Den københavnske tegneseriefestival har annonceret de første to gæster, og der lægges hårdt ud med blandt andet skaberen af milepælen ”MAUS”, Art Spiegelman.
Det er svært at overvurdere den betydning, som Spiegelmans ”MAUS” har haft for tegneseriemediet. Spiegelman fortalte historien om sin families liv under 2. verdenskrig, hvor forældrene endte i Auschwitz samt om forholdet imellem den første og anden generation af overlevende. Spiegelman skildrede sig selv og sin familie som mus og nazisterne som katte.
Sammen med Spiegelman annoncerer festivalen også et besøg af Françoise Mouly, direktør for børnetegneserie-forlaget Toon Books, mangeårig billedredaktør på The New Yorker og Spiegelmans kone og samarbejdspartner.
Copenhagen Comics skriver i deres pressemeddelelse:
”Spiegelman og Mouly er både hver for sig og som samarbejdspartnere nogle af den internationale tegneseries mest toneangivende figurer. Spiegelman i særlig grad for det uomgængelige bidrag til vidnesbyrdlitteraturen om Holocaust og 2. Verdenskrig, MAUS. Værket var nyskabende i sin fremstillingsform, og var, som den første grafiske roman, modtager af Pulitzer Prisen.
Som billedredaktør for The New Yorker og som forlagsdirektør spiller Mouly en afgørende rolle bag tegneseriernes scene. Hun arbejder intenst for at udbrede tegneserien både som en seriøs kunstform og som et undervisningsværktøj.
Sammen har de to udgivet det banebrydende tegneseriemagasin RAW, der blandt andet har introduceret talenter som Charles Burns, Chris Ware og Ben Katchor, og hvor Maus først blev udgivet. I det seneste nummer af The New Yorker fortæller Chris Ware om de to:
“De er nærmest som et ekstra sæt forældre for mig,” og han beskriver sit første møde med Spiegelman under dennes tidlige arbejder med Maus; om hvordan der var tale om ægte pionerarbejde:
“Jeg kunne med det samme se, hvordan det hele skulle kunne lade sig gøre, at det faktisk var menneskeligt muligt at lave seriøse, lange tegneserier.”
Så der er vist allerede ekstra grund til at glæde sig til næste års Copenhagen Comics. Interessant nok fremhæver festivalen i deres pressemeddelelse også, at festivalens fokusområde vil være børn og unge, hvilket de har fået fin støtte for fra Københavns Kommune. Et værdigt tiltag, som Spiegelman nok ikke passer helt ind i, så mon ikke vi kan glæde os til nogle børnevenlige annonceringer i forhold til både gæsteliste og programmet?