Danmarks vel nok mest sejlivede tegneserie Bill Nash er nået til album nr. 70 (!), men intet har forandret sig. Hvad der på overfladen ligner en naivistisk udgave af et amerikansk hårdkogt politiunivers fra 1970erne, viser sig at være noget helt andet: En humoristisk og original pastiche? En dybtfølt stemning? En defekt sindstilstand? Noget helt fjerde?
Lad mig sige det, som det er: Jeg kan ikke kun anmelde et enkelt nummer af Bill Nash, da jeg er nødt til at forholde mig til det faktum, at der er udkommet 70 numre (nej, i skrivende stund faktisk 71 – og dog, for der er også huller i nummereringen, som efterhånden bliver udfyldt, og så er der særnumre, der ligger udenfor nummereringen) om den hårdkogte Chicagostrømer fra 1970erne, og at der ikke finder den store udvikling sted i Nash-universet. Så det bliver mere en overordnet betragtning af det på den ene side uhyre enkle og på den anden side håbløst komplekse Nash-univers.
Hver historie har et plot. Som dog er nærmest et pseudoplot, da det sjældent plotmæssigt bliver rigtigt spændende og ofte ender i et frygteligt plotrod. Historien i nr. 70 går som følger: En morderisk menneskeabe (ja, inspirationen er fra Edgar Allan Poe) er på fri fod og Nash er sat til at stoppe den. Sammen med sin assistent Biggs undersøger han et slot, der indeholder et laboratorium, som genmanipulerer menneskeaber til at blive til rene dræbermaskiner. Alt dette fortælles i løbet af de første 40 sider, og de resterende 80 sider bruges til at skildre jagten på en undsluppen abe, der myrder løs undervejs.
Tydelig foto/tegning-reference fra hest og et par dameben. Assistent Biggs er placeret ovenpå.
Når noget skal tegnes, følges enten den arbejdsomme vej med hurtigt at få skidtet tegnet igennem i en spontan-infantil streg, eller også skydes der genvej ved at trace en anden tegners arbejde eller et foto. Dette fører til grelle sammenstillinger af naivisme og realisme. Om det er gjort med glimt i øjet vides ikke, men det er indimellem virkelig skægt. Referencerne er direkte. Og billederne er overforklaret med teksttilføjelser som: “Og en kvinde går ind…” sammen med et billede af, ja, det samme. Replikkerne er rene klichéer hentet fra tidlige gangster-b-film. Og bag på hvert enkelt nummer af Bill Nash står der gudhjælpemig “Forbudt for børn under 15 år!!!” (Altid med tre udråbstegn). Alt i alt: en fuldstændig kopiering af en otte-ni-ti-årig drengs tilgang til historiefortælling. Men med en virkelig overbevisende ægthed i tilgangen. Og hylende morsomt indimellem.
Som sagt er der som regel ikke den store variation fra historie til historie. Skabelonen ligger fast med indlagte biljagter, skumle mafiatyper og letpåklædte, liderlige damer. Men lad os tage fat i de evindelige biljagter: De er bygget op på den måde, at et stillbillede af en bil tegnes og så skiftes der billede til en lignende, men anden bil. Herefter skiftes der flere gange billede mellem de to biler, der ses fra nøjagtigt samme vinkel stort set hver gang, bl.a. fordi der flittigt copy-pastes fra tidligere tegninger. Bilerne er overhovedet ikke i bevægelse, tegningerne mangler dynamik, og som biljagt betragtet må fortællingen siges at være håbløs. Som læser ændrer man derfor uvægerligt fokus: Vi ser ikke en biljagt, men derimod en dyb fascination af amerikanske biler fra 1970erne, aftegnet fra nogle sikkert svært opdrivelige bilmagasiner. Og herved er vi fremme ved Bill Nash som tilstand – måske endda som sindstilstand.
Er Bill Nash intenderet som en plotbaseret politi-action-historie? Måske, hvad ved jeg, men er det så også netop dét? Nej. Nash er en stemning, dannet med naive tegninger og naivt sprog. Som læser føler man sig som værende inde i hovedet på et vildt entusiastisk barn, der brænder for politihistorier, men vi ser ligeså meget på barnet som på historien. Og det er dét, Bill Nash kan: Give os noget, der ligner en autentisk infantil oplevelse, en ‘ægte’ og uspoleret begejstring, som man som voksen nærmest havde glemt.
Det er her, mener jeg, man skuer direkte ind i kunstens væsen. Værket kan formidle en stemning så rent, så begejstret og så energisk, at man bliver henført til et andet sted, en anden tilstand, et andet sind. Som en af mine venner sagde, da han første gang bladrede i et Bill Nash-album: “Det er jo som om, der bare banker halvfjerdser-funkmusik ud af billederne”. Men tegner Johan Nørgaard Pedersen driller sin læser (og anmelder) ved ikke at tone rent flag, for er tegneserien ment som et kunstværk i betydningen ‘museal’ genstand? Hans tegninger har været udstillet på gallerier i København og i kunsthallen Charlottenborg, hvor ellers kun kunstverdenens ypperste avantgarde får lov at komme til. Men dette kunne jo være et tilfælde, et lykkeligt sammentræf. På den anden side rammer Nørgaard Pedersen en blandt kunstnere misundelsesværdig autenticitet i sine tegninger. Hvad der dog taler imod kunst-intentionen er den stædige vedholdenhed og den manglende udvikling i serien. Alligevel har serien en fast fanskare af lige dele tegneserietegnere og kunstinteresserede hipstere. Den rette betegnelse for den slags er vist “kult”. Bill Nash balancerer uplacerbart mellem kunst og patologisk fænomen, en balancegang, der jo slet ikke er ukendt i den vestlige kunsthistorie. Det er både fascinerende og forvirrende.
Karakter: (Nej, jeg er slet ikke i stand til at smagsbedømme Bill Nash, jeg kæmper stadig med at forstå, hvad der er på spil)
Titel: Bill Nash nr. 70: Nash i nattens rædsel
Tegner/forfatter: Johan Nørgaard Pedersen
Forlag: Eget forlag – JNP Press Productions, 2013
Form: Album, paperback, s/h, 122 sider
ISBN: 978 87 91341 62 5
