Podcast: Denne gang bliver Lucha Comico hjemme og tager en række nyere danske tegneserier under kærlig behandling. Fra blod, splat til poesi og Karen Blixen.
Først skal det lige indrømmes. Der var seriøst knas med teknikken, så den ene af de to podcastere taler nede fra bunden af en tom (men ikke skyllet) dåse med tomatsuppe, der har stået ude i solen lidt for længe. Det lyder ikke altid lige kønt, men sådan er livet så grusomt sommetider, skal vi hilse og sige.
Denne gang er der dobbelt op på forfatteren (og Nummer9-skribent) Lars Kramhøft i ugens podcast. Først “Fandenivoldsk” tegnet af Tom Kristensen og dernæst “Death Skool”, som Kramhøft har lavet sammen med dansk undergrundstegneseries grand old man (nu totalt sell out, i følge ham selv) Simon Petersen.
Dernæst er det tid til lidt udkants-Danmark og billedpoesi med Anna Degnbols “Grus” samt en tur forbi klasselokalet og dansktimen med “Løvinden”, der er Terkel Risbjerg og Anne-Caroline Pandolfos flotte tegneserie om Karen Blixen.
Og så endnu en episode af “Lucha Læser Linda (og Valentin). Denne gang om albummet “Storbyen der druknede”.
Husk som altid at links, flabede kommentarer og billedeksempler kan findes på Lucha Comico-bloggen. Og Lucha er også på Facebook.