Musikken er bedre end tegneserien, mener Lars Horneman, der har læst den tegnede biografi om en af verdens største tenorsaxofonister.
I 1955 kommer Miles Davis’ trommeslager slæbende med et ukendt saxofon-talent ved navn John Coltrane, og hos Miles bliver han på kort tid en af jazzverdenens mest omtalte tenorsaxofonister. Coltrane bliver imidlertid – som stort set alle i jazzen dengang – afhængig af stoffer og alkohol, og Miles fyrer ham. Coltrane formår dog at afvænne sig selv, vender tilbage til Miles’ band og medvirker på den banebrydende og mest sælgende jazz-indspilning nogensinde, “Kind of Blue” fra 1958.
Afvænningen omvendte John Coltrane, så han resten af livet var dybt religiøs. Paolo Parisi har med sin grafiske roman om jazzlegenden valgt at tage udgangspunkt i indspilningen af “A Love Supreme”, som Gud angiveligt havde åbenbaret for Coltrane i en drøm. Efter tiden med Miles Davis danner ‘Trane egne grupper, og hans spil bliver hurtigere, nærmest frenetisk, det lyder, som om han spiller flere toner samtidigt – såkaldte “sheets of sound”. Coltrane dør af leverkræft i 1968, en begivenhed, der kommer som et chok for jazzmiljøet, hvor man ikke anede, at pioneren overhovedet var syg. Hans betydning for eftertidens saxofonister bliver enorm.
Det er denne berømte jazzmusiker, som den italienske tegneserieskaber og illustrator Paolo Parisi har lavet ca. 120 siders tegneserie om. Paolo Parisi har valgt at fortælle i fragtmenter, hvor hvert fragtment fylder i omegnen af 2 sider. Konstant springes der i tid og rum, dog er Coltranes død lagt til sidst.
Undervejs kommer vi med på scenen – og bag scenen – til indspilninger i studier, på hospitaler, tavse transportture, og i flere afsnit beretter Coltrane selv om sit liv, vi hører datidens karakterstik af Coltranes musik, vi får nogle ægteskabskonflikter, og alt dette (og mere til) forsøges bindes sammen af faktaoplysninger om indspilningen af “A Love Supreme”.
Det er en spændende og modig fortælleteknik, som Parisi her har valgt, som afrevne dagbogsblade, der er rykket ud og nu sættes sammen i en anden rækkefølge. Det er mit klare indtryk, at Parisis nedslag i Coltranes liv er meget faktuelle, her optræder ikke noget, som Parisi ikke har belæg for er fundet sted, ingen overdramatisering eller overdreven følelsesporno, men heller ingen markant stillingtagen til Coltranes liv og levned. Det er, som om Parisi har valgt at skildre Coltranes liv sådan som det måske kan have været, jævnt og kedeligt. Og jævn og kedelig er tegneserien desværre også blevet.
Coltrane var som bekendt en gudsbenådet saxofonist, men måske hans liv ikke var så spændende igen. I Miles Davis’ selvbiografi beskrives det, at når en koncert var færdig, begyndte Miles’ musikere at drikke og tage heroin, men Miles selv gik i gang med at lede efter den udvalgte, dejlige kvinde, der allernådigst måtte tilbringe natten med mesteren. Coltrane, han gik bare tilbage til hotellet og øvede videre.
I bogen skildres en scene, hvor saxofonisten er til prædiken med Malcolm X, men intet får vi fortalt, udover at Coltrane siger, at “det gjorde et stort indtryk på ham”. Intervieweren forsøger så stædigt at få jazzmusikeren til at udtale sig om sammenhængen mellem jazz og Malcolm X, om Coltrane bliver inspireret af Malcolms borgerrettigheds-taler – som andre sorte musikere påstod, at de gjorde – men Coltrane svarer undvigende og taler helst om Gud. Det var tydeligvis ikke Coltranes livret at svare på spørgsmål om samtidens varme emner.
Et andet problem er, at visse scener kræver et forhåndskendskab for at give mening. Som en scene, hvor vi ser en masse mennesker med talebobler som ”Til side!”, ”Hvad sker der?”, ”En sort fyr får bank af en strisser!”, dernæst en række billeder af bandet, som spiller, og i sidste billede teksten ”Hvor er miles?”. Ja, her hentydes der til en nøglescene i Miles Davis biografi, hvor han slås til blods af hvide strømere, en ret omtalt racismesag dengang, men det fortæller Parisi intet om. Eller en scene på et hospital, hvor Coltrane og hans kone har en usammenhængende samtale, som ender med ”vores barn …” Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var med det barn.
Grafisk virker Parisis stil gennemført med tunge flade gråtoner, som ofte bruges lidt for meget som monoton fladedækning. Parisis tegninger fungere afgjort bedst, når han har haft et foto som grundlag, hvorimod hans egne kompositioner virker kluntede med en streg, der undertiden fremstår nærmest ubehjælpsom.
Paolo Parisi har skabt en ærlig tegneserie omkring John Coltranes liv. Desværre fremstår den mere som en halvtom fanhyldest, hvor der blot opremses forskellige episoder i Tranes liv. Der er masser af farverige personer og fantastiske personager i jazzens historie, men jeg synes ikke John Coltranes liv er det mest oplagte valg, hvis man vil fortælle en underholdende historier. Denne anmelder foretrækker til hver en tid mandens musik.
Karakter: 2/5
Titel: Coltrane
Forfatter/tegner: Paolo Parisi
Forlag: Fahrenheit
Oversætter: Dorthe Frei Christensen
Farve og form: Sort/hvid hardcover
Sidetal: 132 s.
Pris: 149,50
ISBN: 978-87-92320-10-0
Udgivelsesår: 2012
