Sveriges appeldomstol har stadfæstet sommerens dom over en 37-årig svensker for at eje pornografiske mangabilleder af mindreårige piger.
Mens en god portion af Nummer 9-redaktionen travede omkring i Angoulême, faldt der i Svea Hovrätt appeldom i en kontroversiel børneporno-sag. På anklagebænken sad en 37-årig mangaoversætter og -ekspert, hvis store samling af manga og anime blandt andet rummer 39 tegninger, hvor tilsyneladende mindreårige piger fremstilles i provokerende eller seksuelle situationer.
– Jeg er en af Sveriges mest ihærdige tegneseriesamlere og ejer et sted mellem 3.500 og 4.000 tegneserier, skrev den dømte på sin blog efter sommerens domfældelse:
– Så det totale antal serietegninger, jeg ejer, er velsagtens over fire millioner … Af dem kan ikke engang en promille karakteriseres som erotiske, og af dem involverer knap én procent seriefigurer med små bryster.
Det er imidlertid nok ifølge den svenske børnepornografilov, der hverken skelner mellem fotografier og tegninger eller faktiske hændelser kontra fiktive. Derfor blev den 37-årige oversætter kendt skyldig, akkurat som i hjembyen Uppsala sidste sommer. Svea Hovrätt nedsatte ganske vist dommen fra 25.000 svenske kroner til overkommelige 5.600, men kendelsen kan få vidtrækkende konsekvenser. I første omgang for den dømte selv – forlaget Bonnier Carlsen har allerede tilkendegivet, at de ikke længere vil benytte ham som oversætter – men også i bredere, samfundsmæssig forstand.
Som oversætterens advokat sagde til Sveriges Radio i forbindelse med sagen:
– Det her er kunst, hvor børn overhovedet ikke er involveret. Så spørgsmålet er, om man skal begrænse den kunstneriske frihed og ytringsfrihed, sådan som byretten og appelretten har gjort … Vi må skrive om hvad som helst, hvorfor skulle så ikke kunne tegne hvad som helst, så længe det ikke skader nogen?