Mangalaksen ser nærmere på Akiko Higashimuras forfatterskab. Tokyo Tarareba Girls er hendes nyeste manga oversat til engelsk og den handler om selvoptagede kvinder og flugten fra ensomhed.
Higashimura Akiko er en lysende stjerne på josei manga himlen (josei: manga målrettet voksne kvinder). Hun brød igennem i 2010 med mangaen Princess Jellyfish og fik i 2012 cementeret sin plads som mangategner med den selvbiografiske og prisvindende manga Kakukaku Shikajika, der handlede om hendes forsøg på at lære at male oliemaleri og hendes meget strenge, men også sympatiske billedkunstunderviser.
Higashimura er imponerende som mangategner, fordi hun har ti assistenter ansat og ikke er bange for at uddelegere opgaver og improvisere. Ofte finder hun på historien imens hun tegner den og med sine mange assistenter kan hun producere 100 sider manga om ugen. Det normale antal sider der forventes af forlaget, når man har manga der udgives ugentligt, er 15-20 sider.
Higashimura er også speciel, fordi hun blev alenemor og med et lille spædbarn fortsatte sin mangakarriere. Hun finder stof til sin manga i sit eget liv og i den periode (2007) skabte hun komedie-mangaen Mama Wa Tenparist, som handlede om at have et krævende arbejde og være alene med et lille barn. Den er desværre ikke oversat til engelsk, men vi håber den bliver det.
Kvinder der ikke vil være single
Tokyo Tarareba Girls handler om den 33-årige manuskriptforfatter Rinko Kamata og hendes to veninder, der alle er drømmer om at blive gift. Eller rettere: de drømmer om ikke at være single.
I seriens første kapitel dukker en tidligere mandlig kollega op, som friede til Rinko for 10 år siden. Dengang sagde hun nej til ham, men han er siden da blevet forfremmet og hun er desperat efter at blive gift.
Rinko, hendes kollega og en mulig vielsesring
De tre veninder overbeviser hinanden om, at han vil fri til Rinko igen. Hvad der dernæst sker, er så spektakulært sjovt og mesterligt dramatisk tegnet, at jeg ikke vil afsløre det.
Selv hvis du ikke vil læse alle de tre udgivne bind i serien, så und dig selv at læse det første kapitel, for Higashimura udviser eminent sans for timing og er ikke bange for at sparke til sin hovedperson, imens hun ligger ned.
Tragisk komedie
I begyndelsen virker historien en smule gammeldags og kvindeundertrykkende. Tre single kvinder, der desperat leder efter mænd til at fuldende dem og give deres liv mening?
Set-uppet med tre kvinder, der søger den store kærlighed i Tokyo, minder ved første øjekast om Sex and the City, men jo længere man læser, desto klarere bliver det, at det ikke er en fortælling om selvstændige, glamourøse karrierekvinder, men derimod en tragisk komedie om tre egoistiske individer med alt for høje forventninger og absolut ingen rygrad.
Higashimura ydmyger sine tre hovedpersoner igen og igen. Hun lader dem konstant bøde for deres overfladiske tilgang til mænd. Deres alt for høje forventninger til kærlighed bliver gang på gang ikke indfriet. Paradoksalt nok får det de tre kvinder til at sætte deres forventninger endnu højere op, og historien fortsætter i en nedadgående selvdestruktiv spiral.
Et godt eksempel er, da Rinkos veninde Kaori ved et tilfælde møder sin gamle ekskæreste Ryo.
14 år tidligere boede de sammen, men hun var ham utro og endte med at forlade ham uden at tænke videre over, hvor hårdt det sårede ham.
Ryo og Kaori begynder at date som 19-årige
14 år senere møder hun ham igen og nu er han blevet en berømt musiker. Kaori ser ham til en koncert og bliver igen forelsket i ham.
Eller gør hun? Kaori bilder i hvert fald sig selv ind, at hun er vild med ham og bliver lynhurtigt opslugt af sine voldsomme følelser. Men med den objektive læserbrille virker det utroligt opportunistisk, at hun ser ham vælte rundt i succes og pludselig genfinder de varme følelser.
Kaori sammenligner sin ekskæreste med et stykke sushi på et rullebånd
Kaori møder Ryo efter koncerten i håb om genforening, men løbet er selvfølgelig kørt og Ryo har nu en anden kæreste. Kaori overbeviser sig selv om, at hendes følelser er så unikke, hendes længsel så ægte, at hun indleder en affære med Ryo, i håb om at vække hans gamle følelser for hende til live.
Ryo behandler hende ret usselt. For eksempel forærer han hende i fødselsdagsgave en fnugrulle, så hun lettere kan fjerne sit hår fra sengen, når hun har overnattet hos ham. Han er også hurtig til at kaste hende ud af døren, så snart han ved, at hans kæreste er på vej hjem.
Alt dette sårer Kaori dybt og hendes selvmedlidenhed er stor. Som læser tænker man, at det kunne have været flot, hvis hun havde vist den 19-årige Ryo lidt af den medlidenhed, dengang hun var ham utro. Kaori tænker heller ikke en eneste gang på Ryos nye kæreste, hvis forhold hun er i gang med at sabotere.
Kaori ligger som hun har redt og det er den gennemgående moral gennem hele mangaen.
Ryo elsker ikke Kaori længere og det har hun heller ikke fortjent?
Mænd som ikke vil være ensomme
Tokyo Tarareba Girls behandler emner som kønsroller og (u)ligestilling i det moderne japanske samfund og det er to emner, som Higashimura ofte arbejder med, når hun tegner manga.
Mangaen House Husband. Oven over de fem mandlige hovedpersoner ser vi Higashimura selv i orange tracksuit og hendes søn Bo-chan på ryggen
I 2015 skabte hun mangaen House Husband, som tog udgangspunkt i hendes mandlige assistenters kærlighedsliv (eller mangel på samme).
Hun skrev mangaen ud fra samtaler hun havde haft med sine mandlige assistenter om, hvor svært det er at appellere til en smuk karrierekvinde.
Præmissen for mangaen var at gøre dem til ”house husbands”, en form for mandligt take på en trofæ-kone, og skabe et regelsæt som mænd kunne følge, for at gøre sig mere attraktive for karrierekvinder.
Mangaen modtog fra første kapitel voldsom kritik og blev stoppet efter blot to kapitler.
Kritikken gik på, at mangaen punkterede og latterliggjorde mandens væsen. At Higashimura fremstillede de fem assistenter som patetiske bløddyr. Mangaen er logisk nok ikke udgivet på engelsk, men det kunne være interessant at se, om der virkelig var noget om snakken, eller om det lidt konservative japanske samfund ikke var klar til den fortælling.
Det kunne desuden være interessant, hvis en af hendes mandlige mangaassistenter en dag selv tegnede en manga om at være mand i det enogtyvende århundrede og hvilke pres og forventninger, det japanske samfund har til én. Der findes en del selvudleverende manga skrevet af kvinder, men langt færre skrevet af mænd.
Hvis der er en læser, der ligger inde med et kapitel fra House Husband, er Mangalaksen meget interesserede i at se det!
Hvordan skal det ende?
Det er svært at se, hvordan Tokyo Tarareba Girls skal få en lykkelig slutning. Det er en cautionary tale, ligesom Konen med Æggene, altså en fortælling der viser os, hvordan man ikke skal leve sit liv.
Det virker som om serien er halvvejs og hvad der nu bliver spændende er, om vores hovedperson og hendes to veninder kan ændre deres indstilling til, hvad kærlighed er eller om det ender med en evig stræben efter den ikke-eksisterende ”perfekte” mand.
Samtidig er det fængende at se de tre kvinder opføre sig mere håbløst for hvert kapitel. Der skrælles konstant lag af kvinderne, så man til sidst kan kigge ind til den nøgne følelse af ikke at ville dø ensom.
Rinko møder sit ensomme 43-årige jeg fra fremtiden, der beder hende om at finde en mand
Det er ikke altid sjov læsning, men det er ægte.
Om Mangalaksen:
Vi er to søskende, Ida & Klara, der i mange år har svømmet rundt i det uendelige univers af japansk tegneseriekunst. Vores mission er at guide dig gennem den evigt udvidende mangalakse, og udforske og undersøge mangaens utællelige grene af undergenrer lige fra de store shonen-hits til de endnu ikke-udforskede planeter af nyudklækkede mangategnere.
At modigt begive sig hen, hvor ingen mangablog før har været!
