Hvordan står det egentlig til med tegneserierne i Danmark? Under overskriften ’Tegneseriens Tilstand’ har Nummer 9’s redaktion spurgt en række tegneserieanmeldere om deres bud på de vigtigste nye tegneserier og tendenser, oversete oversættelsesmuligheder og branchens fremtid. Vi giver denne gang ordet til Matthias Wivel – anmelder, kunsthistoriker, podcaster og formand for Dansk Tegneserieråd (blandt meget andet).
Hvad er de tre vigtigste danske tegneserier i nyere tid?
En af Line Jensens tidlige Corona-tegninger.
Uha, ’vigtigt’ er et svært kriterium! Hvis vi opstiller et parameter, der har at gøre med hvor tidssvarende det er, vil jeg pege på Line Jensens narrative tegninger på sociale medier, der har opnået stor gennemslagskraft på en enorm platform, og nok er noget af det, der har ramt tidsånden bedst, ikke mindst under Corona-nedlukningen. De er charmerende og skarpt observerede, omend også liiidt konfliktsky.
Hvis vi taler mere traditionelle udgivelser og mere traditionelt æstetisk-litterære parametre, er der naturligvis ingen vej udenom Halfdan Piskets Dansker-trilogi, som kropsnært og visuelt overrumplende taler lige ind i en kulturel brydningsflade, som er med til at definere vores tid, samt Karoline Stjernfelts trilogi om den danske revolution, der henter historien ind i nutiden gennem et sæt skarpe karakterstudier.
Hvad ser du som de vigtigste/mest interessante trends inden for tegneserier for tiden?
Det vigtigste er nok den ujævne og hakkende overgang til digitale platforme. Tegneserien har, fordi den er visuel, statisk og afhængig af grafisk struktur, haft langt sværere ved at tilpasse sig skærmen – og internettet mere generelt – end for eksempel tekst og lyd og endda film. Men der sker jo store ting lige nu, ikke mindst indenfor tegneserier lavet til sociale medier og digitale platforme som for eksempel WebToon – det er her den nye mainstream skal findes. Helt centralt for denne omstilling er spørgsmålet, om den ender med at kunne betale regningerne for de udøvende, men det er samtidig en udvikling, der får store æstetiske og fortællemæssige konsekvenser for formen.
Det er naturligvis også væsentligt, at tegneserien igen har fat i det yngre publikum og stimulerer læsning blandt børn og unge læsere til trods for hård konkurrence fra audiovisuel underholdning. Ikke dermed sagt, at der ikke også her er problemer, især indenfor young adult-segmentet, der ikke alene kan synes en anelse overophedet, men ofte også lidt for harmløst og safe space-agtigt til, at jeg kan se meget af det stå tilbage som klassisk materiale i fremtiden. Men læsertallene taler deres eget tydelige sprog og vil bidrage til at tegne fremtiden.
Fra Wivels samling
Er der en slags tegneserier, der bliver udgivet for mange af?
Åndløse kopiserier af gamle klassikere. Klassikere har det generelt bedst ved at blive gjort tilgængelige for nye læsere, men ellers ladt i fred og ikke endeløst videreført af daglejere. Der er undtagelser, men generelt er det bare federe at læse noget nyt, der har en chance for at blive klassisk i egen ret engang i fremtiden, og jeg frygter til tider at opbuddet af gennemslagskopier skygger for innovationen.
Er der en slags tegneserier, der bliver udgivet alt for få af?
Det genrekompleks, der er mest udfordret af overgangen til det digitale, er de lange fiktionsserier. Ja, de eksisterer på WebToon, og ja, de gamle mainstreamforlag i såvel Japan som Nordamerika og Europa fortsætter med deres store føljetoner, men salget er for i hvert fald de to sidstnævntes vedkommende dalende, og under alle omstændigheder er feltet begrænset til ret få genrer. Markedsforholdene og de digitale platformes konstruktion gør det ganske enkelt vanskeligere end nogensinde at udfolde de store historier i tegneserieform, især udenfor de gængse genrer.
Fra Wivels samling
Hvad foretrækker du – lavere pris eller flottere udstyr?
Det kommer an på værket. Jeg kan for eksempel godt lide tankubon-udgaver af manga [det gængse paperbackformat for manga, red.] og nyder at læse superhelte- og andre amerikanske genreserier på iPad’en, hvilket klart har med tilgængelighed og pris at gøre, men når Drawn and Quarterly udgiver enestående klassikere som Julie Doucets Dirty Plotte komplet i kassette, eller når Fantagraphics gør det samme med Daniel Clowes’ Eightball (netop fulgt op af en paperback-udgave), er jeg bestemt også på. Så længe det kan læses nogenlunde komfortabelt.
Jeg bliver dog mistænkelig, når det bliver for fetichistisk, eller når der fyldes alt for meget ligegyldigt ekstramateriale i: jeg er hverken vild med nummererede luksusudgaver til tusindvis af kroner eller opsamlinger i tvivlsomt design, der underminerer tegneserierne med side op og ned af fjollede og ’pudsige’ bag kulissen-oplysninger i poppet layout. Ekstramateriale er en svær disciplin. Jeg er faktisk i tvivl om berettigelsen af selv det, jeg er med til at producere i Fantagraphics’ Carl Barks-genudgivelser (se nedenfor, red.), men synes trods alt at det er tilpas diskret til ikke at underminere oplevelsen af hovedsagen: tegneserierne.
Hvilken tegneserie burde blive oversat til dansk?
Joe Saccos Palestine og Osamu Tezukas Buddha. Det var to, undskyld!
Fra Wivels samling
Hvordan opfatter du tegneseriens status som kunstart – og hvordan har den udviklet sig i din tid som anmelder?
Da jeg for alvor startede med at skrive om og formidle tegneserier, var tegneserien inde i en rivende udvikling i retning af alsidighed i både tematik og udtryk. Det er nu langt mere selvfølgeligt, at en tegneserie ikke ser ud på en speciel måde og ikke forventes at udfolde sig indenfor snævre genrerammer.
Som naturlig følge af dette har alsidigheden siden da også indfundet sig på skaber- og læsersiden. Langt flere kvinder, queer-personer, og til en vis grad folk med andre kulturelle baggrunde end de dominerende, laver og læser tegneserier i dag.
Vi er ikke nået nær så langt som de tidlige nullers internet-utopister forudsagde.
En anden følgevirkning af nullernes nybrud er en tilbagevenden til genre, eller måske snarere en udviskning af grænserne mellem traditionelt ’kommercielle’ udtryk og mere eksperimentale af slagsen. Der var engang et modsætningsforhold der, men i dag befinder særligt de yngre serieskabere sig helt fint med det.
Sidst, men ikke mindst, er der den digitale udvikling, der som sagt på mange måder stadig er i sin vorden. Vi er ikke nået nær så langt som de tidlige nullers internet-utopister forudsagde. Men særligt på sociale medier har den indfundet sig. Det har betydet en eksplosion af enkeltbillede-formatet og de korte sekvenser, samt enkle, simple eller endda grove udtryk. Det kan noget, men de begrænsninger platformene sætter for formatet er åbenbare og kan blive kvælende. Lidt ligesom komprimerede digitale musikformater har ført til en forringelse af musikalsk indspilning og mixing.
Det bliver spændende at se, hvor stor en betydning platforme som WebToon vil få. Det virker, som om de er på vej til at knuse koden til digital levering af længere og mere konceptuelt komplekse tegneserier, men det er foreløbig svært at sige.
Hvordan vil du karakterisere det danske tegneseriemiljø – forlag, skabere, uddannelser, festivaler m.m.?
Tegneserien lever i Danmark i vid udstrækning på amatørisme, på godt og ondt. Her er det væsentligst, at det fortsat er så svært at leve af at skabe tegneserier. Det er et komplekst problem, jeg ikke vil bruge alt for meget tid på her, men digitaliseringen har foreløbig ikke hjulpet den udvikling synderligt – det skal den, hvis det skal holde.
Danske Snackbag Studios, der inkluderer alumner fra The Animation Workshop, publicerer blandt andet via WebToon
Store dele af kulturen drives af frivillige, hvilket i sagens natur skaber usikkerhed. Vores underliggende strukturer er ikke slidstærke nok, og alt for meget arbejde falder tilbage på alt for få kapable, men jo ikke overmenneskelige hænder.
Når alt det er sagt, synes jeg der sker mange gode ting: Animationsskolen i Viborg har været en game changer i talentudviklingen herhjemme, mens zine-kulturen efterhånden for alvor har omfavnet tegneserierne, hvilket har været med til at skabe et langt mere alsidigt og dynamisk vækstlag, end det vi havde tidligere. Begge dele betyder også, at langt flere kvinder læser og laver tegneserier i Danmark i dag – en sund og kærkommen udvikling. Dertil kommer, at vi heldigvis stadig har flere gode forlag, og der udgives efterhånden rigtig mange forskellige typer tegneserier, nogle af dem gode.
Hvilken er din egen favorittegneserie og hvorfor – du må godt nævne et par stykker?
Det fører for vidt, da der vitterlig er mange forskellige tegneserier, der betyder meget for mig, så lad mig fokusere på dem, jeg selv fortsat – og som nævnt tidligere – er aktivt involveret i at understøtte: Carl Barks’ Disney-serier.
Jeg er med på det hold, der annoterer Fantagraphics’ samlede udgave, som fortsat er under udgivelse, og det er en udelt fornøjelse løbende at genlæse Barks’ serier og prøve at sætte ord på, hvor rigt hans andeunivers er: hvordan han helt lydefrit formår at iscenesætte Anders, Joakim, Rip, Rap og Rup og de andre i stærkt underholdende situationer, som afslører helt grundlæggende forhold i tilværelsen.
Det er en vidtløftig kliché om Anders And-bladet, at det kan læses af folk i alle aldre, men i Barks’ tilfælde er det på kornet. Jeg kan ikke komme på andre tegneserier, der rammer så rent med så bred en aldersspredning. Han har udført de tegneserier, så de er ideelle at læse op og stadig virker friske, 50-60 år efter han tegnede dem. De var en af de tegneseriegaver, jeg fik fra min far, og det er en fornøjelse nu at kunne give den videre til mine børn.
Matthias Wivel anmelder tegneserier for Dagbladet Information og er også podcaster og skribent for Nummer 9
