Forfatteren bag Kurosagi Corpse Delivery Service besøger den japanske popkultur-messe.
28. til 30. marts forvandles DGI-Byen i København til et mekka for japansk populærkultur. J-Popcon hedder fænomenet, og festivalen er den største af sin art i Danmark. Ambitionen er at installere en japansk high school på Vesterbro, og overskriften for årets con er “Nishibashi Bunka Koukou” – frit oversat “Vest Bros kultur gymnasium”.
Blandt cosplayerne, origamifolderne og haikudigterne finder vi også to prominente manga-forfattere og -formidlere. Bedst kendt er Eiji Otzuka, som bl.a. har skrevet manus til den skæve horror-serie Kurosagi Corpse Delivery Service og til daglig forsker i japansk fankultur ved Aichi Præfekturets Universitet. Han får i øvrigt selskab af Yuzuru Nakagawa, associate professor ved Det Japanske Institut for Levende Billeder, hvor han bl.a. underviser i manga og dribler med “doujinshi” (fanzines).
De to vil være værter ved tre workshops, som J-Popcon beskriver således:
Du kan møde Otsuka-sensei i workshoppen ‘Application of film method to manga drawing’, hvor du lærer hvordan manga tegnepanel-layoutet og filmiske layout-metoder ligner hinanden, ved at tage udgangspunkt i et kendt klassisk manga-værk af Shotaro Ishinomori. Du får vejledning og kreative råd gennem hele workshoppen og projektet er støttet af Den Japanske Nationale Forskningsfond.
[…]
Nakagawa-sensei afholder workshoppen ‘Drawing lines: How to draw manga style illustration using computer’, hvor han vil gennemgå Line (Inking) teknikken, der er en af de vigtigeste dele af japansk manga og anime tegning. Igennem workshoppen får du kendskab til den historiske udvikling i japansk manga og anime – fra traditionel ‘inking’, til nutidens computerbaserede metoder.
Nagakawa-sensei afholder også et foredrag om ‘doujinshi’ kulturen i Japan og dens særlige forhold til loven om ophavsret og licenser.
I forbindelse med deres besøg i Danmark vil Otsuka og Nakagawa i øvrigt også lægge vejen forbi Grafisk Fortælling-uddannelsen i Viborg og lave manga-workshops dér.