På Comic Studies 101 har vi netop lært om ’tegneserialitet’. Nu giver Feminichen et bud på, hvordan begrebet kan hjælpe os til at forstå post-it-tegninger på Instagram.
Dette er en tegneserie:
Det er i hvert fald comicitous – tegneserielt (forvirret? Læs op på Comic Studies 101). Et Instagram-opslag bestående af et fotografi af en post-it med tegning og tekst udført i kuglepen, med en kort billedtekst og en række hashtags nedenunder. Det stammer fra profilen @tiny_vice, der drives af canadiske Mei K og er en samling tegninger om hendes liv og familie, alle sammen tegnet på post-its. En gang imellem er der flere post-its i et opslag, som læseren kan swipe igennem og læse i et forløb. Oftest er det dog bare en enkelt tegning.
En ‘stribe’, der kommer frem af at swipe gennem opslaget.
Opslagene på @tiny_vice er tegneserielle i deres formsprog. Der er sommetider talebobler, tankebobler og andre måder at fortælle visuelt på, som vi kender det fra tegneserier. Nogle opslag ligger tættere på den klassiske satire- eller vittighedstegning med en skrevet ’punchline’ over eller under billedet.
Primært forstår jeg dog Mei Ks tegninger som tegneserielle, fordi de er samlet på hendes Instagram-profil og dermed fortæller en form for forløb. Den lille kernefamilie med to børn, der tegnes, vokser langsomt op og har nye oplevelser, samt en masse call-backs til tilbagevendende temaer og situationer.
Tre forskellige opslag med samme tema.
Mei Ks opslag kunne i nogle tilfælde ukontroversielt kaldes tegneserier – men @tiny_vice befinder sig i et tegneserielt grænseland, sammen med en mængde andre kunstnere som Liana Finck og danske Line Jensen. Ved at bruge Instagrams muligheder for at dele tekst og billede sammen og fortælle i ’striber’ gennem albumfunktionen som læsere swiper igennem kan tegnere genopfinde tegneserieformens muligheder. I stigende grad er den klassiske ’stribe’ blevet til et 2×2-grid. Instagramprofiler ligner i sig selv et fortløbende grid – klikker man sig ind på en tegners profil er det som at læse en digitalt formateret bog:
Særligt for Mei K er der det med post-its’ene. De er på en måde skabt til at lave tegneserier til Instagram – de er kvadratiske, de er billige at anskaffe, de er nemme at have ved hånden. Især når man, som Mei K og mange af hendes kolleger, tegner små situationer fra en travl hverdag med børn og kreativt arbejde.
Post-it-tegninger er tegneserielle – se bare, hvordan John Kenn Mortensens post-it-monstre blev modtaget herhjemme. Det er ’bare’ tegninger, uden tekst og uden forløb. Men de blev udstillet på Storm P Museet, samlet i en bog af Aben Maler og nomineret til en Pingpris i 2012. Vi forstod John Kenn Mortensens arbejde i en tegneserie-kontekst længe før han lavede sin første ’rigtige’ tegneserie.
Et udvalg af John Kenn Mortensens post-it-tegninger
Post-it-monstrenes succes skyldes sikkert delvist, at det er flotte og veludførte tegninger, som folk synes er fede. Men jeg tror også, at det tegneserielle er en del af historien – det tyder udgivelsen fra Aben Maler i hvert fald på. Mei K har en mikroskopisk følgerskare, sammenlignet med John Kenn Mortensen, men hun er en del af en større trend af især kvinder, der deler deres liv i tegneserieform på Instagram. Mange af dem bliver overset, når vi diskuterer tegneserier, fordi de befinder sig på grænsen af, hvad vi forestiller os, når vi siger ’tegneserier’.
At betragte tegninger på Instagram som tegneserielle åbnede mine øje for den tegneserieinnovation, der foregår på Instagram lige nu. Den er især båret af kvindelige tegnere, hvis arbejde ofte handler om moderskab og andet traditionelt ’feminiseret’ arbejde. Set isoleret er det måske svært at genkende Liana Fincks opslag som tegneserier. Men der er linjer mellem hendes affotograferede stregtegninger, Mei Ks post-its, John Kenns monstre og Line Jensens tegninger. De linjer er tegneserielle.
At arbejde feministisk med tegneserier handler om andet og mere end at påpege feministiske temaer, lede efter ’stærke kvindelige karakterer’ (selvom den misforståelse kunne være sit helt eget blogindlæg…) og lave queer læsninger af Batman (bevares, det er det OGSÅ, men ikke kun). At arbejde feministisk handler om at stille spørgsmål om, hvad der byder sig til som relevant at undersøge:
Altså, hvad forstår vi umiddelbart som ’feministisk’ eller ’tegneserie’ – og hvad forbliver usynligt?
Det er nemlig hverken tilfældigt eller uskyldigt, hvad der anses for det vigtigste, rigtigste og mest interessante inden for et givet felt. For os, der læser tegneserier, er det ikke nødvendigvis noget nyt. I årtier blev tegneserier anset for underlødige og uinteressante. Mange mennesker, deriblandt forskere, har brugt tid og energi på at ændre den fortælling. Ikke mindst feministiske forskere, der har måttet arbejde for at ændre fortællinger om at kvinder først for nylig er begyndt at læse tegneserier, eller at superheltetegneserier i 60erne ikke var racistiske men ’bare produkter af deres samtid’, for at nævne et par eksempler.
Når jeg går til tegneserieforskning, gør jeg det så bredt favnende som muligt – på mange parametre. Et af de parametre, der særligt optager mig for tiden, er hvad der tæller og ikke tæller som tegneserier, især på nettet (jeg har taget tilløb til det i nogle år). De nyskabende former og grænsetilfælde, der har svært ved at være i den kasse, vi møjsommeligt har bygget op og kaldt ’rigtige tegneserier’. Jeg har skrevet om det før og bliver næppe færdig med at tænke over det lige foreløbigt.
