For fire år siden begyndte australieren Simon Hanselmann at lægge sine tegneserier ud på internetsiden Tumblr. Herefter er det gået stærkt. Med udgivelsen Megahex krones den 33-årige australier som en af kongerne (eller droningerne?) af den globale indie-scene lige nu.
Først et par ord om kunstneren. Simon Hanselmann voksede op på Tasmanien og kommer fra en ”ressourcesvag” baggrund. Hanselmanns mor er narkoman, og hans far er en ukendt biker, som forsvandt da Hanselmann var to år gammel. Den lille Simon tilbragte sin barndom efterladt alene foran fjernsynet, hvor han fordybede sig i sæbeoperaer og b-serier (de havde kabel-tv). Det er en opvækst, der har sat sit præg på hans udtryk. I dag har Hanselmann krydset Bassstrædet og forladt Tasmanien til fordel for Melbourne, hvor han trives på trods af, at han lider af både sporadisk depression og panik-angst. Hanselmann har røget cannabis hver dag siden han var 15 år, men, som han selv siger, “If I stop being a horrible drug addict trashback I don’t know where my ideas will come from…” Alt det, og meget andet, kan man lytte sig til på en skæg podcast ved navn ”Melbourne, the Universe and Everything”. I et andet sjovt interview svarer Hanselmann således: “I’m honestly surprised that more people don’t ask me about this, I guess there’s an awkwardness sometimes. Fuck it, yeah. Here’s your Barbara Walters moment: I’m a “cross-dresser” / ”transvestite,” whatever you want to call it”.
Megahex
Og så til sagen: “Megahex“. Udgangspunktet er det velkendte “personer i en sofa”-koncept, som det kendes fra utallige sit-coms. Hovedpersonen Megg er en grøn heks med orange hår, og hendes kæreste er en talende kat ved navn Mogg. De to hovedpersoner er løst inspireret af en britisk børnebog fra 1970’erne ved navn “Megg and Mogg“. Men dette er ikke en børnebog. Karaktererne indtager rigeligt med rusmidler og dyrker masser af eksperimenterende sex. Den snusfornuftige ugle, ved navn Owl, er det tredje hjul, og det evige offer for de andres krænkelser. Foruden den kroniske bong-aktivitet sniffer de tre bofæller ketamin og tager syre, og når festpsykopaten, Werewolf Jones, kommer på besøg, kan alt ske. Der optræder desuden et panel af underlige bipersoner. Plottet er groft sagt ligegyldigt. Det kan for eksempel være, at Owl må skynde sig hjem, fordi han har et stærkt behov for at komme på toilettet, men har glemt sine nøgler, og Megg og Mogg vil naturligvis ikke lukke ham ind, så han må gå bag et træ i baghaven, naboens hund blander sig i processen, og de hele ender, som altid, ret ubehageligt for Owl, til morskab for hans plageånder. Desuden indeholder “Megahex” flere plotløse episoder og nogle originale og flotte depressive seancer og psykedeliske trips. Andre gange er det hele bare overlagt plat.
Tænker du “Freak Brothers“ og “Beavis and Butthead“, så har du ikke lugtet helt ved siden af. Tegnestilen er naivistisk, sådan som indie-lovgivningen foreskriver, og Hanselmann har en fin fornemmelse for dæmpede og smådeprimerende farver. Det originale ved Hanselmann er realismen i galskaben, som vidner om at Hanselmann har personlig erfaring med heksen Meggs ekstreme livstil, herunder indtag af betydelige mængder af stoffer og med depression og angst. Kunstneren ved, hvad han taler om og formår at give sine figurer en troværdig psykologi. Som alle andre trends, så kan “indie”-bølgen vel også ses, som et opgør mod noget som allerede er etableret? Selvom virkemidlerne kan virke primitive, så er de tossede personer i Hanselmanns aparte univers påfaldende levende og nuancerede, også set i forhold til karaktererne i mange alvorstunge graphic novels.
”The real deal”
Hvis man kan lide “Megahex“, så vil man også kunne lide den seneste tids blitz af Hanselmann-optrædener i medierne (se for eksempel her, her og her). Hanselmann klæder sig også ud som heksen Megg, og kunstneren smelter sammen med sin tegneserie. Hvad er fiktion og hvad er virkeligt? Nogle vil finde denne selviscenesættelse belastende. Jeg mener nu, at han mestrer disciplinen godt, og at det alt sammen bidrager til læsningen (ligesom det jo absolut ikke skader læsningen af Robert Crumbs værker, hvis man kender ham fra film og tv). Den virkelige Hanselmann går heller ikke af vejen for at skabe ballade og har for eksempel været ude med en tilsvining af tidsskriftet The Australian Comics Journal, og af flere navngivne australske tegneserietegnere, og har desuden beskyldt den amerikanske tegner Johnny Ryan for at være ”kedelig”. Ryan er ellers manden bag den ekstremt voldelige og vulgære Prison Pit serie, så det er jo en ret grov tackling fra australierens side, kan du nok forstå. Endelig har Hanselmann sørme også offentligt luftet sin mistanke om, at 1990’er-guruen Daniel Clowes er forvirret omkring sin sexualitet. Clowes har tilgengæld udtalt sin store respekt for Hanselmanns realistiske tegneserier om den slags tabertyper, som Clowes er lykkelig over ikke at skulle bruge tid sammen med: “Simon Hanselmann is the real deal, for sure. He captures that stoner stay-at-home life so accurately that I actually find his comics really depressing and thank god I don’t ever have to hang out with anybody like that ever again.”, er Daniel Clowes citeret for på bagsiden af “Megahex”.
Hanselmann har tidligere udgivet “St. Owls Bay”, som i 2013 bragte ham tæt på en Ignatz pris for Outstanding comic. Og sidste år publicerede han “Life Zone“, hvor man blandt andet erfarede, at Megg tilbage i skoletiden var kæreste med WereWolf Jones(!), og som igen skaffede ham nominatur til en Ignatz pris foruden nominatur til en Pingpris for årets ”Internationale udgivelse” (men”The Great War” løb med æren). “Megahex” er allerede oversat til flere sprog, og i foråret begyndte Hanselmann at bidrage med en ugentlig stribe i det hippe tidsskrift VICE. Det går godt, for den tasmanske transvestit. Og med al den succes skal Hanselmann måske til at passe på, at han ikke selv går hen og bliver kedelig? Det behøver man nu ikke at bekymre sig om. For bag røgen og selviscenesættelsen står en sjældent original kunstner. På overfladen laver Hanselmann grænsesøgende og humoristiske tegneserier, men nedenunder ulmer noget sørgeligt og fortabt. Den kombination resulterer i livsbekræftende læsning. Australieren er ”the real deal” – ligesom Daniel Clowes siger det.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Megahex
Forfatter&tegner: Simon Hanselmann
Forlag: Fantagraphics
Form: 212 sider, hardcover, farver
Vejledende pris: $29.99
ISBN: 978-1-60699-743-7
Udgivelsesår: 2014
