Danskeren Søren Glosimodt Mosdal er netop hjemvendt fra den norske tegneseriefestival OCX – Oslo Comics Festival. Hank Williams-tegneren fortæller her om sine indtryk af OCX og den norske tegneseriescene.
Søren Mosdal, fortæl om OCX?
Tak for spørgsmålet. Nu var jeg jo først og fremmest i Oslo for at se min tip oldefar, den berømte billedhugger Olav Glosimodts værker på Nasjonal Museet. Jeg fik en privat gennemgang af de værker de havde hjemme i kælderen under museet, og det var en fantastisk oplevelse. Jeg tog færgen fra København til Oslo, pyha, det tog 17 timer. Til gengæld har færgen kanonbands, der virkelig forstår at fyre den af. Så det.
Det må jeg nok sige! Men hvordan var festivalen?
– Nu må jeg med det samme sige at jeg kun nåede halvanden festival pga. andre arrangementer, så min ledsager og jeg ankom først fredag aften, efter branchedag og foredrag af Kim Thompson fra Fantagraphics netop var overstået, til øl i Drinky Crow baren på Serieteket i Oslo, selvfølgelig opkaldt efter Tony Millionaires Maakies-figur.
Hov, inden da nåede vi også forbi åbningen på Bendik Kaltenborns nye udstilling ”Sorry” – primært plakater og akvareller af manden, som er et de nyere talenter jeg virkelig må anbefale. I Norge er han en stjerne, og hædres med et væld af priser – hele tiden. Hans samling af korte og skideskægge – for ikke at sige uhyggelige – historier ”Serier der vil dig vel” kan stadig fås fra No Comprendo Press.
Okay, hvad oplevede du mere?
Lørdag startede den egentlige festival – den varer to dage i alt – og den foregik i to telte på pladsen foran Deichmanske Bibliotek , (som også huser Serieteket, et utroligt godt, stort og overskueligt tegneseriebibliotek), det ene telt til foredrag og paneler, det andet til stande.
Jeg nåede et enkelt panel, bestående af de internationale gæster Kim Thompson (den ene halvdel af forlæggerparret bag amerikanske Fantagraphics Books, red.), Dash Shaw, Tony Millionaire, Dave Cooper og norske Jason, alle udgivet på Fantagraphics. Det var desværre lidt skønne spildte kræfter, da Thompson stod som interviewer og moderater, og indledte samtalerne med at spørge hver enkelt tegner i panelet, om de ikke synes det bare var fedt at blive udgivet på Fantagraphics, hvilket naturligvis var startskuddet på en halv times skamrosen af forlaget fra de deltagende. Så sludrede de lidt frem og tilbage med hinanden som en lille kreds af folk, der kender hinanden lidt for godt, og til sidst voksenmobbede de stakkels Jason for aldrig at tale, hvilket han nu tog meget roligt. Det lyder sjovere end det var.
Hvordan fornemmer du den norske tegneseriescene?
Der var, såvidt jeg kunne se, stort set kun norske forlag til stede, et enkelt svensk eller to (Optimal) og et fransk forlag, hvis navn jeg ikke fangede. Så jo, godt. Her vil jeg gerne igen pege på Bendik Kaltenborn som absolut værd at holde øje med, og en stensikker international contender? Hvad hedder det på dansk? Men også hans venner i Dongery-tegner-kollektivet kan noget. 
Jeg kan desuden varmt anbefale ‘Hrmf!’ af Sindre W. Goksøyr (No comprendo) og desuden Lars Fiskes ‘Matjemania’ også på No Comprendo press. ‘Matjemania’ er en angstfyldt norsk “moderne” digters lattervækkende, monumentale og ynkelige, og frem for alt morsomme deroute. Fiskes streg minder mig lidt om tidlig Peter Bagge, men langt mere forvredent og kubistisk, med et strejf Joost Swarte og David B.
Og i det hele taget lader det til angsten fylder meget i de norske tegneserier, ikke bare hos Jason – se Angst antologien, igen fra No Comprendo. I parentes bemærket opdagede jeg først deres udgivelse af en Olav Gullbranson-billedfortælling, efter mit budget var overskredet, noget ens budget hurtigt bliver i Norge – de var i øvrigt begge nomineret til Sproing priser til festivalens årlig prisuddeling, hvoraf ‘Hmrf!’ løb med bedste norske udgivlese.
Hvad var din egen oplevelse af OCX?
Jeg synes det er en rigtig god lille festival, i ordets bedste betydning – overskuelig, pittoreske rammer, venlige værter, og så altså ikke langt fra Nasjonalmuseet, og er man i Oslo og er tegneserie interesseret, skal man selvfølgelig (udover også Munch museet) besøge Vigeland skulpturparken, som ER en tegneserie i jern og granit.
Tak – og velkommen hjem!
