Lucha Comico: Noget om superhelte

Reply

http://www.metabunker.dk/rackham/anmeldelse/anmeld013.php

Yo stop frontin!

Reply

Først vil jeg lige sige, at jeg er sådan en type, der tager til Tønder Festival, så jeg taler ikke hip hopsk. Men hvis jeg forstår Urban Dictionary korrekt, så vil jeg bare sige, at jeg ikke kun lader som om. Jeg HAR problemer med DK2.

Dernæst vil jeg sige, at din anmeldelse er virkelig indsigtsfuld og sandsynligvis rammer lige på kornet i forhold til Millers hensigter. For jeg mener heller ikke, at DK2 nødvendigvis er et tegn på en kunstner, der er faldet af på den. Han ved præcis, hvad han har gang i her, og hvilke knapper, han trykker på.

Men min læseoplevelse var alligevel ikke god. Jeg er helt med på og hylder endda kunstnere, der gør op med en genre eller kunstforms konventioner og den herskende konservatisme (fordi hold da fast, den lever og har det godt i superhelteland!) samt hvad man på et givent tidspunkt regner for den gode smag. Men ligesom at Triers Idioterne stadigvæk er en film, jeg bliver ved med at love mig selv, at jeg skal se igen og forhåbentlig revurdere, så er DK2 en tegneserie, jeg frygteligt gerne ville kunne nyde, IMENS jeg læser den. Og jeg har læst den flere gange og kommer sikkert til det igen. Men endnu er jeg ikke kommet igennem den uden at miste tålmodigheden med den.

Du nævner selv alle dens skavanker og kalder dem styrker. Så jeg gider ikke nævne dem igen. Det kan jeg tygge på næste gang, jeg prøver at læse den. Jeg synes, at DK2 er en sær rodebutik, der sommetider er vildt spændende både plotmæssigt og som statement og provokation, men som læseoplevelse er den – for mig – mere irriterende og frustrerende end god. Det er i øvrigt også svært at svare på en anmeldelse, hvis præmisse er, at de kritiske røster simpelthen ikke har kigget værket dybt nok i øjnene, så det er godt spillet, synes jeg.

For at bringe Idioterne på banen igen, så kunne jeg også her godt se, hvor Trier ville hen med sit udbrud af et opgør med den gode smag både rent samfundsmæssigt og i filmsproget. Og det var da også meget kært, da han velsagtens nærmest instruerede kameramanden til at kunne ses i billedet, men ligesom ellers vildt dygtige Varleys måske bevidst halvgrimme photoshopfarvelægning, så giver det både anledning til et bedrevidende og indforstået nik hos mig og en for mig lidt ærgerlig rullen med øjnene.

Det går op for mig, at vi i podcastet kunne have kastet os over en helt anden og måske mere interessant diskussion end vores undren over den bølge af nostalgi, der er normen lige nu. For den konservatisme i selve tegnestilen og den visuelle fortællemåde, som du nævner, ER helt klart noget, som superhelte kunne trænge til at gøre op med. De fleste superheltetegneserier ligner hinanden og bruger de samme konventioner. Når ting en sjælden gang føles anderledes på historiesiden, så er de stadigvæk pakket ind i de samme 15-20 tegnere, der tegner alt.

Spørgsmålet er så om det er superheltetegneserier, der skal tage sig sammen eller os, der skal holde os fra dem? Hvilket var en af de ting, vi uden konklusion forsøgte at snakke os frem til i podcastet.

Nu var det hovedsageligt DK3, vi snakkede om, så alle udsagn om DK2 blev ret generelle.

Og fair nok. DK2 er helt sin egen og ligner ikke noget andet. Ulig DK3, der ligner lidt af det hele og dermed ikke rigtigt er noget.

Reply

Fornemt svar. Jeg er knap så vild med DK2 som Thomas T, der skrev den der anmeldelse i et anfald af totalbegejstring dengang alle de seriøse kritikere rynkede næse af den. Det er ham du skal fronte på!

https://www.youtube.com/watch?v=WIVHnkwkbhU

Når det er sagt, er jeg dog overvejende enig i, at den er lavet med et DAMP-agtigt kunstnerisk overskud og som sådan er meget original og blev især ved genlæsning dengang en stor tegneserieoplevelse for mig. Det er på mange måder essensen af Møller på tærsklen til den nedtur, han siden har oplevet. Holy Terror prøvede noget lignende, bare endnu mere trashet, og det synes jeg bestemt ikke fungerede. DK3 er en usammenhængende, dum middelmådighed. Men DK2 er undtagelsen der bekræfter reglen om, at man aldrig skal gå tilbage til et mesterværk.