Pingprisen 2012 gøres mulig af en række sponsorer, og flere kommer løbende til. Seneste skud på stammen: Tegneseriemagasinet Strip!
I forgårs blev Pingprisen 2012 annonceret, en ny tegneseriehæder, der afløser Komiks.dk-prisen og gør den til en årlig begivenhed. Prisuddelingen løber af stablen den 28. februar i Lille VEGA og medfinansieres af en række “partnere”: Komiks.dk, Dansk Tegneserieråd og ikke mindst The Animation Workshop – der som tidligere omtalt barsler med en dansk tegneserieskaber-uddannelse i disse år. Seneste skud på stammen er Tegneserietidsskriftet Strip!, der netop har meddelt deres støtte til Pingprisen 2012:
– Strip! mener, at Pingprisen er en vigtig begivenhed, der er med til at eksponere mediet på en meget udadvendt måde. Vi kan til fulde stå inde for nomineringerne, der både tilgodeser de visuelt eksperimenterende værker, dem, der åbner markedet op, og dem, der bredt favner læserskaren. Det er en pris, der hylder de etableredes mangeårige indsats samt sætter fokus på værker, der måske med denne pris kan få en større opmærksomhed, end de hidtil er blevet tildelt, forklarer Strip!-redaktør Paw Mathiasen, der også hylder de nye, unge kræfter bag prisen.
Pingprisen 2012 arrangeres af et stærkt ungt hold i samarbejde med Komiks.dk, Dansk Tegneserieråd og Nummer 9, mens Storm P-museet har lagt pingvin til. Der arbejdes fortsat på at indhente sponsorkroner til pris-arrangementet den 28. februar på Lille VEGA.