Velkommen til Comic Studies 101, hvor ph.d. i tegneserier Charlotte Johanne Fabricius tager dig med ind i den sjoveste afkrog af akademia!
Hvis du læser med her, ved du garanteret, hvad en tegneserie er. Du ved sikkert også, hvad en tegneserie ikke – altså, hvis nogen lagde Tolstoys Anna Karenina eller et maleri af Hammershøi eller en film af Sofia Coppola på bordet foran dig og sagde ’tegneserie?’, ville du sandsynligvis svare ’nej, ikke en tegneserie’.
Fra ‘Blomsten der elsker mig’
Men hvad med en billedbog som Blomsten der elsker mig af Signe Parkins og Hanne Kvist? Eller en superheltefilm som Into the Spider-Verse? Eller Andy Warhols silketryk-serie af Marilyn Monroe?
Vi ville nok nå frem til, at de ikke er tegneserier. Men måske tegneserie-agtige?
There’s a word for that: comicity.
I 2017 bragte tidsskriftet Inks: The Journal of the Comics Studies Society en artikel af forskeren Colin Beineke med titlen “On Comicity”. I al sin enkelthed foreslår Beineke at indføre brugen af ordet ’comicity’ og de afledte former ’comicitous’ og ’comicitously’ til at beskribe kunstværker og kulturprodukter, der er tegneserie-agtige i deres form. På den måde, mener han, kan vi få et rigere sprog til at tale om hvordan tegneserier påvirker andre former for kunst og hvordan tegneseriens formsprog finder vej ind i bøger, visuel kultur, film og alt muligt andet.
Det er svært at finde en dansk oversættelse, der rammer lige så sprogligt præcist som ’comicity’. Beineke har gode argumenter for, hvorfor ordet er mere præcist end f.eks. ’comics-like’, men det danske sprog kommer mig til kort. Mit bedste bud er ’tegneserialitet’ – så vi kunne sige, at noget er ’tegneserielt’.
Men det er ikke det sproglige, det skal handle om i dag, det er snarere idéen. For at demonstrere, hvorfor vi har brug for at kunne tale om ’comicitous art’, bruger Beineke tid på to eksempler: Andy Warhol’s Marilyn Diptych fra 1962 og filmen X-Men: First Class af Matthew Vaughn fra 2011.
Sidstnævnte er det nemmeste argument, fordi X-Men: First Class er baseret på tegneserier og dermed i sit indhold allerede kan siges at være tegneserie-agtig. Men Vaughn bruger også tegneserielle elementer, mener Beineke, især i trænings-sekvensen, hvor skærmen deles op i ruder og viser flere fortællespor og synsvinkler på én gang.
Split screen bruges i mange film og er ikke nødvendigvis comicitous. Men i dette tilfælde trækkes der eksplicit på en tegneseriel måde at vise et kerneelement i superheltegenren. Det springende punkt for Beineke er den del af montagen, hvor grid’et eller ramme-strukturen lægges ind over et totalbillede af Jennifer Lawrence som Mystique. Den måde at dele ét billede op ved hjælp af rammer og på den måde ’forlænge’ den tid, vi læser ind i billederne, er et tegneserie-greb, der overføres til det store lærred. Vil man forstå, hvordan den scene rent teknisk formidler Mystiques oplevelse af at være splittet og føle sig malplaceret i tid og rum, skal man kunne forstå tegneserielt formsprog.
(her ville jeg gerne have vist jer omtalte værk af Warhol, men det koster i omegnen af ét års tidsskriftstøtte at få lov til, så… I må selv søge det frem)
Beinekes andet hovedeksempel, Warhols silketryk-serie af Marilyn Monroe, beror på et lignende argument: for at beskrive den følelse, værket udtrykker, og hvordan det sker, må vi kunne forstå værkets formsprog. Det formsprog, i dette tilfælde gentagelsen af det samme motiv med faldende detaljegrad og større ’sjusk’ i trykket, får os til at læse serien netop som en serie. Vi forstår det enten som en fortælling eller som udtryk for en tematisk meditation. Uanset, så er gentagelse med små variationer for at skabe en historie tegneseriens grundlæggende greb. Ved at brugen den tegneserielle form, som Warhol gjorde meget i den periode af sit virke, føjes der liv og tid og fortælling til ellers statiske enkeltbilleder.
Vi, der forsker i tegneserier, har længe lånt begreber fra især litteratur- og filmvidenskab, samt selvfølgelig fra kunsthistorie. Det er på tide, mener Beineke, at bevægelsen går den anden vej.
Beineke citerer en kritiker der har beskrevet Marilyn Diptych som ’filmisk’ i sin fortælleform. Men det er ikke filmisk, præciserer han, det er tegneserielt. For argumentet i ’On Comicity’ handler også om, at andre kunstteoretiske fagligheder med fordel kan låne sprog og indsigt fra tegneserieforskningen. Vi, der forsker i tegneserier, har længe lånt begreber fra især litteratur- og filmvidenskab, samt selvfølgelig fra kunsthistorie. Det er på tide, mener Beineke, at bevægelsen går den anden vej.
Verdens hidtil bedste, og mest tegneserielle, superheltefilm
Er du nysgerrig efter, hvad tegneserialitet ellers kan hjælpe os til at forstå? Så hold øje med Feminichen i de kommende dage!
Artikler i INKS er som hovedregel bag betalingsmur, men hvis du får fat i en bibliotekar, kan de måske bestille en kopi af artiklen til dig, hvis du vil læse alle mellemregningerne i Colin Beinekes argument. Eller, hvis du føler dig modig, så skriv direkte til ham – mange forskere vil gerne dele deres arbejde med interesserede læsere, hvis man spørger pænt og høfligt. Jeg giver ingen garantier, men det er altid forsøget værd!
Del på
