Den herligt excentriske indietegner Simon ”Megahex” Hanselmann er blevet tilføjet programmet for sommerens store tegneseriefestival i København, Copenhagen Comics.
Hvis man er træt af pæne, nydelige og lidt for almindelige tegneserierskabere, når man skal have sin tegneserie signeret til en festival, så er der godt nyt. Copenhagen Comics seneste gæst er nemlig intet mindre end en potrygende crossdresser med en forkærlighed for skæve indietegneserier om lige så potrygende hekse og ugler. Simon Hanselmann hedder han og sin særhed til trods, så har han faktisk allerede været nomineret til en Ping-pris for værket ”Life Zone”.
Om Simon Hanselmann skriver Copenhagen Comics i deres pressemeddelelse:
”Simon Hanselmann hører til blandt de mere excentriske og fascinerende undergrundstegneserietegnere. Han brød igennem på sociale medier, hvor han har skabt sig en enorm læserskare med sin webcomic Megg, Mogg and Owl som er en særegen blanding af det twistede, sarkastiske og bizarre. Seriens omdrejningspunkt er heksen Megg, der har et vanvittigt stofmisbrug. Hun bor sammen med sin tjenende ånd, katten Mogg, og sammen med uglen Owl og varulven Jones indgår de i et fællesskab, der lettest kan defineres som “kompliceret.”
Serien publiceres af det ultrahippe Vice Magazine, som både på tryk og på web leverer materiale der er skævt og anderledes og skubber til grænserne for journalistisk og kunst.
Hanselmann er cross-dresser og ses ofte i kjole og paryk – temaer omkring sexualitet og cross-dressing er også tydeligt i hans serier. For nylig blev han gift med tegneserier – ja, det kan lade sig gøre – hvor han for øvrigt var iført en ganske nydelig brudekjole. Han lod sig vie med ordene: “I will be with you through sickness, […] profound sadness, delirious highs, crippling insecurity, epic personal f**k-ups, and the inevitable critical backlash –- Till death do us part, which realistically may be in about 5 years.”
I sin anmeldelse af ”Megahex” skrev Nummer9s anmelder Jakob Albrethsen blandt andet:
”Tænker du “Freak Brothers“ og “Beavis and Butthead“, så har du ikke lugtet helt ved siden af. Tegnestilen er naivistisk, sådan som indie-lovgivningen foreskriver, og Hanselmann har en fin fornemmelse for dæmpede og smådeprimerende farver. Det originale ved Hanselmann er realismen i galskaben, som vidner om at Hanselmann har personlig erfaring med heksen Meggs ekstreme livstil, herunder indtag af betydelige mængder af stoffer og med depression og angst. Kunstneren ved, hvad han taler om og formår at give sine figurer en troværdig psykologi. Som alle andre trends, så kan “indie”-bølgen vel også ses, som et opgør mod noget som allerede er etableret? Selvom virkemidlerne kan virke primitive, så er de tossede personer i Hanselmanns aparte univers påfaldende levende og nuancerede, også set i forhold til karaktererne i mange alvorstunge graphic novels.”
Vores kilder informerer os i øvrigt om, at Forlaget Forlæns udgiver ”Megahex” på dansk inden festivalen, der løber af stablen i Øksnehallen fra den 6.-7. juni.