Voksenlivet er en myte
Sarah Andersens populære internetstriber er ikke selvbiografiske. Slet ikke.
Teenageårene er berygtede for at være en usikker tid, men ifølge Sarah Andersen er voksenlivet ikke stort bedre. Hendes halvbiografiske striber, først kendt som “Doodle Time”, nu som “Sarah’s Scribbles” vandt anseelig popularitet på internettet i 2011 og årene frem, og nu er udvalget “Adulthood is a Myth” nået helt til Danmark. Trods Andersens danske aner er det første gang hendes striber kommer her til landet i bogform. Bogen er en lille én; forsiden er softcover og printet med rød og sort som eneste farver. Og som ekstra guf har coveret fået røde plysdetajler: titlen og de røde striber på vores hovedpersons alt for store trøje.
Lad os åbne den.
Andersens striber er simple: sort-hvid, to til seks paneler, sjældent nogen skyggelægning eller andre visuelle “tricks”. Mediet er blæk (digitalt) og en gråtone, når det skal være vildt. Der er ingen distraktioner; der er bare vores socialt akavede hovedperson og et aspekt af hendes liv. Stilen er enkel og charmerende: store hoveder, store øjne, små kroppe, overraskende varieret tøj. Baggrunde er ligeledes sparsomme: Et vindue. En seng. En computer. Kun det essentielle, med andre ord. Man forstår, at stribernes hovedperson er en slet skjult, omend karikeret og mere åndet version af Andersen selv; vildhåret og med et antal tænder, der kan tælles på én hånd. Ofte i færd med at gemme sig under en dyne eller ligge med ansigtet i jorden i afmagt. Den lille figur er langt fra realistisk, men den er udtryksfuld som bare pokker. Netop karikaturen af et menneske, der forsøger – og mislykkes med – at opfylde de såkaldte voksenkrav er én af de ting, der gør Andersens striber så sjove.
For sjove, det er de sgu. Jeg tror, der er ganske få mennesker, der altid føler, at de har styr på livet, regningerne, vennerne, rengøringen og selvtilliden. Og selvom Andersen ofte udstiller sin lille karakter som ganske unik – flere striber har temaer som “Normale mennesker / Mig” – fornemmer man, at hun udmærket ved, hvor vidtfavnende mange af situationerne er (hun kan umuligt have overset mængden af online views). Men netop følelsen af afskårethed, af pinlighed, af “hvordan fanden er det kun mig der er så underlig?”, af “hvordan kan nogen mennesker træne om MORGENEN”, osv. osv. osv., er en central del af, hvordan det føles at forsøge – uden held – at være en rigtig voksen.
Man mærker internettet i Andersens striber og ikke kun i striber som “Ting, man kan gøre, når wifi er nede” (hint: man kunne være produktiv, men man kunne også sige gutturale lyde i beklagelse, indtil wifi vendte tilbage), men i humoren helt generelt. Der er en sortseende, lommenihilistisk tilgang til tilværelsen, som føles bekendt, når man har spenderet et vist antal år online.
Er det en skidt ting? Niks. Der skal da nok være folk, der bliver lidt trætte af den (hvad man måske kunne beskrive som) millenialistiske vinkel (“se hvor kikset jeg er, MIG”), MEN! Andersen har fanget ikke bare én, men mange universelle følelser, og hun har fanget dem effektivt. Man griner ad hende OG med hende OG ad sig selv, og det er der altså kunst over.
Og så skal vi ikke uden om sproget. “Voksenlivet er en myte” er oversat til dansk af Stine “StineStregen” Spedsbjerg (som i øvrigt gerne behandler mange af de samme temaer som Andersen) og lad mig benytte lidt spalteplads til at rose arbejdet. Vi kommer ikke udenom, at der er mange af striberne, som har været umulige at oversætte til dansk uden at miste lidt af den charme, de havde på engelsk. Sådan er det bare. Nogle af dem bliver en anelse stivbenede. Men så snart StineStregen får lidt rum til at boltre sig, så bliver det rigtig sjovt. Jeg taler især om sætninger som denne SMS fra striben “FULDSKAB (for begyndere)”: “omg jeg har drukket mig totaloz vissen lol!”.
“Voksenlivet er en myte” er til de af dine venner, der synes de er langt mere akavede, end de egentlig er. Til dem, der kæmper for at få jobovervejelser, netflix, sociale sammenkomster, boghuler, rengøring, chipsfortrydelser og regninger til at gå op i en højere enhed.
Den er, på godt dansk, nice.