Eller: da Jill Thompson fangede flygtige øjeblikke som Sandman-tegner.
En lang række tegnere har lånt deres stil og tone til Neil Gaimans nyklassiske serie om drømmenes hersker, Morpheus, The Sandman, der udkom i 75 numre i perioden 1989-1995.
The Sandmans oprindelige tegner, Sam Kieth, gav serien et mareridts-psykedelisk udtryk, mens efterfølgeren Mike Dringenberg illustrerede universet anderledes råt-realistisk. Charles Vess’ streger var lyriske og eventyrlige (han fik også Shakespeare-historierne), Marc Hempels enkle og grafisk-cartoony, Michael Zullis omhyggelige og detaljerede og P. Craig Russels på en gang klare og ornamenterede som en gammel arabisk bog.
Og så videre. Shawn McManus, Kelly Jones, Bryan Talbot, John J. Muth, Teddy Kristiansen … Og uden for nummer, i spinoffs og sidespring, Dave McKean, Kent Willams, Frank Quitely, Miguelanxo Prado, Mark Buckingham, Bill Sienkiewicz og Milo Manara, guddødme. Og så videre igen. Sjældent har en serie med én fast forfatter på samme måde kunne læses som en lærebog i, hvad forskellige tegnere kan betyde for udtrykket.
Jeg har (med enkelte undtagelser) altid foretrukket de mere realistiske Sandman-tegnere, som for eksempel Dringenberg og Zulli.
Det har at gøre med den signatur-illusion af en magisk-mytologisk verden, der er lige så virkelig som morgenånde og madpakker, som Gaiman skaber. Englænderens univers myldrer med gamle guder, mytologiske væsener og personificerede ideer, der ikke kun bebor de den samme virkelighed som os almindelige dødelige, men også føler og tænker og handler vældig menneskeligt. Så når Dream, Delirium og Destruction, søskende, herskere af drømmenes, deliriets og ødelæggelsens domæner, og metafysiske personificeringer af de tre begreber, mødes til middag efter 300 års adskillelse, er det (mindst) lige så akavet og anspændt som i enhver anden dysfunktionel familie. Destruktion har lavet kødboller.
Skal den tryllekunst lykkes, så læseren tror på og lever med i Gaimans univers, kræver det en tegner, der kan tegne det guddommelige menneskeligt, det ekstraordinære uprætentiøst, det utroværdige troværdigt. Det kan Dringenberg og Zulli, og det kan især min yndlings-Sandman-tegner.
Jill Thomson.
Fra “Brief Lives”, tegnet af Jill Thompson
Hun tegnede en enkelt novelle, ”The Parliament of Rooks”, og i umiddelbar forlængelse deraf de ni kapitler i ”Brief Lives”, i mine øjne den bedste af Sandman-romanerne. Vince Locke rentegnede både novellen og romanen.
“Brief Lives” har sine nøglescener og sine højdepunkter, men det er også en grafisk road-movie-roman, som hele tiden strejfer flygtigt væk fra historiens hovedspor, og følger stier, der har mere at gøre med tematikker end med plot. Så der er en vis pointe i, at jeg her ser på Gaiman og Thomsons samarbejde i en scene, der synes uvæsentlig.
Her er fire sider, der kommer sidst i tredje kapitel af “Brief Lives”. Plotmæssigt sker der intet af betydning, det hele er tematik og personkarakteristik.
Vi er på et fly, og i en historie, der handler om flygtighed og forandring, er det en pointe i sig selv. Dream og Delirium leder efter deres bror Destruction i det, Dream refererer til som ”den vågne verden” – altså den almindelige virkelighed, vi færdes i. Det er den uligevægtige Delirium, der vil finde Destruction, som fralagde sig sine forpligtelser og forlod sit ødelæggelsens domæne for over 300 år siden. Dream følger kun modvilligt med, han håber at møde en elskerinde, der nyligt har forladt ham, i den ”vågne verden”.
Første side:
Der er en smuk bevægelse i kompositionen. Vi bevæger os indad, fra det etablerende billede af flyet, til et oversigtsbillede i kabinen med Dream og Delirium, til Delirium i helfigur, og helt tæt på Deliriums ansigt, der kigger på skyerne, og spejlingen i ruden, som visuelt blander sig med skyerne, og så udad med hendes blik, til det afsluttende billede af skyerne. Ud, ind og ud igen.
Og i tekstens komposition, en parallel og lige så smuk bevægelse. Fra de to første billeder med banal og typisk fly-småsnak, til det tredje billedes tavses refleksion, til det fjerde, hvor Delirium taler om, hvordan hun elsker at se ud af vinduet og forestille sig, hvordan det er at gå i skyerne, til det femte, hvor hun nu fortæller om den kolde, våde, tomme følelse, når man endelig går i skyerne. Fem billeder fra den banale virkelighed til hendes deliriske verden.
Den flydende og næsten umærkelige bevægelse fra den genkendelige verden til den mytiske, fra det prosaiske til det eventyrlige, er så vældig typisk for Gaiman, og Thompson forløser den så fint ved netop ikke at dramatisere det usædvanlige. Og sé, hvor smukke og lette de skyer er i sidste billede. Man forstår både ideen om at gå på dem, og hvordan det faktisk føles.
Her er anden side:
Kompositionens seks kvadratiske billeder læses parvis i en et-to rytme. Det første billede sætter op, det andet reagerer, det tredje billede sætter op, det fjerde reagerer, det femte billede sætter op, det sjette reagerer.
Mere interessant: Bemærk persontegningen. Noget, Gaiman kan, er at skrive sine mytiske væsener menneskelige, og derved gøre dem mulige at identificere sig med, og sine almindelige mennesker interessante og dermed værd at identificere sig med. I de første fire billeder er Delerium og Dream, disse væsener fra før jordens skabelse, først og fremmest flyvsk ADHD-lillesøster og irriteret ansvarlig storebror. Og særlig de tre tegninger af Delirum er eminent personkarakteristik gennem kropssprog og mimik.
Først barnets kedsomhed og forsøg på at kontrollere sig selv: benene trukket op, armene krydset ind over kroppen; det er allerede glemt i andet billede, nysgerrighed og impulsivitet, så præcist tegnet er kroppens strækkende skrå bevægelse på tværs af ruden, at Jill Thompson ikke behøver et ansigt til at fortælle noget; og så kun Deliriums vandrette ansigt i det tredje billede, set fra Dreams perspektiv. Det er lillesøsterens forsigtige alvor overfor den irriterede storebror. Af replikkerne alene kan man ikke læse meget om relationen mellem de to personerne. Det er tegningerne der fortæller her. Dreams trætte mine i fjerde billede behøver ingen ord.
Men i femte og sjette billede er det primært teksten der gør arbejdet.
Thompson skitserer fint relationen mellem pigen der vågner og moren, både gennem deres påklædning, moren i en ungdommelig grøn kjole, pigen klædt på som en dukke, og gennem morens selvoptagene betragten sig selv i sminkespejlet og hendes patroniserende tryk på pigens næse. Der et præcist, men også på kanten til at være en kliche: den rige, smukke selvoptagne mor, og hendes forsømte dukkepige-projekt-barn.
Men heldigvis siger pigen noget interessant:
“I had a dream that I was looking for you and daddy, and I looked in the garden, but you weren’t there, so I went into the woods looking for you, but I couldn’t find you and I called out but nobody was there. And I was lost. And I was scared I’d be lost forever.”
Ingen udsædvanlig drøm, men heavy shit ikke desto mindre: Grundangsten for at miste og for at fare vild i verden og drømmene eller det underbevidstes skræmmende og uforståelige natur. Som moren reagerer trøstende/affærdigende på med et svar, som er praktisk, men erkendelsesmæssigt ubrugeligt for barnet. Du kan ikke fare vild i drømme. Du vågner altid op.
Side 3:
Pigen opdager, at Dream betragter hende. Han henvender sig og giver hende en mere brugbar forklaring: du kan fare vild i drømme, og det kan ske, at du ikke kan finde dig selv, når du vågner. Og pigen, der hedder Chloe, tager svaret til sig med barnets selvfølgelighed.
Og Jill Thompson vælger, som altid, at underspille. Hun kunne vælge visuelt at understrege forskellen mellem menneskebarnet og den nærmest almægtige og udødelige drømmekonge. Men nej, med andet billedes normalperspektiv, Morpheus’ uprætentiøse påklædning, og ansigternes udramatiske udtryk vægter hun det hverdagsagtige i scenen. Hun behøver heller ikke andet: vi læsere ved, med hvilken vægt, han taler – vi ved, hvad han er i stand til.
Perspektivet bliver også en måde at karakterisere seriens hovedperson på. Den reserverede, uempatiske og til tider grusomme Morpheus er ikke verdenslitteraturens mest sympatiske hovedperson, men i ham er lejret en stærk retfærdighedssans: han behandler barn, voksen og gud med samme ærlige alvor.
De næste fem billeder, hvor Chloes mor holder en lille monolog for en stakkels stewardesse, er scenens svageste. Gaiman satiriserer tydeligvis over en velhavende new-age californisk kvindetype, og det er da også veloplagt skrevet. Men dels skaber han ikke en kvinde, man har lyst at engagere sig i, og dels forfalder han til den ikke-tegnende tegneserieforfatters dødssynd: at bruge for mange ord. Men Jill Thompson får det bedste ud af det. Trods små billeder, stoppet med overfyldte talebobler, får hun moren til at levere en fremragende lille birollepræsentation med præcise og sigende fremstillinger af hendes mimik og ansigtsudtryk.
Til sidst, side fire:
Her slutter både flyrejsen og samtalen mellem Dream og Chloe.
Hun henvender sig til ham, mens de venter i mellemgangen. Hun har drømt, at hun kunne flyve, men da hun vågnede, kunne hun ikke huske, hvordan hun gjorde det
“Når du drømmer, husker du nogle gange. Når du vågner, glemmer du det altid,” svarer drømmekongen.
“Men det er ikke retfærdigt …” siger pigen.
“Nej,” svarer han lakonisk.
Morfeus er herre over drømmene, over alle de verdener og virkeligheder, vi forestiller os, men som ikke findes. Som sådan kan han ses som et metafor for forfatteren, og det er da også sigende, at han fysisk har en vis lighed med forfatteren Neil Gaiman.
Det er en genkommende pointe, en væsentlig tematik i The Sandman, at verden ikke kan forstås gennem det rationelle alene. Vi forstår og skaber den lige vel gennem det irrationelle, gennem drømme og myter og historier, og det er en kraft, der er både stor og voldsom.
Alt det fortæller drømmekongen Chloe: drømme er farlige, du kan fare vild i dem, og de er sande, men du kan ikke erkende deres sandheder med den vågne logik. Og nej, det er ikke retfærdigt.
Imens gør Jill Thompson sit arbejde: Jeg gentager mig selv, men kan jeg ikke lade være med at fremhæve hendes evne for personkarakterstik gennem mimik og gestik. Især i andet billede, hvor Chloe ser fraværende væk og trækker en antydning af et smil i mundvigen, mens hun svarer moren. Og i femte billede, hvor Dream går på hug for at svare på Chloes spørgsmål. Påklædningen (hans lange frakke, de slidte jeans, det uglede strithår; hendes hårbånd, den fine kjole, dukkeskoene), gestikken (han går på hug for hende, er både rank og opmærksom; hun bruger hænderne til at spørge med, i en bevægelse, der så tydeligt tilhører et barn) og mimikken (den gensidige alvor) er så præcist formidlet i hendes lette skitseagtige streg, at personerne står sande og levende på papiret, og alt den information, vi har brug for om dem og deres relation, kommer til os.
“Brief Lives” er en fortælling, der både i titlen og i tematikken refererer til livets flygtighed. Derfor er det så meget desto mere passende, at Jill Thompsons lette, rå, skitseagtige streg synes at udtrykke flygtigheden. Hvor andre viser deres flotte kompositioner frem i billederne, fanger Jill Thompson øjeblikke.
Jeg kunne (næsten) have nøjedes med det billede, og så sparet små 2000 ord. Men jeg bilder mig ind, at rejsen dertil havde en værdi i sig selv.
