Rikke Bakman er netop vendt hjem fra den nyligt afholdte svenske tegneseriefestival, SPX. Nummer9 havde desværre ingen af sine internationale korrespondenter på pletten, så vi tog en snak med Bakman, som var officiel gæst. Hendes prisbelønnede graphic novel ‘Glimt’ udkom som bekendt i Sverige samtidig med den danske udgave.
Rikke Bakman, hvilken slags festival er SPX?
– Det er en festival som afholdes hvert år, og som foregår lige i hjertet af Stockholm i Kulturhuset, hvor der bl.a er et bibliotek og en hel afdeling, som kun har fokus på tegneserier som hedder Serieteket, som er helt ny med reoler fyldt af tegneserier og et flot interiør.
– Festivalen er efter min smag hverken for lille eller stor. Den består af både tegneserieforlag fra ind- og udland, og så er der et væld af folk som kommer med deres hjemmetrykte zines. Et bord på SPX koster det symbolske beløb af 200 svenske kroner vist, så her kan alle være med. Festivalen har et godt øje for upcoming navne fra udlandet. I år var fx Vanessa Davis, Gabrielle Bell, Dash Shaw, Austin English, Ulli Lust, Bryan Lee O’Malley og Ville Ranta repræsenteret.
Hvordan er den svenske tegneseriescene repræsenteret?
– Man mærker energien blandt de svenske tegneserietegnere – fx er det dem, der interviewer under paneldiskussioner og artist talks. De svenske forlag er også meget engagerede med release-fester og events. Forlaget Galago forstår virkelig at holde en ordentlig fest, det må man give dem!
– Hovedparten af de svenske serieskabere er under 30 år, og det giver bare en masse energi. Især det at de arrangere så meget selv – her kunne danske tegneserieskabere godt lære noget. De forstår virkelig at finde sammen. Ikke som en samlet flok, men de gruppere sig i interessefællesskaber og virkelig brænder igennem indenfor hvert fællesskab.
Hvad var din egen oplevelse af SPX?
– Jeg er vild med den festival pga af entusiasmen. Jeg synes det er den perfekte blanding af stande med etablerede forlag, folk der sælger zines, foredrag, fester og networking.
– Jeg var der for første gang for tre år siden, da jeg havde gået et år på tegneserieskolen og endnu var ret grøn på tegneserier. Dengang var jeg helt slået i gulvet af det finske bord, med deres smukke bøger. I år blev jeg virkelig imponeret over nordmændenes bord. Der må virkelig foregå meget på den norske tegneseriescene, som jeg ikke anede eksisterede.
– Helt ærligt, så synes jeg SPX har ligeså meget at byde på som tegneseriefestivalen MoCCA i New York, som jeg også var så heldig at få lov til at deltage i tidligere i år. Jeg synes SPX i Stockholm har mere at byde på foredragsmæssigt, og så ligger Stockholm altså kun en togtur seks timer fra København.