Udstilling om Osamu Tezuka – den første i Europa, siger arrangørerne – åbner dørene 24. august i Viborg.
Osamu Tezuka skabte det nationale ikon Astro Boy, populariserede tegneserier til piger – såkaldt ”shojo manga” – grundlagde egenhændigt Japans enorme animationsindustri og skabte kanoniserede manga-mesterværker som ”Buddha”, ”Adolf” og ”Phoenix”. Han tegnede over 150.000 tegneseriesider i sin levetid og definerede undervejs den moderne manga-tegnestil, især de store dådyrøjne.
Tezuka-udstillingen “Osamu Tezuka, God of Manga” er angiveligt den første i Europa om “tegneseriens gud”, som japanerne kaldte ham, og vil præsentere et udvalg af serieskaberens produktion fra tidlige børneserier som ”Astro Boy” og ”Kimba the White Lion” til senere, voksenrettede værker som ”Black Jack” og ”Buddha”.
Historien om Tezukas liv fortælles fra hans fødsel i 1928 til den alt for tidlige død i 1989, og så viser en biograf Tezukas ofte eksperimenterende tegnefilm. Tezuka-udstillingen er i øvrigt en del af Viborg Animations Festival, der løber af stablen 27. oktober til 4. november og byder på alt fra gratis animationsfilm i biografen til animations-events i bybilledet.
Udstillingen kan ses frem til den 4. november på Kunsthal Brænderigården i Viborg og arrangeres af kunsthallen sammen med byens Animation Workshop.