Stur stur nummer
Sofie Louise Dam fra Grafisk Fortælling debuterer med farverig og let melankolsk billedbog skrevet af Kim Fupz Aakeson.
Allerede på forsatsen flyder et postkort med en sjov hund på forsiden ind ad brevsprækken på en knaldgul solstråle.
Postkortet er til Robin, som bor alene med sin mor i en etageejendom. Postkortet er fra Robins far, som han ikke kender. Robin er en dreng med sort strithår, der står ud i to modsatte retninger og åbne, tillidsfulde øjne. Hans mor er afventende, munden knebet sammen, den voksne læser gætter med det samme, at postkortet er fra Robins fraværende far, før teksten afslører det.
Postkortet svæver ind af brevsprækken på en gul solstråle.
Varme Van Gogh-farver
I det varme køkken i Van Gogh-farver laver moren kanelsnegle, mens Robin dagdrømmer om sin far. Farverne tager til i intensitet, og konturstregerne forsvinder, mens Robin drømmer om, hvad hans far mon laver – siden han aldrig er der, og Robin ikke kender ham. Drømmene skyder ud af Robins strithår, blødt malede sekvenser, med paletter der minder om Disneys bedste concept artist, Mary Blair.
Måske er Robins far astronaut, naturfotograf eller arkæolog – men mor afbryder dagdrømmene: Robins far er en klovn. Den bløde, malede streg forsvinder, og Robin er tilbage i virkeligheden med sin mor. De skæve konturstreger og den stiliserede streg virker inspireret af 50’ernes amerikanske tegnefilm, men er dygtigt blandet med de varme paletter fra moderne kunst med en overvægt af blå, som får det hele til at se udpræget parisisk ud.
Van Gogh møder Mary Blair i skøn forening.
Zoom ind på en ven
Faren ringer, han vil gerne komme på besøg. Mens Robin sidder i vindueskarmen og venter på ham, kigger han på de legende børn i gården. Især en fanger hans øje, en dreng der roder med sin cykel. I en eminent sekvens zoomer Dam billede for billede ind på drengen, mens flere og flere detaljer kommer på. I den næstsidste rude kigger han direkte på Robin (og os), og i det sidste er han væk – tilbage er en enlig svale og fokus er på potteplanten i vinduet.
Da Robin ser Aksel gennem vinduet.
Da Robins far endelig dukker op, er det med en entré, der er en klovn værdig. I et multifarvet festfyrværkeri blæser han ind på scenen, fulgt af håndtegnet, levende typografi.
Selvom faren er væk, inden han rigtig har nået at være der, har han alligevel efterladt noget til Robin – drengen med cyklen hedder Aksel. I det blå køkken ser mor træt ud, vi ser hende aldrig smile, mens hun lytter til sin rosenkindede søns glæde over endelig at møde sin far. Han drømmer videre om faren, som han nu forestiller sig skal sprede glæde til triste børn verden over, mens han krammer sin mor, og glæder sig til at komme ud til de andre børn i gården.
Fremragende debut
Sofie Louise Dam er uddannet fra grafisk fortælling, og er et visuelt vidunderligt bekendtskab. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at kigge på hendes farvemættede tegninger og virtuose blanding af stilarter. Det lykkedes hende uovertruffent at tage det bedste fra tidligere tiders stilarter og gøre dem til sine helt egne og aldeles 2018.
Dams baggrund på Grafisk Fortælling må også være en af grundene til, at hun i sin debut allerede er så stærk en billedfortæller. Fremfor blot at illustrere teksten, som den uerfarne har en tendens til, tilfører hendes illustrationer ekstra lag – præcis som de skal.
Hvis det her bliver standarden for afgængere fra Grafisk Fortælling i Viborg, går vi glade år i møde. Designskolerne i København og Kolding har i årevis sjoflet de visuelle fortællinger på det groveste for at satse på andre områder (Kolding var ellers stedet for billedbogstegnere i 90’erne), så det er fantastisk, hvis Viborg tager teten – og det ser bestemt sådan ud.
Robin kigger glad på sin melankolske mor.
Håndtekstning havde været bedre
Bogen er sat med Bliss Pro af Maria Lundén, som er en af de mest erfarne herhjemme, når det gælder bogtilrettelægning af børne- og billedbøger. Bliss er designet efter britisk tradition, og er en lækker skrift – men den er også meget nydelig og fornuftig. Den kommer automatisk til at gøre teksten mere til moderens end Robins stemme, og det er måske ikke helt tanken.
De fleste billedbøger har typograferet tekst, men bare fordi man plejer at gøre det, behøver man ikke gøre det. En billedbog som Stur, Stur nummer havde vundet meget ved at være håndtekstet, helst af Dam selv (som tydeligvis har evner i den retning).
Kim Fupz Aakesons historie prikker forsigtigt til de åbne sår, en fraværende far efterlader. En alenemor, der beskytter sin søn mod en skuffelse, mens samme søn dagdrømmende finder på historier, som børn nu gør. En hverdagshistorie om faren, der klovner sig vej ind i sønnens hjerte, mens moren står i baggrunden, med sammenrimpet mund og forklæde i køkkenet – parat med kram og kanelsnegle, hvis det nu ikke går.
Fantastisk debut fra Sofie Louise Dam, som allerede er en overskudsagtig billedfortæller og en meget værdig modspiller til den erfarne Aakeson. Den får sørme topkarakter.
Læs interview med Sofie Louise Dam her og se hendes arbejde her.
