Norsk kultur er andet end A-ha og Åke Hareide. Her er fem nye norske tegneserier der bør stå i en enhver dansk bogreol.
Der skabes masser af gode tegneserier i Norden, men til trods for at de fleste af os kan læse i hvert fald svensk og norsk til husbehov, er det begrænset hvad danske læsere kender til tegneserier fra vores nordiske nabolande.
Det gør vi noget ved nu, når vi lader redaktørerne fra Nummer 9’s søstermagasiner i Norge, Sverige og Finland anbefale fem tegneserier fra deres respektive lande. For at holde øvelsen aktuel og håndterbar, har vi begrænset os til tegneserier udgivet i dette årti.
Vi starter med fem anbefalinger af nyere norske tegneserier, ved chefredaktør for Empirix, Walter Wehus.
Herr Merz af Lars Fiske (No Comprendo Press, 2012)
Måske har du også opdaget fænomenet Munch af Steffen Kverneland. Men vidste du, at dén oprindeligt udkom sideløbende med Lars Fiskes biografi om Kurt Schwitters i det norske blad Kanon? Herr Merz er en mindst lige så fornøjelig læseoplevelse som Munch, hvor Lars Fiske portrætterer den tyske dadaist og collagekunstner Schwitters med varme og humor. Samtidig bruger han sig selv (og kollegaen Kverneland) til at skabe en nutidig kontekst for en overset kunstner.
En af Fiskes store styrker er hans evne til at adoptere andre kunstneres udtryk, når han skriver om dem, hvilket han for nylig også viste i sin skildring af George Grosz. Herr Merz er udført som en blanding af collager, konstruktivisme og Fiskes egen umiskendeligt kantede streg.
Bogen er derudover overvejende baseret på primærkilder, som Fiske bruger mere end to siders fodnoter på at henvise til. Gid at alle kunstnerbiografier var så underholdende og informative som denne!
(Lars Fiske er i øvrigt gift med Anna Fiske, som også er repræsenteret længere nede i denne artikel)
Drabant vol 1-3 af Øyvind Holen og Mikael Noguchi (Cappelen Damm, 2012-2018)
I 1990’erne kørte Oslo med nul-tolerance overfor tags og graffiti. Af og til førte den politik til den lidt voldsomme konsekvens, at sporvogne og T-banetog (Oslos svar på Københavns S-tog, red.) simpelthen blev taget ud af drift, hvis de var blevet tagget på. Men det førte også til en klapjagt på hele den norske hovedstads hiphop-subkultur. Øyvind Holen er det nærmeste man kommer en norsk hiphop-historiker og har ved siden af sit arbejde som journalist på Dagens Næringsliv (Norsk pendant til Børsen, red.) udgivet flere bøger om hiphop. Og sammen med tegneren Mikael Noguchi har han så også lavet dén den mest solide norske ungdomstegneserie nogensinde.
De tre Drabant-bøger følger Viktor og Fredrik bedre kendt som «Senc» og «Deks» samt Viktors kæreste, Camilla, når de snuser rundt i Oslos gader på jagt efter succes i livet og gode malespots.
Bøgerne finde sted i perioden 1994-2000 og de seks år byder på mange oplevelser og forandringer for det lille crew og menneskerne omkring dem. Historien er delvis tragisk, delvis humoristisk og altid realistisk. Holen har et godt øre for dialogen, mens Noguchis tegnestil trækker på graffitiens dynamiske udtryk og en vestlig fortolkning af mangaen, som vi kender fra bl.a. Jamie Hewletts «Tank Girl» og «Gorillaz».
Hysj af Magnhild Winsnes (Aschehoug, 2017)
De to veninder Hanna og Siv tilbringer hver sommer på en campingplads et sted i Norge. Her mødes de hvert år, men ét år står det klart, at de er begyndt at vokse fra hinanden. Mens Siv begynder at interessere sig for drenge og hvad de ældre piger på campingpladsen har gang i, er Hanna stadig mest interesseret i indianerudklædning og krigshyl. Deres forhold bølger frem og tilbage, men Hanna mestrer endnu ikke de koder, som er nødvendige for at kunne navigere sikkert i ungdomstilværelsen.
Magnhild Winsnes debut er en imponerende solid tegneserie i både form og indhold. Den forkaster de traditionelle billedruder til fordel for små og store bobler, der flyder ud over siderne og varierer fra store flersidede bobler til bittesmå og detaljerede miniaturer. Få norske tegneserieforfattere har formået at fange sommeren som Winsnes. Indholdsmæssigt er der en del ligheder med Jillian og Mariko Tamkis Den her sommer, der udkom i Norge samtidig, men Hysj står solidt på sine egne ben.
Hysj blev nomineret til prisen for årets tegneserie i Norge 2018.
Fagprat af Flu Hartberg (Cappelen Damm, 2010-2017)
Norge er et land af stribetegnere. Vi har den fodboldelskende kroejer, Pondus, gothen Nemi, kontorhumor i Lunch og lejlighedsvise politiske krumspring i Eon. Alle fortjener de at blive checket ud, men lige nu vil jeg alligevel fremhæve Flu Hartbergs Fagprat, som værende i særklasse god.
Flu Hartberg var en del af tegneseriekollektivet Dongery, som gjorde sit for at revolutionere norske tegneserier i 00’erne. Kollektivet opfostrede bl.a. The New Yorker-tegneren, Bendik Kaltenborn; vinderen af årets norske tegneserie 2018, Kristoffer Kjølberg; en Anders And-redaktør og Flu.
Fagprat er en utraditionel tegneseriestribe, bl.a. fordi den består af én lang rude, og i de tidlige striber var det oftest tre-fire personer, der førte absurde dialoger rundt om et bord. Serien skilte sig med det samme ud for sine tegninger, der syntes, at være inspireret af Mad-tegner Basil Wolvertons mest groteske portrætter.
I én stribe ser vi en ti-årig pige sidde i sengen med et netop udpakket marsvinbur fra forældrene: ”Hurra! Lige det jeg ønskede mig! Et marsvin!” udbryder hun, før hun fortsætter: ”Men vent lidt. Hvor er marsvinet? Åh ja – nu forstår jeg. Det er et marsvin i overført betydning?”. Det giver ofte ikke mening, men Hartbergs streg kombineret med en knastør humanisme gør, at serien altid er værd at følge.
Vaskedamen af Anna Fiske (No Comprendo Press, 2015)
Selvom Anna Fiske er en af de få norske tegneserietegnere, som laver tegneserier for børn, er det ofte svært at give hendes bøger en entydig målgruppe. Vaskedamen er ingen undtagelse.
5-årige Lotte får sammen med sin familie en vaskekone på trods af, at familien ikke er særligt rige. ”Mor og far bliver så trætte af at arbejde, og det er jo også meget hårdt med to børn”, som Lotte selv forklarer. Vaskekonen Aina viser sig at være en gammel dame, som har beholdt sin barnlige side og tager Lotte med på landture og oplevelser. Det falder på et tørt sted, når forældrene hele tiden skændes, og Lotte kæmper med at finde sin plads i verden.
Anna Fiske har en naivistisk streg, som ikke ændrer sig meget, uanset om hun tegner til børn eller voksne. Stregen er udtryksfuld og farverig, let at genkende og let at forelske sig i. Vaskekonen er overraskende rørende og måske det foreløbige højdepunkt blandt Fiskes tegneserier.
Oversat fra norsk af tegner og illustrator Stefan Lægaard Simonsen – www.ligelinjer.dk.
