“The Red Diary/The RE(a)D Diary” indstillet i kategorien Best Painter/Multimedia Artist.
Præcis tyve år efter at Teddy Kristiansen blev nomineret til sin første Eisner Award for det dansk-producerede Tarzan-projekt, er danskeren nomineret igen – for sjette gang – med sin tegneserie “The Red Diary/The RE(a)D Diary” i kategorien Best Painter/Multimedia Artist, sammen med tunge drenge som Brecht Evens, Lorenzo Mattotti og Juanjo Guarnido. Men Teddy Kristiansen har som bekendt endda også vundet en Eisner Award, i 2008 for “It’s a Bird”.
– Det har været en vild tid på det seneste, som startede med en UPS-pakkemand, der kom med fem megatunge kasser, som viste sig at være “House of Secrets Omnibus”, en tung sag på 750 sider… stor glæde… så kom der en mail om, at jeg var indstillet til en Eisner Award for den nye amerikanske udgave af “Den røde dagbog”.
“Den røde dagbog” er udgivet herhjemme på Carlsen, men den amerikanske udgave er radikalt anderledes, idet den byder på en form for bearbejdning af Kristiansens makker gennem mange år, Steven T. Seagle.
– Steve så den under et besøg her. Han fik forlaget Image og sine partnere i Man Of Action til at sige god for, at den blev lavet som amerikansk udgave, som har to historier i samme album, min originale historie og så en ny historie, Steven skrev ud fra billederne uden at vide, hvad de sagde, da han sad med en dansk udgave, og uden at vi nogen sinde havde snakket om min originale historie. Så hvis der i tekstkassen f.eks. stod Paris 1910, skulle Steven også have det med i sin tekst. Han lavede en oversættelse af den første tekst i bogen, hvor han trak de ord ud, som han syntes, lignede et engelsk ord, og lavede så en google translate af de manglende ord, satte det sammen, og det gav en mærkelig sætning. Den sætning oversatte han så til en rigtig sætning og brugte den som afsæt til sin historie. Så hans historie er meget anderledes end min…
Teddy Kristiansen har flere udgivelser på vej: Som nævnt “House of Secrets Omnibus”, der netop er kommet, “SOLO Omnibus” (bidragyder, juni) og endelig den længe ventede “Genius” med Steven T. Seagle (juli) og de to har allerede et nyt stort projekt i støbeskeen, som udkommer i 2014. Samtidig arbejder Teddy på et fransk album om Franz Kafka med Dimitri Vey for Soleil samt to egenforfattede projekter.
Eisner-priserne uddeles under San Diege Comic Con, 19. juli 2013.
LINK: De Eisner-nominerede 2013