned i underbevidstheden igen.
Værket er også et præcist tidsbillede af en provinsby i 80’erne med en bodega, der stadig hedder Ørnen. Totalt nailede detaljer som figurernes øreringe og briller og navne som Hanne, Ulla og Lis i forældre-generationen, gør den meget troværdig. Når jeg ser lige dét brillestel, ved jeg, hvor vi er i kvindesegmentet i den generation.
Det er godt gået af Anna Degnbol at kunne fastholde mig udelukkende på det visuelle. Men værket gør det for mig, fordi det ikke kun appellerer til min æstetiske sans, men også tilbyder mig en fortælling, som er kompleks og inddragende og som gør mig nysgerrig. Jeg får lyst til at vide mere. At blive hængende.
Hvis man kunne lide ungdomsforfatteren Maria Gripes eerie Skyggeserie i 80’erne og de japansk-canadiske Tamaki-kusiners bittersøde teenage-univers, så er man også til Grus.
