Thomas Thorhauge takker af ved generalforsamlingen 18. marts. Stine Spedsbjerg er bestyrelsens kandidat til at tage over.
Dansk Tegneserieråd skal have ny formand. Siden dannelsen for fem år siden har rådet været katalysator bag en række nyskabelser i den danske tegneserieverden, fra genoplivningen af Pingprisen til oprettelsen af Danmarks første tegneserie-uddannelse i Viborg. Serieskaber og Nummer 9-skribent Thomas Thorhauge har været formand siden starten, men nu takker han af.
Dansk Tegneserieråds generalforsamlingen den 18. marts klokken 19 på Storm P. Museet bliver sidste arbejdsdag for formand Thorhauge:
– Det har været en virkelig, virkelig fantastisk oplevelse at stå i spidsen for Dansk Tegneserieråd. Jeg undgår normalt helst at bruge ordet ‘stolt’, men det dækker meget godt den følelse, jeg har, når jeg ser tilbage på de resultater, bestyrelsen, medlemmer og andre frivillige har skabt på relativt kort tid: uddannelsen i Viborg, reetableringen af Pingprisen og Tegneseriemuseet til Storm P. museet er blandt højdepunkterne, men årlig Hvidbog, indsats for tegneserier i undervisningen og en masse events med tegneseriebeats i spidsen skal bestemt også nævnes, udtaler den afgående formand.
– Når det er sagt, kan jeg også mærke, at mit døgn er blevet mere presset på det seneste, og jeg har sværere ved at følge tilfredsstillende op på formandskabets forpligtelser. Jeg har arbejdet frivilligt med formidling af tegneserier i små femten år, og nu synes jeg ærlig talt, at Tegneserierådet fortjener en ny formand med nye visioner og mere krudt i røven.
Thorhauge stiller dog op til valg som almindeligt bestyrelsesmedlem, ligesom Ida Dybdahl, Stine Spedsbjerg, Mads Bluhm og Carsten Søndergaard alle genopstiller. Bestyrelsen har valgt at pege på Stine Spedsbjerg som næste formand. Pt. har ingen andre kandidater meldt sig på banen.